Som vanligt er mine tekster understøttet af teori og forskning, jeg vil dog formidle så det er tilgængeligt for så mange som muligt. Jeg vil måske advare på forhånd, det er ikke behagelig læsning. Men et bidrag blandt mange og skal derfor ses som sådan. Og kun en del af det samlede billede, men en vigtig del. Så hvis du har lyst, kom med mig …

Lad os starte med mobning:

Alle, der har oplevet mobning, eller kender nogen der har, kender til virkningerne på mobbeofferet. Det truer i den grad offerets identitet og selvværd. Det er en krænkelse. Hvis vi ser på en af definitionerne på mobning fra DCUM (Dansk Center for Undervisningsmiljø) beskrives den således (citat):

”

• at latterliggøre, blandt andet at bruge nedladende øgenavne• at udstille en anden negativt, for eksempel at tale eller skrive grimme og lede ting om den anden
• at sprede skadelige rygter
• flere gange at udelukke den anden fra at være med til aktiviteter• bevidst at ignorere den anden person, for eksempel ved ikke at tale til ham/hende eller vende sig bort
• at true den anden og få ham/hende til at føle sig utilpas og bange• at tage eller ødelægge den andens ting
• at slå eller få den anden til at gøre ting, som han/hun ikke vil
• osv.

”

Beskrivelsen ovenfor omhandler altså mobning i skoleregi. På mikroniveau, om man vil - det handler om elever der mobbes, enkelte individer. På niveauet over ser vi mobning af medarbejdergrupper indenfor det private erhvervsliv eller i det offentlige. Hvis vi ser på enkelte grupper i samfundet, vil vi måske opdage, at der også finder mobning sted på makroplan. Det er, hvad jeg vil kalde makromobning. Det sker, når grupper i samfundet udsættes for nogle af de ovennævnte beskrivelser - dét man også kan kaldes for eksklusions- og marginaliseringsprocesser. Her er listen lang, men eksempler kan være ledige, psykisk syge, handicappede, lærere …

Tidligere, når man skulle anskue mobning, handlede det om et offer og en ”bøddel”. Det er også en tilgang man umiddelbart kan forholde sig til, da der ved mobning er tale om et ulige magtforhold. Men det er mere kompliceret end som så. For der er jo også dem omkring - der er dem, der ser tavst på, og der er medløbere, og der er dem, der råber ”stop”! Nyere teorier indenfor mobning ser også mere nuanceret på det, idet forholdene omkring mobningen, gruppedynamik, kultur, værdier og normer spiller ind.

Så - hvem eller hvad er ”bøddel” når vi taler mobning på makroniveau? Hvem er det, der er skyld i det?

Man kan ret hurtigt vurdere konfliktniveauet ”på konflikttrappen” når man følger debatter på skoleområdet. Vi er ret højt oppe. Der er sket en udskilning, et fjendebillede, som er personaliseret i form af få enkeltpersoner. Man bliver personlig og angriber på det personlige plan. Afstanden er stor. 

Politikere og embedsmænd som gruppe står for skud. Især navngivne politikere mens embedsmændene er en gruppe man omtaler samlet, for ingen har helt styr på hvem der har ansvaret for hvad. De ansvarlige politikere bliver derfor et fjendebillede.

Man undres! Hvorfor lytter de ikke? Hvad sker der? Hvorfor gør de det? Hvordan kunne de gøre det? Er de da ikke mennesker? Man forstår det ikke! 

Men, men - blandt mange forklaringer er der endnu et bud herfra. Det handler om magt - og afmagt og dennes betydning. 

Der findes sociologisk forskning der påviser hvilken virkning magt har, og hvilke dynamikker det skaber. Det er ikke, hvad jeg vil beskrive her. Jeg vil gå ”ned på individniveau” - på mikroniveau, så at sige:

Et forskningsprojekt har påvist, at mennesker der FØLER sig magtfulde bliver mindre empatiske.

Vi taler altså ikke om sociale dynamikker, strukturer og processer, som også har betydning, men om  spejlneuroner. Disse aktiveres, når vi føler empati i større eller mindre grad. Og mængden af aktiveringen afhænger altså af, hvor magtfulde vi føler os.

Så, mennesker på magtfulde poster og/eller mennesker der føler sig magtfulde, vil føle mindre empati, end hvis de ikke føler sig magtfulde. Omvendt vil udsatte mennesker få aktiveret spejlneuroner i højere grad end ellers. Udgangspunktet er sådan set ligegyldigt. Det handler ikke om, at magtfulde mennesker fra start har haft ”sociopatiske træk eller er psykopater” som man ofte kan læse i diverse bøger, men om at vi alle, du og jeg, bliver påvirket af følelsen af magt.  Heraf kommer overskriften - magtens patologi, magten ændrer os som mennesker, ændrer vores evne til at føle empati, i større eller mindre omfang. Dette påvirker så også vores evne til at modtage og forholde os til kritik.

En anden, og ligeså interessant faktor er afmagt. Når vi føler os afmægtige og samtidig har magten over andre mennesker, kan der opstå en giftig cocktail. Følelsen af magt kan gøre os mindre empatiske, og afmægtigheden kan få os til at handle ondt og begå overgreb i større eller mindre grad - i større eller mindre omfang. Her kan vi også tage med, at autoritetstro og tro på nødvendighed kan få mennesker til at gøre de mest uhyrlige ting. Det er menneskeligt.

Så lad os tage den oppefra - en hypotese:På makroniveau har vi nogle politikere der er afmægtige. De er ikke proaktive, men forsøger at lappe hvor de nu kan. Der er ikke nogle overordnede værdier, etik og visioner, det handler om overlevelse i den globale konkurrence - vi lever i konkurrencestaten, siges der. Et kapløb, som udfra de givne præmisser skaber tabere.

Og hvad med embedsmændene?

Om det er politikerne eller embedsmændene der sidder på magten i ministerierne er der delte meninger om. Men - en gammel nyhed er, at medarbejdere ansat i statsadministrationen forgæves har forsøgt at få hjælp til, hvad man kan kalde rovmobning fortæller os, at nogle grupper af embedsmænd altså også mobbes i et eller andet omfang. De bliver også afmægtige. Men de har samtidig magt.

Og sådan driver magt/afmagt og den deraf afledte forråelse hele vejen ned gennem systemet - hvis vi ser på skoleverdenen; fra politikere og embedsmænd på regeringsniveau, til KL, til kommuner, til forvaltninger, til skoleledelser, til lærere, til elever og forældre. Elever og forældre er altså sidste led i ”fødekæden” så at sige. Ligesom de ledige. De syge. 

Dertil kan vi lægge den stigende bureaukratisering og hvad man også kan kalde for teknokratisk styreform. Vi kan også se på hvordan vi som borgere interagerer med det offentlige, generelt. Mere og mere bliver anonymiseret, teknologificeret og alle borgere er tekster i filer, i systemer. Det menneskelige er væk. Det er fremmedgørende. Det vigtige i forbindelse med skoleverdenen er det øgede fokus på KPI -Key Performance Indicators, som er måletal man kan styre efter. Der skal styres efter tal for dansk og matematik og tal for trivsel.

Disse faktorer tilsammen skaber altså en nedsivning af afmagt, forråelse og fremmedgørelse hele vejen - fra makro- til mikroniveau. En teknisk maskine, der kvaser det menneskelige på sin vej. Og ytringsfriheden som er under pres - og har været det i nogle år nu. Indenfor det private erhvervsliv bobler whistleblowerordninger frem. Men tag ikke fejl, mekanismerne er de samme indenfor dele af det private, såvel som i det offentlige. Magt tåler ikke kritik. Magt er ikke medfølende. Magten vil kontrollere.

Så - hvad vil jeg sige med alt dette?

På mikroplan må man, være sig bevidst om det koncentrat af magt og afmagt man er udsat for, og selv er en del af i sit arbejde. En stadig mere faglig (pædagogisk) bevidst refleksion over den magt vi besidder overfor dem, vi har ansvaret for, skal være et værn mod overgreb begået af os, i afmagt.

Som et værn mod en yderligere forråelse, dehumanisering og makromobning skal vi være opmærksomme på hvilke værdier vi ønsker, vi skal genfinde det indre kompas for vort samfund, vi kan ikke udrydde afmagten men vi kan erkende den, og erkende, at den kun kan håndteres af os, af fællesskabet.

Min pointe er vel nok også, at alle i et eller andet omfang er ramt af afmagt. Spørgsmålet er så bare, hvad vi stiller op med det? Jeg håber, at vi alle bliver opmærksomme på den forråelse vi kan mærke mere og mere i vores samfund. Den rammer os alle på den ene eller anden måde. 

Her siger jeg: Som befolkning må vi være bevidste om vi vil være medløbere i mobningen, passive tilskuere eller dem, der siger ”stop”. Hvad er din rolle?

Kilder:http://dcum.dk/sammen-mod-mobning/hvad-er-mobning

http://www.djoefbladet.dk/nyheder/2013/10/f-oe-lelsen-af-magt-g-oe-r-os-mindre-empatiske.aspx

http://www.michaelinzlicht.com/wp/wp-content/uploads/downloads/2013/06/Hogeveen-Inzlicht-Obhi-in-press.pdf

http://www.bupl.dk/fagbladet_boern_og_unge/nyheder/faglighed_er_dit_vaern_imod_at_handle_ondt?opendocument

http://www.ugebreveta4.dk/mobning-forklaedt-som-management_15430.aspx