Der er ikke så lidt Kinder Mælkesnitte over Henrik Dahls debatbog 'Den Kronologiske Uskyld': En kæk tone og masser af påstande. Men hvis man går bag om ordene, er der ikke meget at hente. Akkurat som med Kinder Mælkesnitterne. De sælges på, at de indeholder mælk. Det gør de. Men man skal fortære 90 pakker for at fåén liter. Til gengæld får man en masse fedt.

Det er ærgerligt med Henrik Dahls bog. For manden skriver godt, og hans søndagskommentarer i Politiken viser, at han er en god iagttager, der samtidig kan pege på en tendens, næsten før den er der. Det er vel også derfor, han er blevet analysefaglig direktør i et markedsanalyseinstitut.

Henrik Dahl er født i 1960 og tilhører det, han selv kalder 'børnehavegenerationen'. Bogen igennem svinger han svøben over 68'erne. Han er godt sur - både på forældre- og pædagoggenerationen. (Og med 'pædagoger' mener han både institutionspædagoger og folkeskolens og gymnasiets lærere). Henrik Dahl er sur på hele sin generations vegne: 'Mange voksne fralagde sig på overfladen ansvaret samtidig med, at de i det skjulte var så egoistiske, autoritære og intolerante som nogen farisæer. Vi måtte alting med undtagelse af de mange ting, vi ikke måtte, og som vi selv skulle regne ud var forbudte.'

Hvor psykoanalysen fortæller, at generationsopgøret ender med, at sønnen symbolsk dræber sin far, mener Henrik Dahl, at hans generation må finde ud af, hvordan man dræber en moderskikkelse.

Men hvordan gør man oprør mod den magt, der aldrig gav sig åbent til kende, spørger han 'I stedet for lussinger har vi fået forståelse og bekymring. I stedet for vrede forældre har vi haft skuffede forældre.' Og det tema kører han så rundt i hele bogen igennem. Med en masse gentagelser, og uden at der føjes væsentligt nyt til det, som andre har sagt om det samme. Den farlige, bløde feminisering har antropologen Anne Knudsen beskrevet og kritiseret meget bedre. Den åndelige befamling, som kan gemme sig i at sætte eleven i centrum, har Holger Henriksen kritiseret meget mere konsekvent og præcist i sine bøger, artikler og foredrag. Den overordnede beskrivelse af moderniteten er set mere overbevisende gennemført mange andre steder, og det samme gælder beskrivelsen af de store leges forsvinden og børnenes 'gåen til noget' på bestemte ugedage og klokkeslæt. Alt er set og hørt før.

Men måske har jeg helt misforstået bogen, måske tror Henrik Dahl, at han har skrevet en satirisk bog? I hvert fald er der adskillige steder, hvor jeg undervejs tænkte, at her var der nogle herligt groteske beskrivelser, som kunne have gjort sig godt i en revy. Hells Angels og Bandidos som logiske følger af børnehavepædagogikken er kostelig, og enhver stand-up-comedian kunne få meget ud af beskrivelsen.

Så er der flere vitaminer i den kritik, der kommer frem i Fernando Savaters nyeste bog, 'Mod til at opdrage', selv om han skriver om en skole, der på mange måder ikke ligner den danske. Savater er professor i filosofi ved universitetet i Madrid. Det er ham med 'Tanker fra en kannibal - en bog om etik' og 'Den Politiske Brødrister'. Læsere fra børnehavegenerationen kan passende stå af her, for anmelderen er en sen årgang 1944, og ifølge Henrik Dahl er den onde forældregeneration født mellem 1935 og 1945, hvor Fernando Savater også hører til, og den onde pædagoggeneration er fra 1945-55. Men altså til tilbageværende læsere: Den bog er god. For der er tyngde og dybde i han kritik.

Savaters udgangspunkt er en beundring for lærere. 'Nu til dags er der tendens til påén gang at betragte skolen som en institution, der skal rette op på samtlige kulturelle laster og fejl, samtidig med, at arbejdet som lærer ikke er synderlig værdsat. Så snart der tales om vold blandt onde, narkomisbrug, den faldende læseevne, genopblussen af racistiske holdninger etc., peger man straks - og selvfølgelig ikke uden grund - på skolen som den institution, der bør tage kampen op mod disse misforhold, som det siden hen kan være vanskeligt at ændre på', skriver Savater i indledningskapitlet, hvor han hylder læreren.

En logisk konsekvens af den gængse opfattelse af skolens rolle og betydning ville ifølge Savater være at 'give de mennesker, der påtager sig det yderst vigtige arbejde at undervise børn og unge, den bedste uddannelse, de bedste lønninger samt den største opmærksomhed i medierne'.

'Men', fortsætter han, 'vi ved alle, at det ikke foreholder sig sådan'.

Bogen er bestemt ikke opportunistisk smiger til lærerne, og hvis man leder efter filosofiske belæg for de nyeste tendenser, så bliver man skuffet. Fernando Savater ønsker at pege på 'den foruroligende karakteristika ved den krise, som vi i dag befinder os i'. Og flere steder er der såmænd et vist sammenfald med Henrik Dahls kritik. Men hvor Dahl ironiserer om gruppearbejde, 'hvor en bog bliver diskuteret af otte mennesker, der ikke har læst den', argumenterer Savater for, hvorfor skolen skal videregive viden, så de næste generationer selv kan tage afsæt til de nødvendige opgør.

Fernando Savater bør læses af de sidste dages hellige, som 'ved', at læreren kun skal være konsulent og vejleder. Den, der påtager sig at undervise, skriver Savater, påtager sig rollen som den, der over for eleverne står til ansvar for verden. Bogens spanske titel er El valor de educar. Det betyder både 'værdien af at undervise' og 'mod til at undervise'. På dansk er det blevet til 'Mod til at opdrage'. Den titel er meget loyal over for bogens indhold.

Den Kronologiske Uskyld

Af Henrik Dahl

155 sider, 150 kroner

Gyldendal

Mod til at opdrage

Af Fernando Savater

203 sider, 268 kroner

Forum