At vende tilbage til folkeskolen efter et par år med skiftende vikariater, sygemelding og igen vikariat og til en reformeret folkeskole, er som at lande i en mastodont bjergkæde, der skal bestiges.

Lad mig for en god ordens skyld understrege, at jeg elsker at undervise, og mine spidskompetencer og dér hvor mit hjerte ligger, er undervisning af skolens ældste klasser i dansk, kristendom, historie og samfundsfag.Jeg har i skrivende stund været fuldtidsansat på en skole i Ringkøbing-Skjern kommune, i lidt over to måneder, hvor jeg underviser på 8. og 9. klassetrin i dansk og kristendom. Jeg er omgivet af de dejligste unge, som med den "rette" inspiration og tilrettelæggelse suger viden til sig. Vi griner, sparrer, udveksler erfaring og langsomt, men sikkert, bliver vores undervisningsfælleskab mere og mere trygt. Vi kender hinanden, og boblen af lærdom bliver større og større. Det eneste jeg desværre må erkende er, at min tid til at forberede min undervisning, så den til stadighed forbliver opløftende, inspirerende og vel planlagt/tilrettelagt, bliver mindre og mindre. Og min egen utilstrækkelighed vokser i takt med, at tiden skrider for mig. Enkelte gange må jeg ty til vupti-løsninger og min faglige stolthed, hvis ikke den knækker, så ryger der ihvertfald en flig af i ny og næ.Jeg blev ansat ca. en måned efter skolestart, så på daværende tidspunkt var der ikke de store udsving i mine nye kollegers humør, underforstået at der nu viser sig små tegn på "træthed" i form af skælden ud, irettesættelser og en del negative udmeldinger osv. Også selvom vi gør alt for at forblive positive og "glade".Arbejdsdagene er lange, fyldt til randen med forskellige gøremål, møder, planlægning, handleplaner, forholden sig til, kommunikation, klasselæreropgaver med nye unge, som man lige skal ind under huden på. Alt i alt en meget hektisk dagligdag.

Lige indtil den dag, hvor jeg blev konfronteret med en bemærkning om, at jeg meget gerne måtte være kreativ mht min rolle som læsevejleder på læringscentret? Og her knækkede filmen for mig...lad mig uddybe

Når jeg tænker på, hvordan jeg før reformen kunne planlægge min egen tid, fik evt. tidligt fri, gik hjem og hakkede med en spade i jorden, hvis det var det, jeg havde behov for, vaskede tøj, nulrede rundt, og når mine børn var puttet, sad jeg gerne et par timer eller tre og lod de gode idéer komme til mig. Jeg talte aldrig timer, men knoklede indtil jeg selv var tilfreds og dermed færdig. Gik i seng og sov velsignet, stod op og mødte måske kl. 09.00. den efterfølgende dag. Var glad og fløjtede på vej til skole. Jeg var på forkant med min undervisning og ikke mindst indholdet af samme. Jeg kunne med andre ord være kreativ i mit eget tempo, en ganske anden strategi end det jeg bliver mødt med nu. 

Jeg lyver ikke, når jeg fortæller, at jeg brugte de første fire uger af min ansættelse på at overleve, når jeg kom hjem. Der foregik INTET i mit hoved, da jeg først havde forladt skolens trygge rammer. Og når jeg mødte op næste morgen, kl. 07.30, blev det forventet af mig, at jeg skulle agere kreativt, inspirerende og med overskud?

Kigger tomt ud i luften. 

På min arbejdsstation har jeg sat en lille gul seddel, hvorpå der står: Pas på tiden!

Jeg tror ikke, at der er nogle af mine kolleger, som ikke vil give mig medhold i, at det at arbejde så mange forskellige mennesker sammen, er fyldt til randen med udfordringer. Vi, som voksne og forbilleder for vores unge, er pinedød nødt til at behandle de unge på en ordentlig måde. De spejler sig i os, ser op til os, osse selvom enkelte er skoletrætte og "fandenivoldske" og prøver grænser af. Jeg for mit vedkommende forsøger altid gennem tillid, som er en langsommelig proces, men tyve gange mere givtig, at få de unge mennesker til - gennem dialog - at se muligheder. Andre forsøger at irettesætte med en skarp tunge. Det er jo afhængigt af, hvem vi er. Jeg har det bedst med dialogen.Uanset, er skolen et sted, hvor regler ikke er til for at blive brudt, men faktisk har det formål at sørge for, at vi alle sammen kan fungere indenfor det samme rum. Det handler om tillid, respekt og ansvar. Og det er tovejskommunikation. Det er ikke kun eleverne, som skal indordne sig og overholde reglerne for, at vi lærere kan holde ud at være i vores arbejde, det er osse mig som lærer/underviser, der skal lytte, respektere og være mig mit ansvar bevidst overfor eleverne. Og vi kan lære så meget af hinanden, hvis bare vi lytter!

Men jeg er presset, presset på manglende tid, presset af nye tiltag, som jeg skal sætte mig ind i, jeg har ikke tiden. Som dagene går bliver jeg mere og mere træt og i underskud...

Jeg dyrker mindfulness, dagligt. Det hjælper mig meget på rigtig mange planer. Ikke mindst hviler jeg i mig selv, og jeg formår at holde mit fokus på det, der er vigtigt; min undervisning, indholdet og mine elever. Ud over det har jeg udviklet et undervisningsmateriale, som bygger på tre komponenter: mindfulness, åndedrætsøvelser og skriblerier. Målet med denne undervisning er at udvikle brugbare arbejdsredskaber hos eleverne, som de kan drage nytte af i bl.a. eksamenssituationen. Enkelte nøgleord er fordybelse, at holde fokus ved at være i nuet og på sigt kan man lettere sortere det fra i ens dagligdag, som forstyrrer og tager ens opmærksomhed, eksempelvis mobiltelefoner.

Men jeg er presset, presset på manglende tid, presset af nye tiltag, som jeg skal sætte mig ind i, jeg har ikke tiden. Som dagene går bliver jeg mere og mere træt og i underskud...

Snakken går på lærerværelset. Kommentarer om flygtningestrømmen og regeringens snak om igen at skære på folkeskoleområdet, ældreområdet og børnehaveområdet, som en konsekvens af samme. Det skærer i vores hjerter, for er der overhovedet mere at skære i. Er der ikke skåret ind til benet? Åbenbart ikke, for der skal fyres 50 lærere i Ringkøbing-Skjern kommune og 44 i Syddjurs. Jamen hov...det hænger da ikke sammen. Vi kan umuligt løbe hurtigere end vi gør nu og ikke mindst gøre det ansvarligt? Og hvad med vores unge? Skal deres uddannelse bære præg af stressede voksne som tyr til råb og irettesættelser, når dé ikke kan få "hele" deres liv til at hænge sammen. 

Det hele menneske ville jeg gerne have lov til at tænke ud i fremtiden, vores unge skal blive til hele mennesker. Kald mig bare naiv. Det er jeg ligeglad med. Jeg ved, at min samhørighed med unge mennesker flytter bjerge. Jeg ved, at min tilstedeværelse i de unge menneskers liv gør en forskel. Jeg vil bare have, at det skal være anstændigt. Ordentligt. Ikke være præget af stress og jag og vupti-løsninger. Vi skal være ordentlige overfor hinanden. Lytte og være til stede.

Vi, lærere, er kreative mennesker, kreativitet har brug for råderum, plads, refleksion og ja penge. Vi skal skrotte reformen, og vende tilbage til den gamle arbejdstidsaftale. Følelsen af at have tid til at være kreativ og ikke skulle præstere på tid udløser sjovt nok overskud. Der skal ansættes flere lærere, og så er man fra ministeriel side nødt til at tage vores fremtid alvorligt.Husk på, at det er nogle søde og dejlige unge mennesker, som  vi tilbringer rigtig mange timer sammen med hver evig eneste dag. De skal have så meget med i deres bagage, som det overhovedet er muligt. På en ordentlig og anstændig måde. Og mit ansvar, som underviser, tager jeg meget seriøst, og jeg gør alt, hvad jeg kan for at både at orientere mig udi mange forskellige retninger, og ikke mindst sørge for at brede den verden vi lever i ud, så de unge jeg er sammen med får flest indgange til at kunne være i den meget komplekse verden, vi lever i. De tiltag fra ministeriel side, der er landet på vores bord er er ikke holdbart i længden. Vi bliver blot drænet for initiativ og virkelyst, og det her "skrift" er ikke et ynk, det er en opsummering af det jeg kan se sker. Konsekvensen er, at vi bliver mere og mere navlebeskuende og er os selv nærmest. Fordi dagligdagen kommer i udstrakt grad til at handle om én ting: at overleve! 

Jeg er dansker, jeg opdraget til at kunne tænke, tale og tro, - frit. Og så er der lige det der med næste-kærlighedsprincippet, det hverken kan eller vil jeg løbe fra, for det er så essentielt i hele min måde at tænke på.

Selvfølgelig er der mange flere aspekter, som kunne inddrages i denne refleksion ingen tvivl om det. Men jeg er nødt til "at ryste universet" med et opråb! Og jeg håber inderligt, at der bliver lyttet. Inden vi lærere, ildsjæle som vi er, skvatter fra hinanden. 

Vi arbejder for pokker da ikke på en chokoladefabrik, hvor vi putter råmateriale ind i den ene ende og ud af den anden, kommer der fuldstændig ensartede guldbarrer.Vi arbejder med mennesker og de er lige så forskellige som snefnug. 

Mvh Anne Louise Bak Vengsgaard

Bosat i Syddjurs Kommune, arbejder i Ringkøbing-Skjern Kommune