»Hvorfor protesterer ingen for alvor mod en udvikling, der undergraver fagenes dannelsesmæssige og kreative sider?« spurgte en forhenværende dansklærer og -lektor, Birte Sørensen, forleden i en kronik i Politiken og mindede Bertel Haarder om dengang, det var ham, der argumenterede imod statslig og politisk indblanding i »åndsfagene«. Det samme spørger ph.d.-stipendiat Justine Grønbæk Pors om i dette nummer af Undervisere - hvorfor går Lærerforeningen ikke proaktivt ind i debatten om det statslige forsøg på at styre lærernes hjerner via hjemmesider med positive evalueringsord?

Forhåbentlig og formentlig er forklaringen på den relative tavshed, at lærerprofessionen og lærerfagligheden er stærk nok til at tåle tidens lige lovlig mange krav til pensum, dokumentation og evaluering. For der er nemlig ret beset ikke noget at gøre ved det. Enhver profession må tåle at blive kigget over skulderen, og enhver »tavs viden« må tåle at blive udsat for evaluering og kollegial refleksion.

Tidligere var en af ulemperne ved underviserlivet, at man i private sammenhænge i det uendelige skulle høre om den tidlige fyraften og de lange ferier. Så kom de internationale undersøgelser, der gjorde det almindeligt accepteret at tale grimt om folkeskolens kvalitet, og nu har vi en regering, der har siddet så længe og sat så mange skoletiltag i værk, at den ikke længere kan tillade, at der bliver talt dårligt om skolen. Og vi har (i teorien i hvert fald) nogle nationale test, nogle elevplanskrav, opstrammede mål for fagene, kanonlister og en række statsautoriserede evalueringsmetoder. Noget af det kan helt sikkert bruges til noget, også selvom udbyttet måske ikke umiddelbart står mål med indsatsen. Og noget af det er simpelthen ikke godt nok. Her er det selvfølgelig en opgave for redaktionen af Folkeskolen og Undervisere at problematisere. Men ude i skolen er det børnene, det handler om. Her knokler de professionelle med at få det bedste ud af forholdene. Og ved at skrive en elevplan, undervise i alle kanonpunkterne og evaluere undervisningen med den metode fra de statsautoriserede bunker, man personligt kan stå inde for, redder man sig om ikke andet noget fred og arbejdsro.

Den erfarne lærer kan bruge de autoriserede evalueringsværktøjer til at dokumentere, at de metoder, hun har brugt i flere år, faktisk virker - i hvert fald når det er hende, der bruger dem. Og den lidt mere usikre lærer har fået nogle kanonpunkter og nye værktøjer at støtte sig til, og det er faktisk ikke mere suspekt at undervise efter det, ministeriet siger, end efter det, seminarielæreren foreslog.

Det er muligt, at staten forsøger at styre skolen via lærernes hjerner, som Justine Grønbæk Pors siger. Men nu ved vi det i hvert fald, og så er det den professionelle lærer, der har magten i eget stolt løftede hoved og kan vælge, hvornår det er værd at følge styringen. |