Hvis min søn om nogle år besluttede at rejse til Kina for at studere eller arbejde, mødte en sød kinesisk pige og fik små sorthårede børn, ville jeg da blive glad, hvis han talte dansk til børnene og sørgede for at lære dem sproget, så jeg også kunne kommunikere med dem. Men jeg ville også sagtens kunne forstå, hvis han i stedet valgte at satse på kinesisk og engelsk. Og jeg ville under ingen omstændigheder forvente, at de kinesiske myndigheder tilbød mine børnebørn danskundervisning.

Hvorfor skal det så være de danske myndigheders problem, at nogle kroatisk-, somali- eller arabisktalende mennesker har valgt at få børn i Danmark, som kun kan kommunikere med deres bedsteforældre, hvis de får undervisning i henholdsvis kroatisk, somali og arabisk?

Det er det selvfølgelig heller ikke. De kan måske finde sammen med ligesindede om lidt weekendundervisning for børnene, og det samme kunne jeg jo håbe om min kinesiske familie. At holde det gamle sprog ved lige i et nyt land er ikke det offentliges opgave.

Det er da heller ikke derfor, at vi i månedsmagasinet Undervisere har valgt at grave den ellers begravede debat om modersmålsundervisning frem igen. Derimod er det myndighedernes og folkeskolens opgave at give alle elever mulighed for at nå det optimale. I Sverige har man netop endnu en gang konstateret, at de elever, der får modersmålsundervisning, får bedre karakterer end andre elever i skolens helt almindelige fag. Og i København viste erfaringer i 1990'erne, at eleverne fagligt har gavn af en tosproget tilgang til undervisningen med en lærer, der taler deres modersmål.

Det er selvfølgelig ikke tilbud, der skal gives som alternativ til danskundervisningen.

Det er heller ikke en ordning, der har til formål at fastholde urdu som dagligsprog for oldebørn af pakistanske indvandrere.

Det handler derimod om, at modersmålet er det sprog, man har nemmest ved at lære på. Og det er nu engang kun forældrene, der ved, hvad der er barnets reelle modersmål. For selvom far måske er født og opvokset i Danmark, og mor har boet ti år i Danmark, inden hun fik sit første barn, og taler et udmærket dansk, så kan hun sagtens have foretrukket barndommens urdu, mens hun ammede og skiftede sin baby. Og så kan barnet godt have brug for at få undervisning i både dansk og urdu for at få det begrebsapparat på plads, som er nødvendigt for at følge med i skolen.

De nye svenske tal viser, at det er andengenerationsindvandrere og børn, hvor kun den ene forælder er indvandrer, der får allermest ud af modersmålsundervisningen. Det er for børnenes lærings skyld, at stat, kommuner og skoler skal bekymre sig om modersmålet. Nogle børn har behov for en særlig læseundervisning, fordi de er ordblinde, nogle har behov for en særlig danskundervisning, fordi de kommer fra udlandet, og nogle har behov for særlige tilbud, fordi de har autistiske træk. Der er nogle, der har behov for at få hjælp til matematikken på arabisk, fordi de mangler begreber på dansk, og der er nogle, der har behov for modersmålsundervisning, fordi de mangler begreber på deres eget modersmål. Det er ikke som sådan et spørgsmål om integration - det er et spørgsmål om pædagogik. |