Folkeskolens leder:

Showtime

Underrubrik

Offentliggjort Sidst opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Står det til DLF's kongres, så bliver der næste år 98 frikommuner i Danmark. Udtrykket frikommuner er dog Bertel Haarders. Han og de øvrige forligsparter har nu - efter monsterudvalgets rapport - bøjet sig nogle få millimeter og givet kommunerne mulighed for at søge om, på forsøgsbasis, at arbejde med elevplaner på andre måder end den, der står i bekendtgørelsen.

Så nu er det showtime. Nu har lærere, forhåbentlig med støtte fra skoleledere, forældre og elever, mulighed for at vise, hvad man kan opnå, når man arbejder med porteføljemapper, selv-evalueringsværktøjer, læringscirkler og alle mulige andre spændende måder at registrere og lægge planer for hver enkelt elevs udvikling på. Og så vil det samtidig blive tydeligt for enhver, at danske børn kan lære og udvikle sig fint uden årlige skriftlige statusbeskrivelser og fremtidsplaner for kristendomskundskab, sløjd og samfundsfag - men at de fag med deres begrænsede timetal har mere brug for, at lærerne har tid til at forberede sig frem for at agere elevplansbureaukrater.

Skolens parter i det såkaldte monsterudvalg er enige om, at det er for meget med elevplaner for alle fag hvert eneste år. Men det er åbenbart ikke på nuværende tidspunkt nok til, at elevplanernes faddere vil løsne de stramme bånd. Måske fordi det ikke er sjovt så hurtigt at skulle trække nogle af sine egne initiativer delvist tilbage. Så i stedet må skolerne og kommunerne nu hjælpe politikerne med at undgå at tabe ansigt. Derfor opfordrer DLF de tillidsvalgte lærere fra hele Danmark til at gå hjem og tale med deres lokale skoleforvaltninger og politikere og at få sendt en forsøgsansøgning. Så kan vi få 98 frikommuner, hvor mangfoldigheden kan blomstre, og ordet elevplan kan dække over det, som det enkelte barn og vedkommendes lærere og forældre har brug for.

»Ingen ønsker, at lærerne skal drukne i irrelevante krav«, lover Bertel Haarder. Så hvis frikommunerne viser vejen, må elevplaner i henhold til dekret snart blive afløst af elevplaner som arbejdsredskab. |

». i stedet må skolerne og kommunerne nu hjælpe politikerne med at undgå at tabe ansigt«