Det er blevet et evigtgyldigt mantra, at der er noget galt med skolernes og lærernes evalueringskultur. På mange skoler er man med entusiasme gået ind i udviklingsprojekter, hvor lærere sammen med deres team og måske en ekspert udefra evaluerer undervisningsforløb, reflekterer over egen praksis og dermed skaber endnu bedre læringsprocesser. Det er kultur.

Men mantraet om de evaluerings-kulturløse lærere er også blevet misbrugt til at indføre tiltag, som ikke har ret meget med evalueringskultur at gøre.

Evalueringskultur er at have mål med det, man foretager sig, løbende undersøge, om man er på rette vej mod målet og hele tiden være klar til at ændre strategi. Det er da også det officielle formål med for eksempel de nationale test: At sikre, at lærerne har føling med, hvad hver enkelt elev lærer. Men man efterlader jo læreren ganske alene, når man udstyrer hende med en alenlang rapport i en computer - en rapport, som viser, at elev A havde problemer med en ligning, mens elev B sprang en klassisk købmandsregningsopgave over, måske fordi han ikke kunne læse teksten, måske fordi han ikke forstod opgaven, eller måske fordi han rent faktisk ikke havde styr på de basale regnefærdigheder, og at elev C i øvrigt klarede nogle geometriopgaver, der lå flere klassetrin over hans eget. Som Danmarks Lærerforening ved flere lejligheder har påpeget, så er det betydeligt enklere for læreren at blive klog af en test, hvor alle elever har løst de samme opgaver. Så formålet med disse test må være et andet.

Matraet om den manglende evalueringskultur er blevet en undskyldning for at indføre et kontrolhierarki af elevplaner, test og kvalitetsrapporter. Som evalueringseksperten, professor Peter Dahler-Larsen siger det i Underviseres kronik i dette nummer: Det afgørende er at holde øje med nogen, ikke at undersøge, hvad de gør.

Han fortæller, hvordan man - i hvert fald i den oprindelige betydning af ordet evaluering - var optaget af at måle effekten af forskellige undervisningsmetoder, af klassestørrelser, lærerens uddannelse og så videre.

Hvad kommer man til at måle med skole- og klasse-testscorer, der skal sammenlignes med en national testprofil? Sandsynligvis de sociale forskelle i vores land - som vi godt kendte i forvejen. Derfor indføres også en socialt korrigeret testscore. Men som vi har set det med de socialt korrigerede afgangskarakterer, er det svært at vide, om forskellene skyldes unøjagtigheder i, præcis hvor meget forældrenes uddannelsesniveau skal trække op eller ned i podernes score, eller de skyldes en i øvrigt fuldstændig ukendt faktor i undervisningen. Vi skal »lære af de gode eksempler« - men hvad hjælper det, hvis vi ikke aner, hvad det er, der gør dem gode? På verdensplan har man arbejdet med evaluering af undervisning i mange år, og forskere som Peter Dahler-Larsen sidder inde med store mængder af viden om, hvad man kan bruge evaluering til, og hvordan man kan evaluere effekter på undervisningen. Tænk hvis man havde spurgt dem og afprøvet nogle af de metoder, de foreslog, før man havde indført test, elevplaner og kvalitetsrapporter.