Når lærere fortæller historier om deres oplevelser på jobbet, konstruerer de sammenhænge, der viser noget om, hvordan de forstår deres job, og hvordan de forstår kvaliteten af det, de laver i deres hverdag. Fortællingerne viser deres faglige selvforståelse, og netop det begreb er et grundbegreb i Janne Hedegaard Hansens bog om narrativ dokumentation: Er der historier nok, viser de, hvordan de ansatte forstår jobbets grundlæggende karakter, og hvilke særlige kvaliteter der vægtes højt i de ansattes perspektiv. Det er det grundlæggende synspunkt, der fremlægges i denne bog.

Det skal naturligvis kvalificeres yderligere for at kunne fungere som narrativ dokumentation og blive til en metode, der kan anvendes på arbejdspladser: Fortællingerne skal have en form, de skal skrives ned, formuleres på papir. Der skal skabes en særlig proces omkring de fortalte historier og dem, der fortæller dem. Fortællingerne skal altså blive mere end blot historier fra kopirummet eller "krigszonen", men grundlæggende er det fortællinger med nogle fælles træk, der hentes fra grundstrukturer i de historier, mennesker fortæller hinanden, fortællingens væsen: begyndelse - midte - slutning.

Fortællingerne kan formuleres i forhold til på forhånd formulerede fokuspunkter, eller de kan efter kollegiale samtaler vise frem mod fælles aftalte fokuspunkter, som der kan handles på efterfølgende. En fortælling - et narrativ - er ikke blot en observation af en situation, udgangspunktet er et handlende subjekt, en jegfortæller, der fortæller med udgangspunkt i sig selv: "Det var mandag formiddag, jeg var begyndt på dagens program i 4.c, da Poul sagde ...".

Teoretisk bygger bogen på indsigt fra socialkonstruktivisme og diskursteori. Bogen afsluttes med et godt kapitel, hvor der redegøres grundigt for begge dele. Det er velvalgt, at kapitlet er placeret bagerst. Det er vanskeligt stof, og der er mange vanskelige fagbegreber, der dækker over teoriernes afgørende forskellighed fra andre teorier, eksempelvis om hvordan vi forstår begrebet "sandhed". Et begreb, vi alle forholder os til, når vi fortæller historier, for så omgår vi sandheden. Vi lyver. Vi tror, vi taler sandt, men gør det ikke.

Bogen og dens ærinde kan man som læser sagtens gå til forfra – uden teori, blot med forfatterens fine beskrivelser. Bogen formulerer sig skarpt op imod new public management-styringslogikker og andre oppefrakommende krav til velfærdsprofessionerne. Den grundlæggende ide bag den narrative dokumentation er legitimation af viden, der er skabt nedefra på jobbet og formuleret af det ansatte personale, og det er grundlæggende sympatisk. Bogen anbefales til inspiration og til afprøvning.