Samtalebøger er in for tiden. Man sætter et par markante personer til at tale sammen om et væsentligt tema såsom livet, litteraturen eller ledelse, og så er der en journalist med på en lytter, så samtalerne kan komme på tryk. Ofte ville man gerne have været samtalepartner, for uinteressant er det sjældent. Men lige så ofte virker det i denne genre også, som om de to samtalende har det sjovere end læseren.

Da professor Steen Hildebrandt og Hummel-ejer Christian Stadil mødes til en række samtaler i en have i Japan, bliver denne karakteristik af genren ikke gjort til skamme. Der forekommer meget lange passager, hvor den indbyrdes bekræftelse overskygger den fælles erkendelse. Det virker, som om den, man helst ville have til at skære igennem, Steen Hildebrandt, bliver slået på stregen af Christian Stadil.

Men når det er sagt, så er bogen altså også vanskelig at lægge fra sig, ikke mindst når man relaterer den til ledelse i det offentlige. Konstant tårner der sig spørgsmål op om, hvorvidt bagmændene for de politiske og administrative ledelsesfilosofier i det offentlige er inspireret af en global fremtid eller af en industriel fortid.

De to samtalende insisterer på begrebet karma som en væsentlig kraft i ledelse i en globaliseret verden, hvor alt hænger sammen mere synligt end nogensinde. Da jeg efter at have læst bogen gør som de to, da de er på vej tilbage fra Japan til Danmark: lukker øjnene, så smyger begrebet afhængighedserklæring sig rundt om alle mine tanker. Erkendelsen af indbyrdes afhængighed af hinanden og af omgivelserne går igen i alle deres samtaler om og vinklinger af moderne ledelse, og det står i en skærende kontrast til den ekstreme og isolerede fokus på den enkelte, som finder sted for tiden i forhold til både medarbejderaftaler og barnetest og -kontrakter i skolerne og daginstitutionerne.

Under læsningen af deres samtaler får man frugtbar næring til stille refleksion, og det er umuligt blot at feje deres tanker til side som irrelevant spiritualitet og buddhistisk bragesnak.

Denne umulighed understøttes særdeles kraftigt gennem de korte interview, som supplerer samtalerne. De er med blandt andre Mads Øvlisen, Jørgen Mads Clausen og Lars Kolind. Her bliver spørgsmålstegnene omkring det offentlige systems fremsynethed ikke gjort mindre.

Samtalerne er ikke en række filosofisk stringente øjenåbnere. Dertil er de bogstaveligt talt for snakkende, lidende under genrens svagheder. Men de giver god godnatlæsning, fordi de præsenterer en tænkemåde, som planter en god portion spørgsmålstegn i ens sind, og så fordi man i nogle kapitler bliver snakket i døs.