Anmeldelse
Medarbejdersamtaler, hvorfor og hvordan
Klik for at skrive manchettekst.
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Medarbejdersamtaler har i mere end 20 år været et udbredt ledelsesredskab i den private sektor.
De senere år har vi set en udvikling, hvor forskellige former for medarbejdersamtaler har fundet indpas også i offentlige organisationer.
Der er næppe tvivl om, at vi de nærmeste år vil se en stigende interesse herfor i den kommunale sektor og dermed altså også i folkeskolen.
Denne udvikling skal ses i lyset af, at 'den menneskelige faktor i stadig stigende grad anerkendes som organisationens vigtigste ressource i produktionen af serviceydelser'.
Ovennævnte vurderinger kan man læse i bogen 'Medarbejdersamtaler i kommunen'. Bogen beskriver trinvis de forudsætninger, der er nødvendige, før man kan få udbytte af medarbejdersamtaler, både som leder og medarbejder.
Det er nødvendigt, at samtalen foregår mellem ligeværdige parter, og at begge sider kan gå styrket ud af dem.
Og så er det vigtigt, at samtalerne ikke har karakter af ledelseskontrol.
De kan kun foregå i en atmosfære af ærlighed, åbenhed og gensidig tillid.
Bogen gennemgår de mange forskellige samtaletyper. Den beskriver, hvordan de kan iværksættes, og hvilke forhold man specielt skal være opmærksom på.
Den giver tillige eksempler på et meget nyttigt skemamateriale.
Et vigtigt afsnit i bogen handler om kommunikationsredskaberne.
'En medarbejdersamtale er ikke en almindelig dagligdags samtale - og den er ikke en terapeutisk samtale.
Kommunikation i en medarbejdersamtale skal identificere iboende ressourcer hos medarbejderen i relation til hans arbejdsliv, samtidig med at den sætter en udviklingsproces i gang. En medarbejdersamtale skal være forbundet med den grundholdning, der er baseret på respekt for personlige grænser'.
'For at indføre medarbejdersamtaler fordres ikke en 'bestemt' organisationskultur. Men et minimum af åbenhed i det gensidige samspil mellem medarbejdere og organisation må være til stede som et grundlæggende kulturtræk. Hvis det er tilfældet, vil indførelse og implementeringen af medarbejdersamtaler virke forstærkende på udviklingen og en konstruktiv organisationsstruktur'.
Bogen er inspirerende og er et meget aktuelt og vedkommende indlæg for skoler, der overvejer at gå i gang med medarbejdersamtaler, eller skoler - der som vores - har haft samtaler over en årrække, og som løbende ønsker at videreudvikle dem. Der findes ingen færdig opskrift på, hvordan man skal gøre på sin skole.
Medarbejdersamtaler skal tilpasses den kultur, de skal foregå i, og skal selvfølgelig ses i sammenhæng med for eksempel teamsamtaler, som bogen også mener er en del af fremtidens samarbejdsform.
Hertil er 'Medarbejdersamtaler i kommunen' en god hjælp!
Ole Jakobsen er leder, og Karl Paulsen er tillidsrepræsentant på samme skole.