Hvad denne bogs ærinde er, får man bedst et indtryk af ved at læse de to sidste indlæg først: Formanden for Ungdomsringen, Simon Kollerup (medlem af Folketinget), ser det arbejde, der ligger i fremtidens ungdoms- og fritidspædagogik, som en resurse i forhold til folkeskolereformens begreb "åben skole" og som et bidrag til elevernes læring i skolen. Formanden for BUPL's lederforening, Eva Munck Immertreu, pejler i god kollerupsk forståelsesramme de kerneopgaver, der skal løses, og beskriver kravene til de faglige ledere: ledelse af medarbejderfaglighed, forståelse for institutionernes struktur og fornemmelse for udviklingen i velfærdssamfundet. Og betoner ledernes betydning - også i deres mulige dialog med det politiske niveau.

Ungdomsringen har i den kontekst søsat et projekt, som skal give faglig og politisk opmærksomhed og faglig drøftelse af de nye vilkår, der møder ungdoms- og fritidspædagogikken i disse år. Forskere fra Copenhagen Business School, Danmarks Institut for Pædagogik og Uddannelse og Metropol har bidraget til konferencer og drøftelser, som ligger til grund for bogens ti faglige artikler, der med afsæt i fem teser for god ungdoms- og fritidspædagogisk ledelse søger at indkredse de nye tiders krav om at lede på tværs i et landskab, hvor institutionerne mister deres faste konturer.

Her er interessant læsning om de kompetencer og udfordringer, der møder lederen i en opløsning af rammerne for de traditionelle og veldefinerede institutioner og organisationer. Her er gode overvejelser omkring balancen imellem de kendte kerneområder i fritids- og ungdomspædagogikken og de nye krav, der er opstået som en konsekvens af folkeskolereformen og læringsparadigmet.

Og så alligevel: Det kan undre, at der blandt bidragyderne ikke er nogen, der kan stå som repræsentant for de skoleledere, som til stadighed synes at spøge i kulissen. Læringsparadigmet og det politiske ønske om, at fritidspædagogikken skal tænkes sammen med og understøtte elevernes læring, vejer så tungt, at der i bogen bliver ringe plads til at reflektere over, hvordan man kan sikre de kerneområder, der bygger elevernes frirum i forhold til skolemålenes bundethed.

Bogen glemmer at stille det spørgsmål, om den åbne skole skal gøre det muligt at skabe liv og spræl omkring en målstyret skole, eller om åbenheden er en madding til at besætte fritiden. Ringen synes desværre at lukke sig om sin egen mangfoldighed med det instrumentelle lærings- og organisationssprog, som springer fra de kendte forskningsinstitutioners bidragydere.

Jeg ser frem til en næste artikelsamling fra hverdagen, hvor vi kan få indtryk af, hvordan børn og unge i fritiden kan finde næring til en livskraft, der rækker ud over konkurrencestatens læringskrav.