I forbindelse med reformen af læreruddannelsen foregår der et større opgør mellem to forskellige syn på, hvad læreruddannelsen skal kunne. Kort formuleret handler opgøret om, hvorvidt de kommende lærerstuderende skal møde en dannelsesorienteret læreruddannelse uden synderlig empirisk forankring eller en evidensorienteret læreruddannelse, hvor ”alt” er forankret i forskningsbaseret viden om, ”hvad der virker”.

I takt med at professionshøjskolerne får styr på deres forsknings- og udviklingsafdelinger, er det vel netop tanken, at de skal bidrage med resultater af egne forsknings- og udviklingsarbejder, der kan styrke den evidensbaserede tilgang til uddannelse. Denne bog kunne derfor være et eksempel på forskningsformidling, der primært skal anvendes af professionshøjskolerne selv og deres nære samarbejdspartnere?

I bogen fremlægger forskere fra UC Syd resultaterne af en serie udviklingsarbejder alle centreret om forsøg på at indkredse nøglebegrebet transfer. Alle professionsuddannelser – vekseluddannelser, som de benævnes i bogen - baserer sig på en forestilling om transfer, altså en basal forventning om, at noget, der læres i en sammenhæng, kan bruges i en anden sammenhæng med praktikperioder som gearingsmekanisme. Læreruddannelsens problem i denne sammenhæng har blot været, at det altid har været svært at påvise denne sammenhæng, og det gælder, uanset hvilke ord og begreber der har været forsøgt anvendt om fænomenet.

Læreruddannelsens treklang! Sammenhæng mellem teori og praksis og så videre. Diskussioner af, forestillinger om og forhåbninger til begrebet transfer er dog formodentlig altafgørende for den kommende læreruddannelses succes. Derfor er det meget velkomment, at der nu udgives en forskningsbaseret bog om emnet. Bogen er opbygget således, at de to forfattere igennem flere kapitler indkredser transferbegrebet, samtidig med at de syv udviklingsprojekter, bogen også præsenterer, beskrives og kommenteres.

Det gøres godt, men det er også tung læsning. Det er ikke læsning for hverken skolelærere eller lærerstuderende, men er det så for undervisere på professionshøjskolerne selv? Næppe. I forhold til den litteratur om transfer, der er udgivet de senere år, lægges der ikke meget til i bogen. Der er ikke meget nyt, og det virker underligt nok heller ikke, som om man som læser kommer tættere på problematikken i forhold til præcis professionsuddannelserne. Det er ærgerligt.

Spørgsmålet er, om opgaven at skrive en bog om et begreb i forbindelse med de mange forskellige uddannelser, bogen handler om, overhovedet kan løses? I forhold til rigtig mange års diskussioner om forholdet mellem teori og praksis, begge begreber, der indgår i bogens titel, virker det ejendommeligt, at det ikke diskuteres grundigt, hvad begreberne dækker. Hvad er teori? Udgangspunktet er, at der på læreruddannelsen arbejdes med teori, men gør der egentlig det? Og i givet fald på hvilken måde? Denne anmelder mener for eksempel ikke, at der i de pædagogiske fag på den nuværende læreruddannelse arbejdes meget - hverken grundigt eller langvarigt - med teori. Det havde fortjent en diskussion og begrebsafklaring.

Måske er det denne manglende afklaring, der lægger grunden til professionsuddannelsernes manglende afklaring omkring transferbegrebet? I bogen indgår der projekter fra sygeplejerskeuddannelsen, jordemoderuddannelsen, fysioterapiuddannelsen, pædagoguddannelsen, socialrådgiveruddannelsen og læreruddannelsen. Alle disse projekter skaber baggrund for at udgive en tyk bog, men giver det mening at læse om så mange forskellige sammenhænge?

Jeg fik trang til at ”springe over” og at gå målrettet frem til den sammenhæng, der modsvarer ens egen situation. Der er to projekter, der udspringer af læreruddannelsessammenhænge, et om ”trepartssamtalen” og et om ”aristoteliske vidensformer som analyseredskab i et praksisforskningsprojekt”. Begge er interessante og kan læses selvstændigt.