Bogen giver med sine fine analyser bud på, hvordan læreruddannelsen kan udvikles og forbedres. Både handlingsanvisninger og analyser er baseret på et større empiriarbejde, da der har været foretaget fokusgruppeinterview af studerende på første og tredje årgang. Disse bliver jævnligt inddraget i bogen og fungerer som vidensbase for forfatternes analyser.

Forfatterne er en gruppe undervisere, der har været optaget af at beskrive lærerstuderendes professionelle udvikling. I den forbindelse har underviserne undersøgt, hvad de studerende mener, at de skal lære, og hvordan de ønsker, at dette skal ske i praksis. Forfatterne er tilknyttet professionshøjskolen Via, men de har skabt en bog, der kan bruges af undervisere landet over.

Bogen formår at udfordre nogle af problemområderne i læreruddannelsen, blandt andet "studerende kontra elev"-perspektivet. Det drøftes her, om man som underviser skal tage de studerende i hånden og give dem en ”how to”-håndbog, som der efterspørges, eller om man skal udvikle de studerendes analytiske og refleksive kompetencer til selv at træffe valget. Forfatterne kommer her med anvisninger til, hvordan underviserne kan arbejde med dette kompleks, hvoraf nogle dog er af mere organisatorisk karakter. Ifølge forfatterne er der brug for en klarhed underviserne imellem om, hvad det er, de uddanner til, og en præcisering af, hvad uddannelsen skal og bør. De studerende problematiserer for eksempel, at underviserne siger et og gør noget andet, hvormed der skabes didaktisk irrationalitet. Dette hjælper ikke til en bedre forståelse af uddannelsen, som de studerende efterlyser.

Hensigten med bogen er at invitere til grundlagsdrøftelser om læreruddannelsen og læreruddannelsesdidaktik for at udvikle uddannelsen. Bogen lever godt op til hensigten og kommer med mange gode og relevante oplæg til grundlagsdiskussioner i læreruddannelsen. Dog falder sidste kapitel i bogen helt udenfor. Kapitlet introducerer og argumenterer for læselog som værende måden, hvorpå man kan undgå, at de studerende bliver frustrerede over ikke at lære noget.

Til gengæld er kapitlet ”Hvordan kan skriftlige produkter blive mere meningsfyldte og relevante” yderst anvendeligt og bør tages til overvejelse i forbindelse med udarbejdelsen af studieordninger. Heri gives der eksempler på, hvordan man konkret vil kunne arbejde med disse, ud fra en analyse af de studerendes frustrationer over samme. De studerende efterspørger mere feedback på studieprodukter og ønsker, at de indgår mere funktionelt som led i en lærepoces.

Nu da læreruddannelserne står med udmøntningen af den nye bekendtgørelse, er denne bog særlig relevant. Som studerende håber jeg på, at undervisere, institutledere, uddannelsesledere og andre interessenter, der inviteres med til udviklingen af læreruddannelsen, allerede nu tager denne bog op til overvejelse. At der reelt bliver afsat tid ude på uddannelsesstederne til at tage nogle af de grundlæggende drøftelser, som denne bog lægger op til.