Ansvaret for et andet menneske må ikke betyde, at man overtager det andet menneskes eget ansvar

Det bedste er en god samvittighed, det næstbedste er en god sagfører, ironiserede Jan Lindhardt fra prædikestolen, da han i sommer blev bispeviet i Roskilde. Hvorefter han langede ud efter fagforeningen HK (Handels- og Kontorfunktionærernes Forbund i Danmark), der i en massiv reklamekampagne har fortalt, at man skal være solidarisk med sig selv.

- Det gør jo opgaven mere overskuelig, ligesom det er en fornyelse og modernisering af fagforeningsarbejdet, kommenterede han.

I en stor, norsk bog behandler Jan-Olav Henriksen og Arne Johan Vetlesen det etiske ansvar i arbejdet med andre mennesker. Forfatterne er henholdsvis professor i teologi og førsteamanuensis i filosofi, og i 'Nærhet og Distanse' giver de en kompetent og engageret indføring i diskussionen om etik til brug i sundheds-, social- og undervisningssektoren.

En række fornemme introduktioner til forskellige etiske retninger kædes sammen med konkrete eksempler på de moralske og etiske dilemmaer i hverdagen. Der lægges vægt på at få sammenhængen mellem menneskesyn og etik frem. Men det afgørende er ikke, at man har samme politiske og religiøse holdning. Det etiske engagementet er knyttet til personlig identitet og overbevisning. Men selv med forskellige livssyn (som bogens to forfattere for eksempel) kan man godt finde et fælles fodfæste som kolleger. I forhold til elever med en anden kulturbaggrund kan det for eksempel betyde, at man sammen bliver opmærksomme på, at deres holdninger kan have en forankring, som er langt dybere, end vi ofte forestiller os.

Jeg vil især fremhæve bogens præsentation af samtalens etik, som tager afsæt i Jürgen Habermas' diskurs-etik, og et afsluttende afsnit, hvor der præsenteres en model til brug, når man skal tage etisk stilling.

Det sidste er langt bedre, end det lyder. Klok-modellen, kalder forfatterne den. Hvordan finder man ud af, hvad der er kærnen - det centrale - i en løsning af et etisk problem (i arbejdet med mennesker)? Hvilke ligheder med tidligere tilfælde kan løsningsmuligheden sammenlignes med? Er alle relevante omstændigheder tænkt med? Og hvad bliver konsekvenserne?

Referencerne bagud til de tidligere afsnit og diskussion af konkrete eksempler overbeviser om, at det ikke en manual eller facitliste, der præsenteres. Det er nærmere en liste med udråbs- og spørgsmålstegn. Og diskurs-afsnittet har understreget, at etiske overvejelser ikke handler om at få ret, men at undersøge, hvorvidt man har ret.

Diskurs-etikkens styrke er, at den giver mulighed for, at mennesker med forskellige opfattelser kan mødes og diskutere forslag til fælles handleregler. Ved at lytte, argumentere og give begundelser er der mulighed for at søge efter løsninger, som flere kan enes om. Ikke som flok-moral og ensretning, men som et kvalitativt, fælles fundament.

Og - fremhæver forfatterne - det betyder ikke middelmådighed og gennemsnit. Der skal være plads til det ekstraordinære, det særprægede og det fremragende. Tryghed, åbenhed og kritik kan spille konstruktivt sammen. Det handler om os selv- og hvordan det, vi bringer med os, gør os i stand til at møde mennesker og tage dem alvorligt. Når et andet menneske henvender sig til os - om noget småt eller stort - holder vi noget af den andens skæbne i vores hånd. Det er ikke noget, vi har bedt om, sådan er det bare. Pointen er at uanset, hvad vi gør, gør det en forskel for det menneske, som henvender sig.

Og det er ikke nok at påberåbe sig en god samvittighed. Det er vigtigere, hvilke normer eller idealer samvittigheden udtrykker.

Det handler i høj grad også om den solidaritet, som udspringer af den velbegrundede enighed - og uenighed - der kan sætte os i stand til at arbejde sammen om at fastholde og udvikle det helt væsentlige for samfundets evne til leve videre: en vis grad af samlende værdibasis.

Regler, normer og etiske modeller må hverken udelukke muligheden for personligt engagement eller forsøg på at se problemer fra flere sider, fremhæver bogens forfattere. I arbejdslivet (og i livet i det hele taget) skal etikken hjælpe til at give den tilstrækkelige nærhed. Det forudsætter personligt engagement. Men samtidig skal de etiske teorier og principper bidrage til at skabe den nødvendige distance. Det samspil af nærhed og distance kalder forfatterne arbejdsetisk professionalitet ('yrkesetisk profesjonalitet).

Nærhet og Distanse anbefales varmt til læreruddannelsen og til diskussion blandt uddannede. I forordet lover forfatterne, at bogen bliver fulgt op af tre mere fagspecifikke bøger om etik i sundheds-, social- og undervisningssektoren. Der er meget at se frem til.