Anmeldelse

Experimentariums temature

Klik for at skrive manchettekst.

Offentliggjort

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Når pris og bestilling ovenfor står i parentes, er grunden, at din skoles Experimentarium-kontaktlærer allerede har et eksemplar, så du låner blot hans sæt og kopierer det materiale, du vil bruge.

Hvis du er påén af de få skoler, der endnu ikke har tilmeldt en kontaktlærer, så vil jeg varmt anbefale, at I får det gjort. Så har hun altid et sæt, er er up to date. Det er nemlig tanken, at materialet løbende revideres, fornys og udvides, og kontaktlæreren får automatisk de nye temature tilsendt.

Materialet består fra starten af 22 temature, hvoraf de 18 direkte sigter på folkeskolens klasser. Hver tur består af et lærermateriale og et elevmateriale. Lærerarket giver i stikord dels vejledning om, hvad læreren skal gøre inden, under og efter besøget, dels forslag til, hvordan klassen kan arbejde med emnet både før og efter besøget.

Elevarkene er ved en prikkode inddelt efter klassetrin: 3.-5., 6.-7., 8.-10. Ved mange af turene er der udarbejdet elevark både til 6.-7. og til 8.-10. klassetrin; men begge ark kan udmærket bruges sammen i 6.-7. klasse - den 'svære' version til de lidt dygtigere elever.

Problemet for folkeskolelæreren med at benytte Experimentariet i undervisningen har været, at de enkelte opstillinger kun findes i ét eksemplar og ikke i klassesæt. Skal hver elev udføre eksperimentet, bliver der altså en masse spildtid, hvor de andre venter. Det rådes der bod på med det nye materiale. En tur fører nemlig typisk eleven rundt til fem-otte 'stationer'; men det er ikke nødvendigt at starte med den første på arket. Hvis eleverne arbejder sammen parvis, kan ét par starte ved første station, ét ved anden og så videre.

Arbejdet med en tematur tager normalt mellem en halv og en hel time, og det er en passende varighed, hvis eleverne også skal nå at nyde godt af nogle af Experimentariets øvrige tilbud: Shows på scenerne, de nye miljøopstillinger, kemilaboratoriet, videnbutikken og eventuelle særudstillinger.