En stadig strøm af ideer, der alle stiller i udsigt, at de kan gøre undervisningen bedre, så eleverne opnår bedre resultater, er blevet en væsentlig del af skolens hverdag. For nogen tid siden var det lærerteam, så kollegial supervision, projektorienteret undervisning, logbøger og storyline-metode for nu at være multiple intelligenser, læringsstile og nationale testsystemer. Det kan også være omfattende pædagogiske programmer som ansvar for egen læring eller synet på lærerrollen, som det ene øjeblik skal være autentisk, det andet ikke-eftergivende og tydelig. Ideerne introduceres ofte uden dokumentation for, at de kan leve op til de gyldne løfter og høje forventninger, de ledsages af, så det er svært for lærere, skoleledere og skoleejere at vide, om det er noget, der skal og bør satses på, eller om der bare er tale om endnu en modegrille, der snart er glemt.

En grille er en lovende idé, der pludseligt dukker op og hurtigt vokser til omfattende popularitet, men så forsvinder og glemmes igen, næsten lige så hurtigt som den opstod. Det, som gør en idé til en grille, er ikke dens specifikke karakteristika, men at den kun opnår kort levetid.

Skolen er særligt udsat for modegriller. Det skyldes, at den - ligesom andre institutioner og fagområder, der er optaget af hele tiden at yde en bedre indsats og opnå bedre resultater - ofte beskæftiger sig med dårligt definerede problemer. Et dårligt defineret problem er kendetegnet ved, at der ikke findes en klar og entydig diagnose og derfor heller ikke en klar og entydig opskrift på, hvordan problemet skal behandles. Sådanne problemer slås lærere med hver dag, når de skal finde pædagogiske løsninger, der svarer til den enkelte elevs læringslyst, motivation og parathed eller mangel på samme, eller når de skal tilrettelægge og gennemføre undervisning for en bestemt klasse eller elevgruppe med dens særlige - ofte heterogene - elevsammensætning.

Modsat er et veldefineret problem kendetegnet ved entydige, genkendelige og forståede symptomer. Det er for eksempel tilfældet ved en velbeskrevet sygdom, og ved at der til bestemte symptomer findes en foreskrevet behandling, der har vist sig virkningsfuld. Sådanne problemer, hvor underviseren er i stand til at diagnosticere problemet, og hvor underviseren kender den relevante form for intervention, findes der naturligvis mange af i skolens hverdag. Mange problemer er imidlertid dårligt definerede: Det står ikke klart, hvad der er galt, og det er derfor ikke nemt at vide, hvordan der mest hensigtsmæssigt kan sættes ind - eller det står klart, hvad der er galt, men en brugbar måde at håndtere problemet på er ikke kendt.

Det er forståeligt, at lærere, der altid ønsker at undervise bedre, men som må forholde sig til mange, dårligt definerede problemer, er særligt modtagelige og sårbare over for institutionelle griller. En institutionel grille er nemlig kendetegnet ved, at den begynder med en historie om, at noget ikke er så godt, som det kunne være, fortsætter med en forsikring om, at det kan blive meget bedre, og slutter med en konstatering af, at der er behov for udvikling. Lærere og skoler må af natur, fristes man næsten til at sige, være udviklingsorienterede, og det er selvfølgelig udmærket, ja vel nærmest uomgængeligt, at pædagogisk praksis er udviklingsorienteret, men det er problematisk, at den ofte, uanset hvor forståeligt det end kan være, orienterer sin udvikling efter griller.

I takt med den samfundsmæssige udviklings- og forandrings­iver og i takt med stigende krav om effektivitet i pædagogisk praksis, i retning af at undervisningen skal kunne levere gode og helst stadig bedre elevresultater, bliver det vigtigt at kunne skelne mellem griller og bæredygtige innovationer. Ikke mindst derfor ser vi et stigende behov for uddannelsesforskning, der kan dokumentere, hvad der rent faktisk virker i retning af det tilsigtede, og mindst lige så vigtigt hvad der ikke virker i den mangfoldighed af ideer, skolen præsenteres for.

Det er der mindst to gode grunde til. For det første så koster al udviklingsaktivitet. Implementering af nye praksisformer er forbundet med både økonomiske og menneskelige omkostninger. De nye strategier skal introduceres, der skal afholdes kurser for lærerne, de skal anvende tid og kræfter på at sætte sig ind i det nye, og de skal prøve at få det til at virke i den pædagogiske praksiskontekst. Der spildes mange resurser på ideer, der efter kort tid må opgives, fordi de viser sig ikke at fungere godt i praksis, eller fordi de ingen relevant betydning har for elevernes udbytte af undervisningen. For det andet så er introduktion af ideer til en ny eller ændret praksis, der viser sig at være en grille, en sikker måde at fratage lærerne enhver gnist af entusiasme og virkelyst på. Ja, det kan ind­imellem direkte føre til udvikling af en kynisk indstilling til forandring og udvikling. Vi ved, at lærere er forandringsvillige og åbne over for de nye ideer, som løbende introduceres med løfte om at kunne forbedre undervisningen. Men vi ved også, at lærere i stigende grad indtager en tøvende og afventende holdning over for nye opgaver og krav, indtil det har vist sig, om der blot er tale om endnu en grille med kort levetid, eller om der er tale om en udviklingsidé med en vis levedygtighed. Lærere gør sig nemlig alt for ofte den erfaring, at mange af de nye ideer forsvinder igen, næsten lige så hurtigt som de viste sig. Det er frustrerende igen og igen at vise imødekommenhed over for de hyppige ændringer af den pædagogiske dagsorden, hvis man alt for ofte erfarer, at det, der er investeret tid og engagement i, hurtigt er glemt til fordel for nye dagsordener.

Griller er lumske, fordi de ikke præsenteres som denne sæsons idé, men som en solid, rationel og mere varig løsning. Deres fortalere er endog ofte respekterede fagfolk inden for deres profession, og deres påstande nyder mediernes opmærksomhed. Når en grille er i gang med at sprede sig, forekommer den ikke tåbelig, men sund og rationel. Det er nemt at tro på den, der opstår nærmest en bølge af begejstring, og skeptikere betegnes ofte som fantasiløse kynikere, der sidder fast i hængedyndet uden at kunne se de fremtidige muligheder. Det er videre karakteristisk, at en grille ikke opgives igen på grund af en beslutning, griller fader bare ud og forsvinder. Deres kortlivede popularitet er med andre ord et andet ord for engangsentusiasme.

Af hensyn til økonomi, menneskelig resurseanvendelse og ikke mindst lærernes arbejdsglæde er det ikke uden betydning, at de, som er ansvarlige for at introducere en ny idé, stiller sig følgende spørgsmål: Foreligger der dokumentation for, at det nye faktisk vil virke, og at man ved at introducere og implementere det kan opnå bedre resultater, end hvis man blot havde fortsat som hidtil?

Forud for introduktionen af nye innovationer kunne det være fornuftigt at undersøge, om det nye bærer kendetegnene for en grille. Det synes uhensigtsmæssigt, at megen undervisningspraksis baseres på ideer med kun ringe eller endog ofte slet ingen dokumentation for brugbarhed og resultater. Den bevægelse, som med international styrke går i retning af at søge pædagogisk praksis baseret på videnskabeligt frembragt viden, har blandt andet sit udspring i, at den pædagogiske praksis tilbydes alt for mange griller. Det burde således ikke være et urimeligt krav, at de, der introducerer nye pædagogiske ideer med påstande om, at de vil kunne levere bæredygtige forbedringer, også bærer den byrde at levere dokumentation for, at den sag, de advokerer for, er værd at investere tid, penge og menneskelige resurser i. |

Rasmussen, Jens, Kruse, Søren og Holm, Claus (2007): Viden om uddannelse. Uddannelsesforskning, pædagogik og pædagogisk praksis. København: Hans Reitzels Forlag.