Lærere oplever i højere grad end andre faggrupper deres arbejde besværliggjort af papirarbejde og arbejdsopgaver, som ligger uden for deres egentlige arbejdsopgave. I relation til forskningsprojektet »Engagement eller mistillid« har Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø undersøgt, hvor almindeligt det er for ansatte i forskellige job, at de oplever at blive stillet over for opgaver eller arbejdsorganiseringer, som besværliggør deres arbejde. I den sammenhæng har vi sammenlignet folkeskolelærernes placering med andre jobgrupper.

Resultaterne fra undersøgelsen viser, at lærere er den job-gruppe, hvor flest ansatte rapporterer, at deres arbejde er blevet besværliggjort af arbejdsopgaver, som ikke er en del af deres egentlige arbejde (se figur 1). Helt op til 32 procent af de ansatte svarer i undersøgelsen, at deres arbejde i høj eller i meget høj grad er blevet besværliggjort heraf i løbet af det sidste år. Undersøgelsen spørger endvidere specifikt til, om arbejdet er blevet besværliggjort af unødvendigt papirarbejde. Her er gymnasielærere den jobgruppe, hvor flest rapporterer, at deres arbejde i høj eller i meget høj grad er blevet besværliggjort af papirarbejde, som de finder unødvendigt (60 procent), mens folkeskolelærerne med 53 procent er den jobgruppe, der scorer næsthøjest (se figur 2).

I de seneste år har der i den offentlige debat ofte været fokus på de omfattende dokumentationskrav og administrationen i den offentlige sektor, og fra politisk hold har man forsøgt at imødegå udviklingen blandt andet gennem afbureaukratiseringsudvalg, frikommuner og friinstitutioner. Det er blevet fremhævet, at mængden af krav til dokumentation og evaluering er blevet så omfattende, at det stjæler tiden fra det egentlige arbejde, mens der har været knap så meget fokus på, at krav til dokumentation og registrering kan opleves som belastende, fordi de af medarbejderne kan opleves som »illegitime«; som en unødvendig eller urimelig form for kontrol, der mindsker motivation og arbejdsglæde.

Hvordan stress kan opstå, når man for eksempel udsættes for tidskrævende tidsregistrering eller overflødige møder, har den schweiziske psykolog Norbert Semmer forsket i. I teorien om »Stress som angreb på selvet« har Norbert Semmer og hans kolleger beskrevet, hvordan urimelige eller unødvendige arbejdsopgaver og stressorer kan blive opfattet som udtryk for disrespekt og dermed som »illegitime« af den person, der udsættes for det.

At en mindsket motivation i arbejdet kan have en sammenhæng med oplevelsen af illegitime arbejdsopgaver understøttes af resultaterne fra den nationale undersøgelse. De personer, som scorer højest på en samlet skala over illegitime opgaver, er samtidig dem, der har den laveste jobtilfredshed. Skalaen omfatter spørgsmål til papirarbejde og arbejdsopgaver, der ligger ud over ens egentlige arbejde, samt spørgsmål til, om uhensigtsmæssige arbejdsgange og mange afbrydelser i arbejdet belaster.

Da der er tale om en tværsnitsundersøgelse, kan vi ikke herudfra sige noget om, hvorvidt det er de illegitime opgaver, der skaber utilfredsheden med arbejdet og mindsker stoltheden, eller om det forholder sig omvendt, så de medarbejdere, der af en eller anden grund er utilfredse med deres arbejde, også rapporterer flere illegitime opgaver.

Projektet »Engagement eller mistillid« omfatter dog også en større kvalitativ undersøgelse med specifikt fokus på folkeskolen.

Vi har gennem interview og historieværksteder undersøgt håndteringen og oplevelsen af dokumentationskrav på syv skoler i Københavns og Faxe Kommune. De foreløbige resultater fra den kvalitative undersøgelse peger på, at det i hvert fald langtfra kun er dem, som i forvejen er utilfredse med deres arbejde, der oplever dokumentationskrav som belastende. En dygtig skoleleder udtaler for eksempel:

»Jeg elsker at være her på skolen, jeg synes at samspillet med børn og forældre, også det besværlige, det er rigtig spændende. Det at være skoleleder er jo et fantastisk job. Men det der fuldstændigt unødvendige bureaukrati, det gør mig træt, og det ville kunne få mig til at holde op, før jeg egentlig sådan havde tænkt det«.

Generelt peger resultaterne på, at lærere og ledere oplever en del af dokumentationskravene som unødvendige og meningsløse, men ikke ligefrem som illegitime eller udtryk for disrespekt. Skolerne gør et stort arbejde for at integrere de uomgængelige dokumentationskrav, som for eksempel elevplaner, i det daglige arbejde. Samtidig forsøger skolernes ledelser og skoleforvaltningerne - så vidt det er muligt - at skærme medarbejderne fra dokumentationsopgaver, der ikke opleves meningsfulde. På de fleste skoler er det med tiden lykkedes for eksempel at gøre elevplanerne til brugbare redskaber i undervisningen og forældresamarbejdet frem for belastende tidsslugere. I denne proces er også lærernes oplevelse af mistillid gennem urimelig kontrol gradvist blevet mindre. Mange steder arbejder man ud fra devisen: Lad os drive den bedst mulige skole ud fra de økonomiske og lovgivningsmæssige rammer, vi nu engang er underlagt, og som vi alligevel ikke kan ændre på.

Forsøgene på at imødegå dokumentationskravene med en konstruktiv indstilling er dog langtfra nogen garanti for, at kravene om for eksempel elevplaner, kvalitetsrapporter og nationale test faktisk fører til den tilsigtede kvalitetsforbedring i ydelsen. På de mest velfungerende skoler ærgrer man sig over at måtte ændre på allerede eksisterende, lokalt udviklede og velfungerende rutiner og systemer, ofte til det dårligere, for at kunne opfylde de lovgivningsmæssige krav. På skoler med færre resurser bliver dokumentationskravene søgt imødekommet med brug af færrest muligt resurser, så kræfterne kan bruges, der hvor det er mest påtrængende, for at dagligdagen kan hænge sammen. Her får dokumentationskravene derfor næppe heller den tilsigtede kvalitetsfremmende effekt. Men det kan ikke udelukkes, at der findes et midterfelt af skoler, som faktisk får forbedret deres praksis gennem øget fokus på dokumentation og evaluering. Spørgsmålet er, om det kan retfærdiggøre omkostningerne? |