Den 4. september 2002 kunne den amerikanske journalist Debra Viadero meddele de undrende læsere af det amerikanske tidsskrift »Education Week«, at amerikanske forskere og regeringen i USA var blevet overhalet af engelske uddannelsesforskere. Overskriften lød: »British researchers first to compile key findings«.

Artiklen beretter om fire såkaldte systematiske forskningsoversigter fra det britiske EPPI-Centre ved Institute of Education på London University. Her forsøger fire grupper af forskere at besvare aktuelle spørgsmål, som er relevante for uddannelsesverdenen. Blandt emnerne er inklusion af elever fra forskellige kulturer, bearbejdning af stereotype kønsforestillinger blandt børn og et tema, som er meget relevant i en dansk sammenhæng netop nu: Hvilken virkning har test-opgaver på elevers motivation til at lære? Rapporterne har form af en systematisk gennemgang af den eksisterende forskningslitteratur med henblik på at uddrage essentielle konklusioner på tværs af studierne. Forskernes ambition er at finde den bedste evidens for, at pædagogiske metoder og tilgange har den ønskede effekt.

Siden Debra Viaderos artikel blev trykt, er det gået stærkt: EPPI-Centre har i dag udgivet mere end 70 systematiske reviews inden for uddannelse, og samtidig har organisationen fået følgeskab af andre organisationer, der arbejder med systematisk kortlægning af videnskabelig evidens. Det er organisationer i for eksempel New Zealand, USA og Sverige. Det nyeste skud på stammen er Dansk Clearinghouse for Uddannelsesforskning, der er placeret på Danmarks Pædagogiske Universitet. Clearinghouse åbnede i slutningen af 2006 og har netop offentliggjort emnet for sit første systematiske review: Pædagogisk anvendelse af testresultater i folkeskolen.

Hvorfor breder den nye arbejdsform sig inden for den pædagogiske forskning, og hvad kan den pædagogiske verden bruge en institution som clearinghouse til? Det vil vi give vores bud på i denne kronik.

Inden vi forsøger at give en forklaring på det, er det vigtigt at bemærke, at evidenstænkningen også er slået igennem på andre områder. På det medicinske område opstod den såkaldte Cochrane-bevægelse i 1970'erne som et initiativ blandt læger, der var utilfredse med den dårlige udnyttelse af forskningsviden. Selvom mange undersøgelser havde belyst forskellige medicinske præparaters virkninger, så var det meget svært at se, at læger tog hensyn til denne viden, når de skulle ordinere medicin. Den megen forskningsviden blev ikke brugt, fordi den forelå som en mængde forskellige undersøgelser, og de mange delresultater blev sjældent sammenlignet på tværs, så en samlet konklusion kunne formuleres.

Efterfølgende er evidenstænkningen også slået igennem på det sociale område. I Danmark er det sket i form af Nordisk Campbell Center, der har til huse på Socialforskningsinstituttet i København.

Det er de samme to fundamentale problemer, som forskere og praktikere står over for på det medicinske område, i socialforskningen og i uddannelsesforskningen:

1) Der bliver mere og mere forskning

2) I stedet for at samle sig i klare konklusioner er forskningen fragmenteret.

Det første problem kan man konstatere ved en simpel søgning i den største internationale database for uddannelsesforskning, ERIC. Mængden af materiale i ERIC er vokset med en faktor 20 inden for de sidste 40 år. Fra 55.000 studier i 1969 til omkring 1.200.000 i dag.

Det andet problem er en naturlig konsekvens af den voldsomme stigning i mængden af forskning: Fragmentering og manglende overblik. Det er en selvstændig opgave at samle konklusioner på tværs af studier, og den udføres kun, hvis forskere sætter sig for at gøre det. Der er ikke nogen indbygget mekanisme i forskeres måde at arbejde på, der sikrer, at de gode undersøgelser og de vigtige resultater opnår bred eksponering.

Er det ikke først og fremmest forskerne, der har et problem, kunne man fristes til at spørge. Hvorfor skal praksis interessere sig for det? Det hænger tæt sammen med det andet af de to spørgsmål, vi vil forsøge at besvare i denne kronik, nemlig hvad praksis kan bruge en institution som clearinghouse til.

Svaret er på en måde banalt, da udnyttelse af forskning til at forbedre praksis er et af de helt store temaer i globaliseringen. Vi taler i dag om en vidensøkonomi, fordi den teoretiske udvikling i den økonomiske videnskab i 1980'erne og 1990'erne løftede vores viden og evnen til at anvende viden produktivt op som en helt afgørende økonomisk drivkraft på linje med teknologi og kapital. I dag er der tilsyneladende enighed om, at uddannelsessystemet ligesom andre samfundsmæssige institutioner skal inddrage den bedste tilgængelige viden.

Alligevel er svaret ikke helt så banalt, fordi der foregår en heftig diskussion af, hvad viden er. Det gælder ikke mindst i uddannelsesverdenen, hvor der flyder en stærk strøm af mere eller mindre tågede begreber: Forskningsviden, praksisviden, tavs viden, modus 2-viden og meget mere. Af og til tager det form af banal hanekamp: Hvis viden er bedst? Er det lærerne, eller er det uddannelsesforskerne, der er eksperter på folkeskolen? Er det pædagogerne eller forskerne, der ligger inde med den vigtigste viden?

Diskussionen er håbløs, fordi det ikke er et enten-eller. Pædagogik foregår altid i en bestemt situation, og læreren eller pædagogen må altid være i stand til at fortolke situationen og vurdere, hvad der er et passende indgreb. På samme måde vil forskningen altid være en vigtig kilde til de begreber og de strategier, der bruges til at skabe mening og planlægge interventioner. Forskningen hjælper os til at forstå os selv og verden, fordi den er scene for en kollektiv refleksionsproces, og den tilbyder systematisk indsigt i andres erfaringer og vurdering af deres nyttighed for vores egen situation. Derfor er det også i læreres, pædagogers og skole- og institutionslederes interesse, at forskningens indre lærings- og udviklingsproces i disse år går i retning af større systematik i erfaringsopsamlingen. Det kan direkte komme praksis til gode.

Hertil kommer, at clearinghouse og tilsvarende institutioner er designet til at stille spørgsmål til forskningen på vegne af praksis. Som eksempel kan vi nævne den systematiske forskningsoversigt, som Dansk Clearinghouse for Uddannelsesforskning netop har sat i gang, og som har titlen »Pædagogisk anvendelse af resultater af standardiserede test i folkeskolen«.

Undersøgelsen er sat i gang i anledning af introduktionen af de nationale test, som et flertal i Folketinget besluttede at indføre i 2005. En gruppe af forskere med ekspertise på området test og på forskellige fagdidaktiske områder vil gennemgå den internationale forskningslitteratur for at finde ud af, hvilke pædagogiske anvendelsesmuligheder der knytter sig til resultaterne af de standardiserede test. Forskerne vil også undersøge forskningslitteraturen for at finde ud af, hvilke pædagogiske anvendelser der har vist sig at have gode effekter forskellige steder i verden.

På den måde bliver den systematiske forskningskortlægning et tilbud til lærere på de danske skoler, hvis elever fra i år skal igennem de obligatoriske, nationale test, og som er interesserede i at finde ud af, hvad forskning fra hele verden har at sige om de pædagogiske muligheder i sådanne test.

Allerede nu er clearinghouse klar med et tilbud, der gør det lettere at få overblik over den nyeste forskningsviden. Vi har etableret det, vi kalder Evidensbasen, hvor vi har samlet forskningsoversigter fra hele verden, herunder de fire omtalte undersøgelser fra engelske EPPI. Alle er velkomne til at søge blandt de mere end 150 rapporter. Læs mere om clearinghouse og søg i basen på www.dpu.dk/clearinghouse |