»Lærernes autonomi er under pres«. Der tales om det på lærerværelser, skrives om det i pædagogiske fagblade, og det debatteres på konferencer.

Der er selvfølgelig noget om det. Det, som nogle kalder moderne skoleudvikling og -styring, betragtes som en tsunami af standardisering, som samfundet - de centrale myndigheder - har påført skoleverdenen.

Standardiseringen har påvirket skoleverdenen med øget evaluering, dokumentation og målstyring. Lærere oplever pladsen til spontanitet og kreativitet reduceret. Derved er der lagt pres på den selvbestemmelsesret og handlefrihed, som lærerne tidligere har haft, og som vi samlet betegner som autonomi. Somme tider er det selvforskyldt på det lokale niveau - på skolerne. Der er eksempler på, at pædagogisk råd, lærer- eller ledergrupper har tilvalgt eller ophøjet bestemte pædagogiske tilgange som for eksempel LP-modellen, Gardners intelligenstænkning, Dunn og Dunns læringsstile og praktiske pædagogiske anordninger som logbøger og samtaleark. Disse tilgange begrænser også »friheden« og er i nogen grad medvirkende til, at lærernes autonomi indskrænkes. Nye samarbejdsstrukturer som teamsamarbejde har ligeledes påvirket den individuelle lærers klassiske selvbestemmelsesret, da tilrettelæggelsen af undervisningen nu skal diskuteres og aftales med flere. Derfor kan man i dag uden tøven påstå, at autonomien er forandret og begrænset.

På den anden side er det ensidige syn på standardiseringen som hæmmende for lærernes autonomi i skoleverdenen kun en del af sandheden. Lærernes autonomi har nemlig fået muligheder i de nye profilskoler - en autonomi på ny.

Lærernes autonomi er central i dansk skoletænkning. Denne historiske og professionsmæssige ret, der eksempelvis viser sig ved den såkaldte metodefrihed, er kendetegnet ved en unik frihedsdimension, der ligger i lærernes daglige arbejde. Men man må skelne mellem to typer af frihed. Der er den pædagogiske metodefrihed, der bygger på lærerens ret til at tilrettelægge undervisningen i kvalitativ overensstemmelse med elevernes og skolens såkaldte tarv. Ligeledes er der den fagmetodiske frihed, der betyder, at læreren har retten til at vælge og anvende faglige metoder inden for det enkelte fagområde eller fag. Men når frihedsdiskussionen i undervisningsverdenen kører i højeste gear, ses ofte uklare og upræcise opfattelser af begrebet autonomi. Derfor bliver den meget sensible og væsentlige diskussion om omfanget af lærernes autonomi unuanceret. Autonomien er relativ. Den kan reduceres, forøges, forandres og forvaltes på nye måder, men kan ikke helt afskaffes. Skoleudviklingen har i den senere tid medført en stigning i antallet af profilskoler - skoler, der profilerer sig med særlige fokus.

Profilskolerne er karakteriseret ved høj grad af præstationstænkning, insisteren på dynamisk læringsmiljø og har oftest engagerede og efteruddannede lærere. Disse skoler er trådt ud af privatskolernes mangfoldige skygger. Det er en kraftigt stigende trend, som man i disse år kan konstatere skyde op i mange kommuner - med profiler inden for science, musik, idræt, sprog og med særlige pædagogikker. Årsagerne til denne trend kan blandt andet findes i konkurrencen med privatskolerne grundet deres særlige succes og omdømme ofte ventelister. Desuden en eskaleret konkurrence folkeskolerne imellem, blandt andet grundet frit skolevalg og synlige resultater i form af offentliggørelse af elevkarakterer og kvalitetsrapporter. Grundlæggende har den individualiserende samfundsudvikling en markant betydning for de nye tiders »skoleshopping«.

Det stigende antal profilskoler og standardiseringspresset i dansk skoleudvikling har en række fællestræk med lande som Canada, USA, England og Australien. Skoler med dårlige læringsmiljøer må kæmpe for at leve op til de grundlæggende standardkrav. Skolerne synes at bukke under for ydre pres med elev- og lærerflugt til følge. Ofte de dygtige og resursestærke. På disse skoler er lærernes arbejde i høj grad baseret på en række standardiserede praksisser med udførlige retningslinjer for tilrettelæggelse og gennemførelse af undervisningen og derved med en stærkt begrænset autonomi. På den anden side viser udviklingen, at de skoler (profilskolerne) der lever op til de stillede standardiseringskrav, og som positionerer sig med særlige profiler, skaber spændende og tiltrækkende læringsmiljøer.

Profilskolerne opnår en øget tillid og en såkaldt ret til innovation igennem støtte fra det forvaltningsmæssige og politiske niveau. Profilskolerne får en større grad af det, man kan kalde for fortjent eller opnået frihed. Mange lærere finder disse profilskoler tiltrækkende, netop fordi mulighedsrammerne er store, og autonomien synes at blive styrket og blomstre.

Konsekvensen af denne udviklingstendens, utilsigtet eller ej, er en større forskel imellem skolerne: En opdeling i A- og B-skoler. Det strider stærkt imod det danske menneskesyn og grundlæggende skoletænkning. Men profilskolerne synes at være redningsplanken for lærernes unikke autonomi.

En række undersøgelser peger på, at lærere paradoksalt nok mener, at ydre krav giver dels en faglig tryghed, dels en styrket professionsidentitet. Der er lærere, der mener, at autonomi er noget, man først skal gøre sig fortjent til igennem demonstration af kvalifikationer og kompetencer. Mange såkaldt gode lærere er ambivalente og ønsker at værne om metodefriheden i hele skolesystemet, men søger samtidig selv hen til profilskoler, der kan indfri deres faglige ambitioner og øge deres handlefrihed - autonomien. Således medvirker lærere indirekte til den udvikling mod A- og B-skoler, vi ser. Resultatet er dårlige skoler med mangel på uddannede lærere og svage lærergrupper, der bliver presset yderligere på autonomien.

Hvem vil ikke arbejde i et spændende læringsmiljø med dygtige, inspirerende kolleger, hvor opfyldelse af de ydre standardkrav blot er et kærkomment middel mod målet, at kunne udfolde sin lærerfaglighed igennem en styrket autonomi? Grundlæggende er der tale om en skoleudvikling, der på forskellig vis påvirker lærernes autonomi, og som bestemt ikke er entydig. Profilskolerne synes at styrke lærernes autonomi på ny, desværre i takt med en uheldig skoleudviklingstendens. |