»Efter at vi har fået skrevet de her ting ned, så har det ikke været så meget oppe. Så jeg ved ikke, hvem der bruger det. Nogle af tingene bruger vi, fordi det har vi hele tiden gjort . Men det er også noget, som vi skal have kigget på engang - er det godt nok, at det bare er skrevet på vores hjemmeside eller ligger i en mappe, hvordan får vi husket de ting, som vi gerne har villet med det?«

Sådan siger en lærer om skolens værdigrundlag. Der bruges meget tid på værdier og værdigrundlag på arbejdspladser rundt om i Danmark. Kommuner har vedtaget fælles værdigrundlag for, hvordan kommunen møder borgere og ansatte. Men nogle steder er det blot blevet til et fint stykke papir med flotte intentioner, som nu ligger bomstille i en støvet skrivebordsskuffe.

Hvordan går det med værdier og værdigrundlag i en skole, hvor elevplaner og test præger lærernes arbejdsdag, og hvor forældres krav og forventninger sætter dagsordenen? Spiller det lokalt etablerede værdigrundlag overhovedet en rolle i håndteringen af de dilemmaer, som må opstå i et sådant krydsfelt, og skaber det i den sammenhæng større tilfredshed eller bedre service for den sags skyld?

Den offentlige sektor har de senere år gennemgået en stor modernisering, som bygger på elementer hentet fra New Public Management. Etableringen af værdigrundlag rundt om på skoler kan ses som en konsekvens af New Public Management-bølgen, idet værdigrundlaget bliver et vigtigt redskab til at synliggøre den enkelte skoles identitet i forsøget på at markedsføre sig i samfundet. Det frie skolevalg gør netop denne markedsføring endnu vigtigere, og skoleledere såvel som lærere har med det oplevet stadig stigende krav fra forældrene. Hvis ydelsen ikke lever op til forældrenes forventninger, så erhverves den på en anden skole i nærheden.

Samtidig er de synlige og målbare resultater også blevet et stadig større krav fra Undervisningsministeriet. Spørgsmålet er, om alle disse krav styrer lærernes arbejdsdag i en sådan grad, at det sætter professionens grundværdi og kerneydelse under pres?

Vi har undersøgt læreres og skolelederes forhold til denne problematik, og i et interview siger en lærer blandt andet:

»I det øjeblik man som lærer får frataget sin handlefrihed, så bliver man jo i en eller anden forstand marionet for undervisningsministeren - fordi man skal gøre det. Når man bliver det, så blomstrer man jo ikke som lærerpersonlighed«.

Disse forandringer kan enten betragtes som en positiv udfordring eller en negativ udvikling - i hvert fald har de fået betydning for lærergerningen som profession. På den ene side er lærernes individuelle ansvar blevet større, mens love og regler omkring folkeskolen er blevet mere foreskrivende. Konsekvensen af dette bliver, at lærerne står i et krydsfelt, hvor kravene til den individuelle professionalisme er stigende, mens professionens rammer undergraves.

Professionsidealet, som Danmarks Lærerforening har udarbejdet, tegner idealerne for den gode lærer og har til hensigt at skabe nogle grundlæggende fælles holdninger. Med professionsidealet burde det være nemmere at diskutere forventninger, opgaver og mål med kolleger og med forældre og offentlighed.

Til spørgsmålet om, hvorvidt professionsidealet er med til at skabe en fælles identitet blandt lærerne, svarer en lærer følgende:

»Det er på vej til det. Lærerjobbet har været stærkt kritiseret, og det er godt, at der er sat en proces i gang, hvor vi lærere finder ud af, hvad det egentlig er, vi laver i skolen, og at vi kan kommunikere det tilbage igen til dem, der presser os. At vi kan kommunikere i et helt andet sprog i forhold til politikere, universiteter og forældre . men vi er ikke færdige endnu .«.

Men spørgsmålet er, om man overhovedet kan tale om ét professionsideal, som er i stand til at samle lærerne som profession, eller om udefrakommende krav fylder så meget og stiller så store betingelser, at idealet for professionen bliver forskelligt fra skole til skole, fra lærer til lærer og mellem leder og lærere?

»Lærerne har indimellem nogle svære odds i forhold til forældre, kolleger og ledelse, men det er ikke synd for dem .«, siger en skoleleder. »Professionsidealet lider størst skade, hvis en lærer klynker - det smitter af på samfundet, så bliver der set ned på lærerne, og det bliver selvforstærkende«, siger en anden skoleleder.

Det er ikke nogen let opgave at være skoleleder i dette krydsfelt. Der skal balanceres mellem på den ene side at overbetone professionens autonomi og eventuelle uvillighed over for forandring, som netop kan resultere i manglende troværdighed over for forældre og politikere, og på den anden side at overbetone de ydre krav, så lærerne mister engagement og tillid. Kan værdigrundlaget for den enkelte skole spille en rolle i håndteringen af de dilemmaer?

I praksis sker der ofte en sammenblanding og en forskydning på forskellige niveauer. Det er således ikke ualmindeligt, at lærernes opfattelse af værdiernes betydning for dagligdagen ikke helt stemmer overens med ledelsens oplevelse og bestræbelser.

En leder siger:

»Dialogen (omkring værdierne) - samskabelse af virkelighedsforståelsen, den sker jo hele tiden. Der er det en ledelsesopgave at minde team om, hvordan vi arbejder i teamet med udgangspunkt i værdierne . det er en never ending dialog«.

Man kunne benytte sig af en strategi, hvor værdierne betragtes som licens til kritik. Værdierne bruges som spørgsmål og ikke som fastlåste svar, og det kan skabe en åben, diskuterende og reflekterende kultur, hvor medarbejderne ikke nødvendigvis er enige om værdierne. Modsigelserne kan netop få lov at udmønte sig i kritik, der således kan være med til at forandre kulturen, skabe dynamik og forandring. På den måde forhindres det også, at værdierne bliver til støvede intentioner i en skuffe. De ydre krav stiller større krav til ledelsen i forhold til at skabe et rum for lærerne, hvor deres faglighed kan få lov at udspille sig, så professionen kan fastholde sin status i samfundet. |

Artiklen bygger på elementer fra en eksamensopgave udarbejdet af Jacob Guldager Søe og Mona Høgh på masteruddannelsen Etik og værdier i organisationer og på interview i skoleregi fra Københavnsområdet.

»Man kunne benytte sig af en strategi, hvor værdierne betragtes som licens til kritik«»I det øjeblik man som lærer får frataget sin handlefrihed, så bliver man jo i en eller anden forstand marionet for undervisningsministeren - fordi man skal gøre det. Når man bliver det, så blomstrer man jo ikke som lærerpersonlighed«