Schyh . sæt jer ned. Schyh. Louise, sæt dig ned! Schyh . Emil, smid lige det papir i skraldespanden! - schyh . schyh.

En almindelig dag i en almindelig folkeskole et sted i Danmark. Der er rigtig meget larm i klassen. Stolene skramler og rykkes frem og tilbage. 24 elever skal finde deres pladser i det ikke alt for store klasseværelse. Alle eleverne sidder ved enkeltborde, som tilsyneladende er sat op efter et kaosteoretisk princip. Nogle borde står så tæt, at eleverne ikke kan undgå at få revet papirer eller bøger på gulvet i forsøget på at komme ordentligt på plads.

Schyyh .

Efter at have forsøgt at skabe ro i ti minutter begynder læreren at undervise, selv om der stadig er så meget uro i klassen, at det langtfra er alle elever, der egentlig er i stand til følge med i lærerens instruktioner. Da eleverne efterfølgende skal til at arbejde selvstændigt med det emne, som læreren har instrueret om, er under halvdelen af eleverne klar til at gå ud og arbejde i de grupper, som de bliver bedt om. Nogle har ikke haft mulighed for at forstå instruktionerne, og nogle har ikke villet forstå instruktionerne. Der er eleven med forstyrrelser inden for det autistiske område, som i perioder har brug for ro, klare instruktioner og meget tydelige rammer. Han er ved at blive meget urolig på grund af den megen støj og flimren, og han har brug for lærerens udelte opmærksomhed for at blive bragt i ro, så han kan arbejde. Der er klassens frække drenge, som trives særdeles godt i dette smålarmende inferno, mens de elever, som er parate til at lære, er ved at blive rigtig godt irriterede over, at det næsten er umuligt at finde ro.

Læreren mærker fortvivlelsen hos sig selv og forsøger at nå rundt til de forskellige elever, som har brug for hjælp, samtidig med at hun skal have styr på tre drenge, der benytter lejligheden til igen at springe over, hvor gærdet er lavest. Der er ingen, der ligger på gulvet og slås, og der er heller ingen, der skriger meget højt. Men både lærere og elever må dagligt finde sig i et undervisningsmiljø med støj, uro, småsnakken og skramlen med stole og borde.

Nogle vil mene, er der er tale om en lærer, der ikke magter opgaven. Måske fordi læreren ikke har evnen til at kunne sætte sig i respekt. Måske fordi læreren er ganske ung og endnu ikke har fundet frem til de nødvendige redskaber. Andre kunne mene, at der er tale om en samling uopdragne elever, og at det er på tide, nogen fortæller deres forældre, at de må tage ansvar. Måske skulle klassen have et andet lokale eller i hvert fald nogle andre borde og stole! Og er der i øvrigt nogen, der ved, hvordan klassen fungerer, når det er en anden lærer, der underviser?

En stigende andel af de opgaver, som fylder i skolen, handler om denne problematik. Hvad der står helt klart, er, at det rummelige, kreative og udfordrende læringsmiljø, som mange politikere gerne vil have, alt for ofte bliver til et støjinferno, hvor både lærer og elever - især de elever, som har det vanskeligt - bliver taberne. Og alt for ofte bliver resultatet, at man søger tilflugt i trygge, det gamle læringsparadigme. Læreren vil ofte af erfarne kolleger blive rådet til at være mere konsekvent, hvilket ofte betyder at skælde mere ud, råbe lidt højere og arbejde med en stram lærerstyret undervisning.

Det er muligt, at det kun er i en periode, den urolige klasse har brug for et fastere greb. Men desværre sker der ofte det, at de gode gamle undervisningsprincipper ender med at være den ramme, som definerer undervisningen og kulturen i klassen. Måske fordi denne ramme umiddelbart virker godt i forhold til uro og usikkerhed. Måske fordi vi alle er mest trygge ved denne ramme blandt andet på baggrund af vores egen skolegang - vi kender de uskrevne regler.

På den anden side står den anerkendende pædagogik som skolens nye paradigme og venter på at blive brugt. En ramme, der gør, at eleverne selv lærer at tage ansvar og medinddrages i både de læringsmæssige, refleksive og sociale processer. Men som alt for ofte bliver droppet, blandt andet fordi den enkelte lærer ikke orker at skulle bane vejen for en ny læringsstil, som måske hverken kolleger, forældre eller elever i første omgang forstår.

Relationskompetencen har stået på dagsordenen gennem de senere år. Det at være en »relationsstærk voksen« er ofte tilskrevet at kunne løse stort set alle opgaver - både de faglige og de sociale. Og det er sådan set også langt hen ad vejen korrekt. At kunne tale med eleverne og ikke til eleverne kan have en afgørende betydning, men særligt i folkeskolen er der en væsentlig faktor, der står over relationen, og det er og bliver rammen.

I bogen »Gennembrudspædagogik« fremhæver vi, at: »Ingen lærer eller pædagog er stærkere, holder længere eller er i stand til at yde en bedre indsats end den pædagogiske ramme, som den enkelte lærer eller pædagog arbejder i«. Rammen er fuldstændig afgørende for, hvor god, dårlig, kreativ, udfordrende, rummelig og så videre den enkelte lærers indsats kan kræves at være. Alt for ofte drukner gode hensigter og kilovis af kræfter i den enkelte lærers personlige og stærke indsats, når læreren begynder at brænde ud.

En sådan ny ramme bør indeholde elementer som:

Den enkelte lærers handlemuligheder i forhold til vanskelige elever. Kan eleven sendes ned i støttecentret, når der opstår store vanskeligheder, og hvem vil dette være en god løsning for? Kan eleven sendes op til inspektøren, og hvad vil være formålet med det? Kan man ringe efter elevens forældre og bede dem afhente eleven, når der har været særligt voldsomme optrin, og hvordan samler man op på eleven og forældrene efterfølgende?

Dernæst bør der være et element om muligheder for sparring. Hvordan får man skabt refleksion og perspektivering i forhold til konflikter eller særlige indsatser. Man skal også se på teamets muligheder og begrænsninger - herunder de tidsmæssige. Og endelig stille en lang række spørgsmål som:

Hvordan kan man udvikle en fælles strategi og alligevel være forskellige?

Hvad betyder det for det faglige niveau i en klasse, at der i en periode kan være behov for at sætte fokus på trivsel i højere grad end på det faglige mål?

Hvad betyder det for forældrene i en klasse, at der er en eller flere elever, som har behov for en særlig indsats?

Hvordan får man elever eller børn til at tale om konflikter på en konstruktiv måde, således at ingen elevers grænser overskrides?

Kan skolepsykologen bidrage ved svære forældresamtaler?

Kan skolepsykologen give supervision til teamet eller den enkelte lærer?

Hvordan kan ledelsen i højere grad og mere aktivt støtte op om en mere konkret indsats for enkelte elever, for enkelte klasser og for den enkelte lærer eller pædagog?

Hvad vil det betyde for personalet at have en ledelse, der i højere grad støtter op om at afhjælpe problemstillinger?

Ovenstående er blot en del af de mange dele, som et nyt paradigme - en ny daglig ramme - bør bestå af. Den ramme, som reelt danner grundlaget for den enkelte lærers daglige indsats, og som ligeledes danner grundlaget for den absolut nødvendige relationelle tilgang til nutidens børn og unge.

At skabe tid og rum til at udvikle en ny ramme, hvor forandring og konstant udvikling er mulig, og hvor skolens ledelse kan have fokus på den enkelte lærer, det enkelte team og sikre en individuel indsats over for den enkelte elev, er i første omgang politikernes ansvar.

Allan Simonsen er forfatter til bogen »Gennembrudspædagogik«. Se anmeldelse side 40 |