Ann-Elisabeth Knudsen, foredragsholder og forfatter til bøgerne »Pæne piger og dumme drenge« og »Seje drenge og superseje piger«, gør et bravt forsøg på at udnytte biologisk viden i pædagogikken. Hun drager dog sine konklusioner ud fra utilstrækkelige beviser set ud fra et biologisk og videnskabsteoretisk synspunkt.

Lærer piger anderledes end drenge? Og skyldes det forskelle i hjerneudvikling, eller skyldes det miljø?

Ann-Elisabeth Knudsen er en repræsentant for en såkaldt »pædagogisk neurovidenskab«, idet hun udnytter informationer fra hjerneforskningen til at rådgive lærere i deres undervisningspraksis. Hun er en karismatisk formidler, der forfører sin målgruppe med konkrete, forståelige og klare budskaber.

Men grundig research i både Ann-Elisabeth Knudsens kilder og den eksisterende viden om hjerne og læring afslører, at hun ikke gør brug af statistisk valide undersøgelser. Hun generaliserer ud fra nogle få undersøgelser, og hun gør det med vægt på forskellene mellem piger og drenge uden hensyn til den variation, der er inden for hvert køn. Hvis variationen inden for hvert køn er stor, er det ubegrundet at opdele en klasse på baggrund af køn. De stille og tilbagetrukne drenge vil være tvunget til at lære sammen med de vilde og rastløse.

En anden væsentlig mangel er Ann-Elisabeth Knudsens opdeling af hjernens funktioner i højre og venstre hjernehalvdel. Selvom for eksempel sprogområdet har hovedsæde i venstre hjernehalvdel, så er det langtfra gældende for funktioner som musikalitet og rumlighed, at deres fysiske struktur er samlet i ét område af hjernen. Biologiske forskere har for længe siden forkastet ideen om, at den venstre hjernehalvdel kan siges at være basis for de analytiske egenskaber, mens den højre er for de holistiske. Det er en teori, der er blevet udviklet af hovedsageligt psykologer i 1980'erne, og som mangler empirisk understøttelse. Det er med andre ord blot en myte. Teorien florerer stadig i dag takket være de mange »hjernepopulariserende« forfattere - formentlig fordi den er letforståelig.

En misforståelse, der hersker i Ann-Elisabeth Knudsens fremstilling af læringens biologi, er beskrivelsen af selve hjernemodningen, og hvordan den relaterer sig til læring. Hun er meget optaget af at skrive om myelinisering - processen, hvorved fedtskeden om nervebanen dannes, som er en forudsætning for, at nerveimpulserne overføres med høj hastighed. Det er helt rigtigt, at myeliniseringen er væsentlig for modningen, men det er andre processer også. For eksempel omstrukturering af nervebaner - at nerveceller går tabt, og nye dannes. Forståelsen af dette har en afgørende betydning for, hvordan man tolker undersøgelser, der behandler hjernemodning og læring. Hjernemodningen er altså langt mere kompleks end i Ann-Elisabeth Knudsens udlægning.

Der er ikke nogen primære kilder om kønsforskelle og læring hos piger og drenge, når man ransager Ann-Elisabeth Knudsens litteraturliste i de to bøger. Hun bruger en del sekundærkilder, hvor de færreste forfattere har en neurobiologisk baggrund. Kilderne er altså en fortolkning af en fortolkning af en undersøgelse. Det øger ikke videnskabeligheden i hendes udsagn.

I mindst ét tilfælde ignorerer hun forfatternes forbehold med hensyn til at konkludere om kønsforskelle og læring på baggrund af den hidtidige forskning.

Ann-Elisabeth Knudsen mangler en overordnet stillingtagen til den videnskabelige diskussion inden for hjernepædagogikken. Tilsyneladende har hun i stedet selektivt udplukket, hvad der støtter en kønsdifferentieret pædagogik.

Viden fra dyreundersøgelser udnyttes flere steder af Ann-Elisabeth Knudsen til konklusioner om børns læring. Eksempelvis kender man ikke sammenhængen mellem hormonniveau og læring hos børn, selvom der er blevet foretaget en del forsøg med rotter og andre gnavere. Der er stor forskel på gnaverens og menneskets hjerne, så det er meget usikkert at drage en parallel mellem resultater hos den ene og den anden organisme.

Men hvordan undersøger man så sammenhængen mellem hjerne og læring hos børn?

Videnskabeligt set vil det mest optimale være at lægge eleverne i hjernescanneren før og efter undervisningen over en længere periode og notere forskelle i hjernestrukturen. Det vil være en kæmpe logistisk og tidskrævende udfordring. Det er vanskeligt at udnytte viden, der produceres i én kontekst - som for eksempel målinger af hjernen - til en anden - den komplekse undervisningskontekst. Vælger man alligevel at sammentænke viden fra hjerneforskning med viden om læring, er det vigtigt at gøre opmærksom på, at det ikke er videnskabeligt understøttet, hvilke hjerneforskelle piger og drenge har i seksårsalderen, som har relevans i forhold til læring.

Samfundet har i de senere år haft stor tiltro til hjerneforskningen og dens anvendelse uden for forsøgslokalet. Kaster vi et blik bagud i tiden, kan der være flere årsager til det - ikke blot at det er den mest sandfærdige måde at opnå viden om menneskets tanker og intentioner på. Det er en såkaldt diskurs, der også bestemmes af sociale og historiske faktorer. Når Ann-Elisabeth Knudsen anvender neurobiologien til at råde undervisere til at kønsopdele undervisningen, sker det ikke efter videnskabelige forskrifter. Hun skriver selv, at biologien er et blandt mange bidrag til den pædagogiske diskussion, men den er meget dominerende for hendes pædagogik. Vigtigst af alt viser mit speciale, at hendes målgruppe mange gange opfatter biologien som en form for endegyldig sandhed i debatten. Siger hjerneforskningen, at pigers hjerner modnes hurtigere end drenges, så er det sådan. Men det er langtfra rigtigt, fordi specielt hvad læring angår er der mange måder at måle på, som fortsat står til diskussion i den pædagogiske verden. Som formidler skal man være umådelig opmærksom på, hvordan en målgruppe opfatter ens budskaber. Det er jo ingen hemmelighed, at naturvidenskaben har en stærk position inden for den offentlige debat, fordi den ofte synes at være indiskutabel.

Der mangler modspil og faglig debat i tværfeltet mellem neurovidenskab og pædagogik, fordi området stadig er i sin spæde fase. Der er langtfra en etableret enighed om, hvad der skal undersøges, og hvordan det skal udføres. Til gengæld formidles usikker viden i mange tilfælde direkte i medierne, fordi det pædagogiske praksisfelt er alment relevant og derfor får meget spalteplads. Det hektiske tempo inden for uddannelse og politik kan forskningen ofte ikke følge med til. Derfor bør underviserne orienteres om, at råd, som dem Ann-Elisabeth Knudsen tilbyder, er spekulationer, mere end de er videnskabeligt valide budskaber. |

Ann-Elisabeth Knudsens budskab er, at pigers og drenges hjerner er forskellige og derfor lærer forskelligt. De opfatter ikke nødvendigvis informationer på samme måde. Desuden mener hun, at miljøet kan præge individets biologi, og undervisningen sætter derfor sine aftryk i hjernen. Det kan lærere udnytte til elevernes fordel.

Hendes pædagogik går blandt andet ud på, at man i perioder bør differentiere undervisningen efter køn. Hun bygger sine budskaber på biologiske indicier om, at pigers hjerner i afgørende regioner udvikler sig hurtigere end drenges - specielt omkring seksårsalderen. Det medfører blandt andet, at drenge har sværere ved at koncentrere sig, hvilket forstærkes af deres høje testosteron-niveau, der gør dem rastløse og ufokuserede. Derfor kan det være en fordel at undervise piger og drenge separat. Herved kan drenge få ekstra pauser og en anderledes undervisning, der møder deres hjernemæssige behov. Desuden mener Ann-Elisabeth Knudsen at kunne hente beviser for, at drenge bruger højre hjernehalvdel mest, mens piger bruger begge hjernehalvdele mere ligeligt. Det får den konsekvens, mener hun, at drenge har nemmere ved de funktioner, der er knyttet til den højre hjernehalvdel.