Anmeldelse

Kristendomskundskab

Religionspædagogiske Pejlinger

Offentliggjort

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Af Nina Tange

124 sider, 165 kroner

Religionspædagogisk Forlag

Pædagogiske og fagdidaktiske overvejelser bør naturligt indgå i forberedelsen af ethvert undervisningsforløb. I faget kristendomskundskab eksisterer der nærmest en forpligtelse til at ajourføre sin viden om nyere religionspædagogiske strømninger. Denne bog er et godt supplement. Bogen, som henvender sig til både lærere og præster, består af en samling artikler af blandet observans, nogle af artiklerne vil i højere grad interessere lærere og andre i højere grad interessere præster. Forskellen ligger i, at de to i deres væsen har et forskelligt sigte med deres undervisning og er to meget forskellige institutioner - folkeskolen formidler færdigheder og kundskaber, og kirken forkynder sit budskab.

Emnerne, som er grundigt og kompetent beskrevet, indeholder blandt andet beskrivelser af undersøgelser og resultater om børn og tro, børns og unges syn på undervisning og gudstjeneste, kritiske analyser af forskelligt undervisningsmateriale sat i relation til deres værdiformidling, teoretiske belysninger af forholdet mellem æstetik og etik hos Løgstrup, skolens etiske dannelsesopgave og kvalitetsbegrebet i religionsfaglig betydning.

Bogen indeholder mange bevidstgørende ideer og pointer - den er absolut læseværdig.

Knud Helge Lysholm Larsen