Det er stærkt at se og mærke opbakningen til flygtningene fra Ukraine i Danmark. Også i kommunerne strækker man sig langt for at modtage børn i skolerne og integrere dem i undervisningen. I hvert fald i de fleste kommuner, men desværre ikke i alle – trods stor velvilje fra lærere, skoleledere og forældre.

Det kan derfor være relevant at spørge, hvor langt solidariteten egentlig rækker.

Kommuner og skoler har ikke vished for den økonomiske dækning af resurserne til undervisning af flygtningebørnene, og det gør, at man i alt for høj grad gør brug af den fleksibilitet, der er kommet i lovgivningen. En fleksibilitet, som reelt betyder, at de ukrainske børn ikke har samme rettigheder som andre børn i forhold til folkeskoleloven og dermed til kvaliteten af undervisningen. Hvis de prognoser, der taler om mange tilrejsende flygtninge, holder stik, er fleksibiliteten nødvendig, men lovgivningen bør ikke være lavet, for at kommunerne kan løse opgaven billigst muligt.

I Danmarks Lærerforening har vi gennemført en undersøgelse blandt kredsene, der viser, hvordan kommunerne forvalter opgaven. I de fleste kommuner etableres modtageklasser, eller de ukrainske elever får sprogstøtte i almenundervisningen. Det er positivt, at mange kommuner genopliver modtageklasserne og giver opgaven med at undervise de ukrainske elever til lærere med kompetencer i dansk som andetsprog. Det giver flygtningebørnene reel mulighed for at kunne få udbytte af undervisningen. En mulighed, alle børn bør have, uanset hvor de kommer fra.

I de kommuner, hvor det ikke sker, sendes flygtningebørnene direkte ud i almenklasserne uden støtte og uden at kunne forstå hverken lærere eller klassekammerater. Og uden at blive forstået, hvis de vil sige noget – eller hvis læreren vil vide, hvorfor de er kede af det og græder. Det er en grundlæggende ret at kunne føle sig tryg i den danske folkeskole – uanset hvor i verden man kommer fra. Og det er også vigtigt, at man får mulighed for at lære dansk, så man kan følge undervisningen i folkeskolen.

Ukrainske forældre ønsker forståeligt nok at kunne vende hjem til Ukraine igen snart. Men vi er nødt til også at forberede børn og unge på en fremtid i Danmark – uanset om den fremtid bliver kort eller lang. Hvis de ukrainske flygtninge bliver nødt til at blive her i sikkerhed i en årrække, må deres børn og unge ikke have mistet vigtige måneders undervisning og dermed et fagligt fodfæste at bygge videre på i Danmark