Debat
Vurdering bliver misvisende
Københavns Kommune vil give skolelederne mere i løn, hvis de præsterer på undervisningseffekten, elevernes trivsel, lærernes sygefravær og overholdelse af budgettet
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Rasmus Jarlovs opskrift på, hvordan man effektiviserer skoleledelsen ved at anvende resultatløn, vil føre til, at lærere ensidigt underviser mod snævre testmål, for at deres skole skal »ligge godt«.
Test af elevernes standpunkt er et helt nødvendigt element i lærernes evaluering af undervisningen. Lærerne tester eleverne med standardiserede læsetest og matematiktest - eller vurderer deres standpunkt via opgaver, projekter eller stile. OECD har blandt andre anbefalet, at vi i Danmark bliver bedre til at være systematiske i vores evaluering. Det er der god mening i, og der sker løbende en udvikling af lærernes evalueringsarbejde på skolerne.
De computerbaserede obligatoriske nationale test er indført på trods af OECD's advarsler imod kontrolsystemer. En gennemgang af forskning på området viser entydigt, at de svage elever bliver endnu svagere - og fra England ved vi, at undervisningen fører til dårligere resultater for eleverne, når lærerne underviser for, at eleverne skal klare sig godt i testene. Det bliver nemlig stort set det eneste, eleverne bliver gode til.
Ideen med de danske obligatoriske nationale test blev derfor forsøgt solgt som et »pædagogisk redskab«, selvom alle lærere ved, at systemets brugbarhed som pædagogisk evalueringsredskab slet ikke kan måle sig med de rigtige evalueringsværktøjer, som lærerne allerede har.
Nu er katten så ude af sækken - testresultaterne kræves offentliggjort for at kunne kontrollere skolernes arbejde.
Der må advares, for offentliggørelse af testresultater vil føre til:
Forkert vurdering af en skoles arbejde, fordi testene kun vurderer en lille del af de samlede mål, som skolen skal arbejde hen mod.
Mistrivsel hos eleverne og frustration hos forældrene, som skal se et computergenereret svar fyldt med uforståelige fagtermer offentliggjort
At lærere ensidigt underviser mod de snævre testmål, for at deres skole skal »ligge godt«.
Svar fra Rasmus Jarlov:
Jeg synes, man en gang imellem skal måles på sine resultater. Jeg tror ikke, der findes andre organisationer, hvor man lader noget køre i ni år, uden at der på noget tidspunkt er en udefrakommende objektiv måling af, om der er tilstrækkelige fremskridt. Det er efter min opfattelse farligt, at eleverne først til folkeskolens afgangsprøve måles op mod en national standard. Vi har lige haft eksempler i pressen på elever, som først fik opdaget læsevanskeligheder i gymnasiet. |