Sosu-underviser: Når man er censor bag en skærm, risikerer man at blive en beskuer

Jeg ved, at nogle folkeskolelærere ikke bryder sig at afholde eksamen og fravælger de klassetrin, hvor det bliver en opgave. På sosu-skolerne er det et arbejdsvilkår, man ikke kommer udenom. Både at eksaminere og være censor.

I år startede mit arbejde med tre fulde dages censorat for en anden sosu-skole I Danmark. Denne gang var censoratet i EUX engelsk (C-niveau) og foregik online. 

Siden corona er det mit indtryk, at det er gået op for skolerne, at det er besparende at gennemføre de fleste af grundfagsprøverne online og tja, det har sine fordele og ulemper.

På den ene side er det dejligt som censor at kunne sidde derhjemme uden at tænke på transport, og om man kan nå at hente ungerne, men på den anden side er det svært at mærke det rum, man er i. For man bliver hurtigt blot en beskuer.

Denne gang var den store rulleskærm med mit fjæs placeret på siden af eksamensbordet og ikke overfor eleven, så jeg udøvede min censorgerning på sidelinjen.

Helt grundlæggende er jeg ikke vild med at blive smækket op på en 50-tommers skærm.

Forestil jer lige at være en nervøs 16-årig med eksamensangst, der skal til eksamen, og så bliver man mødt af en 'gigasize'-censor, der sidder og glor på en.

Frygten for mareridtscensoren

Jeg har to grundfag og underviser derudover i de uddannelsesspecifikke fag på grundforløbet, så jeg kan risikere at skulle eksaminere seks-otte gange på et år og have lige så mange dage som censor. Det, tror jeg, mange vil synes, er en del, men man bliver fortrolig med formen, bedre til at finde materiale, bedre til at vejlede og bedre til at eksaminere efter de første par eksaminer.

Min oplevelse er også, at jeg bliver mere tydelig og sikker i min egen faglighed, når jeg sidder sammen med en censor, der er der for at sikre, at alt er, som det skal være.

Jeg har altid sommerfugle i maven, når jeg sender eksamensmaterialet afsted til censor, og nogle gange når jeg at køre en stemning op inde i mig selv, hvis der bliver stillet spørgsmål efterfølgende. Dernæst væbner jeg mig med argumenter til den store dag, for ingen skal anfægte min faglighed.

Når jeg så åbner skærmen og møder censor, er det næsten altid det samme billede, der tegner sig: En lærer, der er ligesom mig. Om det så er Ulla på 60 fra SOSU Nord eller Kamal på 31 fra en sosu-skole i København.

Det er lærere, der kender elevtypen, har de samme udfordringer med fagene som jeg, vælger materiale efter samme kriterier som jeg, og ser det menneske, vi sidder overfor.

Jeg tror på, at tvivlen om, hvorvidt man har gjort det godt nok, er et grundvilkår i lærergerningen, og vi frygter vel alle, at der kommer en mareridtscensor, for dem har man hørt om. Jeg har dog endnu til gode at få sådan en.

Jeg håber ikke selv, jeg er en af de censorer, man helst vil undgå, men man har jo pligt til at vurdere, hvorvidt materialet er fyldestgørende, og om reglerne bliver overholdt, så man ved jo aldrig.

Mit censorat denne gang var også en behagelig omgang trods de lange dage foran min skærm. Eleverne gav den max gas, og man ser pludselig, at de der hættetrøjer, de har gemt sig under i undervisningen, er væk. I stedet kommer de ind med rank ryg og gør det bedste, de har lært. Det er sejt gået. Det kan vi alle lære noget af.