Folkeskolen er i krise, lærerne lider, børnene bøvler med livet. Lærerkollaps af Anja Rosa Qvist tegner et grumt og genkendeligt billede af vores skole. Hvad skal vi gøre ved det?
Hvordan mon en ikke-lærer ville tage imod de hårrejsende
fortællinger om skolen, som Anja Rosa Qvist ruller ud i Lærerkollaps? Forhåbentlig
med bare en anelse hjertebanken. Anja Rosa Qvist er ikke noget tudefjæs, hun er
heller ikke en mimose med minimal arbejdskapacitet. Hun er en engageret,
reflekteret, ambitiøs arbejdshest, som finder sig i meget, men alligevel har
fået så meget nok, at hun har kastet sig ud i projektet: at skrive en debatbog
om folkeskolen set indefra.
Annonce:
Anja Rosa Qvist udleverer sin lærerpersona så blodet flyder
og alle ar – og en del medaljer – står tydeligt frem. Læseren præsenteres for
usædvanlige, modige livsvalg, for eksempel skiftet fra journalist (med arbejde) til
lærer, beslutningen om at få fem børn på lige så mange år, plus de sammenbragte
tre børn – og en læreruddannelsen oveni.
Anja Rosa Qvist beskriver sin naive
introduktion til folkeskolen, hvor man bliver kastet ud i undervisning i fag, man
ikke ved synderligt meget om, hvor man skal varetage en lang række opgaver, man
ikke havde fantasi til at forestille sig. Noget klarer hun med indsigt så dyb
og bred, at man kun kan beundre den. Andet løser hun knapt så elegant, men man må beundre hendes mod til at bringe sin bagdel i klaskehøjde. Her er ingen
forfængelighed, Anja Rosa Qvist sætter sig selv på spil – og hun sætter heller
ikke sit lys under en skæppe for hun kender sit værd. Befriende
modigt.
Lærerkollaps beskriver en lang række genkendelige udfordringer: Nationale test, er lærerne overhovedet
kompetente til at inkludere, opgavetrængsel, forældresamarbejde, økonomiske udfordringer og skærmudfordringer… Det er ikke munter læsning, især ikke en af de – heldigvis for
mig - knap så genkendelige udfordringer, det kollegiale samarbejde. Jeg fristes
til at bruge ord som hundehoveder, røvhuller og det, der er værre, om de
kolleger Qvist beskriver. Der er så megen passen på sig selv og forsvar af eget
territorium (læs: undervisningsmaterialer, fagfordeling, vikarplan) at det
fuldstændig skygger for almindelig anstændig opførsel. Men så husker jeg resten
af bogen og tænker, de her hundehoveder og røvhuller overlever i et presset system,
som ikke ligefrem fremmer anstændigheden. Så nok bør hundehovederne tage sig sammen,
men miljøet i folkeskolen er ikke fremmende for den øvelse. Qvist kommenterer
ikke den eklatante mangel på samarbejdsvilje, hun lader blot eksemplerne tale for
sig selv og efterlader effektivt læseren i chok og forargelse.
Allerværst griber bogens mest smertefulde del om det
endelige personlige stresskollaps om hjertet på genkendelsen. Ikke alle lærere
har været ramt af stress, men der er næppe nogen lærere, som ikke har stødt på
den mystiske sygdom hos kolleger. Det er grum læsning.
Annonce:
Lærerkollaps
er et nødvendigt blik ind i en skør – i alle ordets betydninger – skoleverden. Med desperate spørgsmål til verden udenfor: Vidste I, hvordan det står til?
Vidste I, hvor mange krav der stilles til lærere? Vidste I, hvor meget børnene lider/svigtes/overlades til
det manglende overskud?
Lærerkollaps
er et nødvendigt opråb. Men bogen kommer ikke med geniale løsningsforslag fra en hverdagsekspert. Løsningsforslagene,
som Qvist præsenterer løbende, har karakter af personlige kæpheste eller
unuancerede ændringer: Qvist
kritiserer blandt andet konferencer for ledere med overnatning og tvivlsomme foredrag.
Det er indlysende tåbeligt at bruge kostbar tid på underholdning, men netværk
og samarbejde kommer ikke altid med umiddelbare forbedringer til hverdagen, så
måske skal der alligevel være en smule plads til tidsspilde på hoteller i håb
om, at den fine morgemadsbuffet og mødet med kollegaen fra skolen i
nabokommunen kaster lidt begejstring, inspiration eller læring af sig. Et andet
eksempel er det pres, der er på lærere og skoleledere, at vi har pligt til at
underrette kommunen om børns mistrivsel. Men hvad hvis vi ikke havde – ville det
ikke være næsten værre?
Anja Rosa
Qvist er tough. Hun er klaret udfordringer de færreste kunne forestille sig. Alligevel
falder hun i fælden: det er mest synd for lærerne. Krisen i skolen bliver hverken
mindre eller større af, at sygeplejerskerne stiger i løn (hvilket Qvist
begejstret bifalder – og ønsker overført til lærerne), presset på lærerne
bliver hverken mindre eller større af, om andre faggrupper udsættes for et lignende
pres, men at antyde, at det kun er lærerne der får skyld for alverdens udfordringer
er lidt friskt, skulle jeg hilse og sige fra en Djøff'er jeg kender. Kravene i folkeskolen bliver
hverken mindre eller større af, at kravene på ungdomsuddannelserne er
anderledes. Det er
ikke konstruktivt at fremhæve egen lidelse med udokumenterede påstande om andres
manglende udefrakommende pres.
Men på trods af visse
hurtige konklusioner, visse mindre fejl og mangler i researchen, så er Anja Rosa Qvists
Lærerkollaps et kærkomment indlæg i debatten. Det er ikke særligt opmuntrende,
at der lige nu er vældig meget brug for en så grundig og grusom gennemgang af folkeskolens
udfordringer, men det er desværre afgørende, at alle mandagstrænere får øjne og
ører op for, hvad der faktisk foregår. Selvom det
ikke er så ligetil, hvad vil skal gøre ved en skole midt i demokratiet, autoriteternes
kollaps, akademisering, teknologisk udvikling, klimakriser….fortsæt selv listen.
Men vi bliver f….. nødt til at gøre noget.