Fakta

Lærerkollaps

Forfatter: Anja Rosa Qvist

300 kroner

277 sider

Forlag: Turbine

Hvordan mon en ikke-lærer ville tage imod de hårrejsende fortællinger om skolen, som Anja Rosa Qvist ruller ud i Lærerkollaps? Forhåbentlig med bare en anelse hjertebanken. Anja Rosa Qvist er ikke noget tudefjæs, hun er heller ikke en mimose med minimal arbejdskapacitet. Hun er en engageret, reflekteret, ambitiøs arbejdshest, som finder sig i meget, men alligevel har fået så meget nok, at hun har kastet sig ud i projektet: at skrive en debatbog om folkeskolen set indefra.

Anja Rosa Qvist udleverer sin lærerpersona så blodet flyder og alle ar – og en del medaljer – står tydeligt frem. Læseren præsenteres for usædvanlige, modige livsvalg, for eksempel skiftet fra journalist (med arbejde) til lærer, beslutningen om at få fem børn på lige så mange år, plus de sammenbragte tre børn – og en læreruddannelsen oveni.

Anja Rosa Qvist beskriver sin naive introduktion til folkeskolen, hvor man bliver kastet ud i undervisning i fag, man ikke ved synderligt meget om, hvor man skal varetage en lang række opgaver, man ikke havde fantasi til at forestille sig. Noget klarer hun med indsigt så dyb og bred, at man kun kan beundre den. Andet løser hun knapt så elegant, men man må beundre hendes mod til at bringe sin bagdel i klaskehøjde. Her er ingen forfængelighed, Anja Rosa Qvist sætter sig selv på spil – og hun sætter heller ikke sit lys under en skæppe for hun kender sit værd. Befriende modigt.

Lærerkollaps beskriver en lang række genkendelige udfordringer: Nationale test, er lærerne overhovedet kompetente til at inkludere, opgavetrængsel, forældresamarbejde, økonomiske udfordringer og skærmudfordringer… Det er ikke munter læsning, især ikke en af de – heldigvis for mig - knap så genkendelige udfordringer, det kollegiale samarbejde. Jeg fristes til at bruge ord som hundehoveder, røvhuller og det, der er værre, om de kolleger Qvist beskriver. Der er så megen passen på sig selv og forsvar af eget territorium (læs: undervisningsmaterialer, fagfordeling, vikarplan) at det fuldstændig skygger for almindelig anstændig opførsel. Men så husker jeg resten af bogen og tænker, de her hundehoveder og røvhuller overlever i et presset system, som ikke ligefrem fremmer anstændigheden. Så nok bør hundehovederne tage sig sammen, men miljøet i folkeskolen er ikke fremmende for den øvelse. Qvist kommenterer ikke den eklatante mangel på samarbejdsvilje, hun lader blot eksemplerne tale for sig selv og efterlader effektivt læseren i chok og forargelse.

Lærerkollaps

Lærer skriver bog: ”Man glemte at indrette folkeskolen til nutidens børn”

Allerværst griber bogens mest smertefulde del om det endelige personlige stresskollaps om hjertet på genkendelsen. Ikke alle lærere har været ramt af stress, men der er næppe nogen lærere, som ikke har stødt på den mystiske sygdom hos kolleger. Det er grum læsning.

Lærerkollaps er et nødvendigt blik ind i en skør – i alle ordets betydninger – skoleverden. Med desperate spørgsmål til verden udenfor: Vidste I, hvordan det står til? Vidste I, hvor mange krav der stilles til lærere? Vidste I, hvor meget børnene lider/svigtes/overlades til det manglende overskud?

Lærerkollaps er et nødvendigt opråb. Men bogen kommer ikke med geniale løsningsforslag fra en hverdagsekspert. Løsningsforslagene, som Qvist præsenterer løbende, har karakter af personlige kæpheste eller unuancerede ændringer: Qvist kritiserer blandt andet konferencer for ledere med overnatning og tvivlsomme foredrag. Det er indlysende tåbeligt at bruge kostbar tid på underholdning, men netværk og samarbejde kommer ikke altid med umiddelbare forbedringer til hverdagen, så måske skal der alligevel være en smule plads til tidsspilde på hoteller i håb om, at den fine morgemadsbuffet og mødet med kollegaen fra skolen i nabokommunen kaster lidt begejstring, inspiration eller læring af sig. Et andet eksempel er det pres, der er på lærere og skoleledere, at vi har pligt til at underrette kommunen om børns mistrivsel. Men hvad hvis vi ikke havde – ville det ikke være næsten værre?

Anja Rosa Qvist er tough. Hun er klaret udfordringer de færreste kunne forestille sig. Alligevel falder hun i fælden: det er mest synd for lærerne. Krisen i skolen bliver hverken mindre eller større af, at sygeplejerskerne stiger i løn (hvilket Qvist begejstret bifalder – og ønsker overført til lærerne), presset på lærerne bliver hverken mindre eller større af, om andre faggrupper udsættes for et lignende pres, men at antyde, at det kun er lærerne der får skyld for alverdens udfordringer er lidt friskt, skulle jeg hilse og sige fra en Djøff'er jeg kender. Kravene i folkeskolen bliver hverken mindre eller større af, at kravene på ungdomsuddannelserne er anderledes. Det er ikke konstruktivt at fremhæve egen lidelse med udokumenterede påstande om andres manglende udefrakommende pres.

Men på trods af visse hurtige konklusioner, visse mindre fejl og mangler i researchen, så er Anja Rosa Qvists Lærerkollaps et kærkomment indlæg i debatten. Det er ikke særligt opmuntrende, at der lige nu er vældig meget brug for en så grundig og grusom gennemgang af folkeskolens udfordringer, men det er desværre afgørende, at alle mandagstrænere får øjne og ører op for, hvad der faktisk foregår. Selvom det ikke er så ligetil, hvad vil skal gøre ved en skole midt i demokratiet, autoriteternes kollaps, akademisering, teknologisk udvikling, klimakriser….fortsæt selv listen. Men vi bliver f….. nødt til at gøre noget.