Lærer til lærer

HDS År 1

Håndarbejde-design-sløjd. Mit første år med faget HDS på 4. og 5. årgang. 3 klasser, 3 lærere og 3 faglokaler (håndarbejde, billedkunst og sløjd).

Offentliggjort Sidst opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Tanker, ideer og refleksioner.

I det nystartede fagteam begyndte vi skoleåret med at udveksle tanker og ideer for, hvordan vi på skolen ville tilrettelægge HDS undervisningen i år og fremadrettet.

Herunder tanker, ideer, forløb mm., til deling, til alle med interesse i HDS. Jeg har selv personligt haft nytte af flere af de ideer som har været delt her på folkeskolen.dk

Ønsket var, at eleverne gennem oplevelser, fordybelse og erfaringer får kendskab til forskellige håndværksmæssige færdigheder. Kendskab til forskellige materialer, samt aktiv deltager i designprocesser af divs. produkter.

Vigtigt for os er, at vores elever arbejder med håndværk, redskaber og maskiner. Primært i papir, tekstil, træ og metal.

Eleverne skal selv gøre sig iagttagelser og eksperimenterer. Det medvirker til, at de udvikler praktiske færdigheder, øget kreativitet og evner til at samarbejde.

Arbejdsformerne i HDS afveksler fra emne til emne, fx klasseundervisning under ledelse af læreren eller af eleverne selv, individuel fordybelse, eller samarbejde i større eller mindre grupper.

Efter hvert emne bliver emnet afsluttet med en form for evaluering, fx via fælles/individuel samtale, målcirkler eller fremlæggelse.

På ugeplanerne får elever og forældre orientering om de enkelte emner, arbejdsmetoder og former for evaluering. Her efterlyser vi også værdiløst materiale, som er et centralt omdrejningspunkt i vores UV, som er med til at vores elever tilegner sig forståelse for ressourcer, miljø, bæredygtig udvikling og materiel kultur. HDS´ kreative læringsrum, hjælper både elever og læreren, med at udvikle de vigtige kreative sider hos eleverne.

Optakt

Hver elev vil i første uge efter sommerferien modtage et ringbind/en portfoliemappe med faneblade, som skal følge eleven igennem alle tre år (4., 5., og 6. årg.). Dette for at eleven bliver sig bevidst om egen udvikling, efter spiralprincippet.

På forsiden af ringbindet sættes elevens eget design, efter ideen ”vis hvem du er/personlighedsskjold”. Hver årgang har sin farve ringbind.

Ideen er, at alle portfoliemapper/ringbind ved skoleårets afslutning bliver udstillet. Der vil blive en form for fernisering af disse, så eleverne får mulighed for at vise hvilke færdigheder og kreative design, produkter de har udviklet i løbet af året.

Noget af det allerførste eleverne bliver bedt om er, at udfylde ”Jeg kan-listen”, en liste fyldt med opnåede færdigheder, her kan eleverne tilkendegive om de selv synes de kan fx klippe præcist. Det giver læreren en indsigt i hvor eleven har brug for hjælp, og hvilke kompetencer der skal udvikles.

I ringbindet sættes alle arbejdssedler, skitser, ekstra opgaver og målcirkler. I ringbindet indsættes faneblade, inddelt i: kurser, temaer og selvstændige ekstra opgaver.

UV-Form.

Vi planlægger kurser, hvor eleven introduceres for håndværk og teknik, via lille lærerbestemt produkt.

Udover de planlagte kurser, vil der være temaer, hvor eleven bruger det håndværk og de teknikker eleven har lært under kurserne (lærer at vælge bedste materialer og redskaber m.v. til formålet)

Ideer til KURSER – lære teknikker og håndværk:

Materiale kendskab (fx stoftyper bomuld/akryl)

Filt (fx filte et dyr)

Væve (fx væve, selv lave rammen i træ og væve et billede)

Strik (fx strik en bamse)

Sy/symaskine (fx sy et monster)

Hækle (fx hækle en ægge-varmer eller en grydelap)

Broderi Korssting (fx sy korssting til et julekort eller en QR kode)

Flette (snore)

Knytte (fx armbånd/smykke)

Tryk (farvetryk linoleum, kartoffel)

Materiale kendskab (fx trætyper, hårdt/blødt træ)

Save/buesav/stiksav/skruetvinger (fx skære et puslespil)

Bore/boremaskine (fx bore et kinaskak spil)

Slå søm i/hammer (fx skibe)

Snitte (ude skole) (fx snitte brikker til mølle/dam/fire på stribe)

Metal (genkende og få viden om diverse metaltyper: kobber, jern, bly, aluminium – metal-prøver fra fysik/kemi)

Farvelære (kendskab til farvecirklen (primære, sekundære og tertiærfarver)

Folde i papir (fx folde æsker)

Keramik incl. materiale kendskab, ler og glasur typer (fx designe en brugsgenstand - kortholder)

Sikkerhed

Ud af huset besøg (fx avisredaktion, 3D-printere)

Ideer til TEMAER – designe ideer og gøre brug af de indlærte teknikker og håndværk:

Marionetdukker

Bildesign (modeller en bil, papmachebiler)

Catwalk (store påklædningsdukker)

Min drømmekage (skraldebyg og design af egen kage)

Sjove spil i træ

Design din egen lampeskærm

Julepynt

Ideer til selvstændige designopgaver – opgaver eleverne selv kan arbejde med (udfylde ventetid m.m.)

Når læreren stiller en opgave i et kreativt fag, er det ikke alle elever, der er færdige på samme tid – det kan vi lige så godt indse. Når vi arbejder inden for kreative fag, planlægger vi ofte timerne ud fra et overordnet tema. Derefter forbereder vi den enkelte time med fælles opgave ud fra opstillede rammer.

De fleste elever kaster sig ud i dagens opgave med stor begejstring og glæde, men det sker, at der er stor spredning i forhold til, hvornår den enkelte bliver færdig. Eleverne arbejder meget forskelligt, når de får stillet en opgave. Der er elever, som sidder koncentreret i lang tid og arbejder med dagens opgave. Der er elever, der hurtigt bliver færdig med opgaven. Elever, som har svært ved faget og mister gejsten, for dermed at blive ukoncentreret og for til sidst helt at opgive. Derfor er der altid ekstra opgaver klar. Opgaver hvor fagligheden stadig skal være intakt.

Design dit eget mobil-cover, var årets hitter.

Afsluttende kommentar

Skoleåret er forbi og vi har nået meget, og hen over året er flere ideer kommet til. Bl.a. tid i undervisningen til et afsluttende projektarbejde, hvor eleverne selv eller i grupper arbejder selvstændigt ud fra en fastlagt overskrift fx ”I skal designe et stykke legetøj, et musikinstrument eller et spil”.

Vedhæftet dokumenter til download:

”Jeg kan…” liste, hvor eleverne tilkendegiver hvad de kan

Mini-hæfte til brug i projektarbejde

Eksempel på ekstra opgave (design dit eget mobil-cover)

Fotos, udpluk af elevarbejde:

Ringbind/portfoliemapper med elevernes personlighedsskjold

Papmachebiler

Avisdreng i julehumør, samarbejde med lokalavisen

Catwalk

Kort-holder (”Kys frøen”)