Gennem de sidste par års opslidende coronapandemi har frustrationen til tider givet sig til udtryk i diverse historiske sammenligninger mellem forskellige coronarestriktioner og behandlingen af de europæiske jøder under 2. verdenskrig. Seneste skud på stammen er de to CBS-lektorer Rasmus Hougaard Nielsen og Ole Bjergs sidestilling af coronapas med ’jødepasset’ under 2. verdenskrig. Det er ikke alene historisk forkert at drage sådanne paralleller, det er også moralsk anløbent. For at gennemskue, hvorfor det ikke giver mening at inddrage holocausterfaringen i nutidens coronaudfordringer, kræver det viden og indsigt i det historiske Holocaust. Viden og indsigt, som børn og unge fremover skal være garanteret i løbet af deres skoletid, hvis regeringens handleplan mod antisemitisme bliver implementeret. Ifølge justitsminister Nick Hækkerup og kulturminister Ane Halsbo-Jørgensen skal læreplanerne i historie nemlig ændres, så Holocaust bliver et obligatorisk emne i både folkeskole og gymnasium. Et fokus, som læreruddannelsen på UCN allerede har arbejdet med de sidste tre år, hvor kommende lærere også bliver klædt på til at kunne varetage holocaustundervisning i folkeskoleregi. 

          Men hvorfor egentlig holocaustundervisning? Holocaustundervisning kan give børn og unge muligheder for at vurdere og forholde sig kritisk til den omfattende historiebrug af Holocaust, vi i disse år er vidne til. Det kan også give en historisk forståelse af, hvor fundamentalt anderledes et samfund og menneskesyn nutidens europæiske lande har i forhold til det nazistiske Tyskland under 2. verdenskrig. Når folkeskolen ifølge formålsparagraffen skal forberede eleverne til deltagelse, medansvar og rettigheder i et demokratisk samfund, kan et fokus på Holocaust bidrage til at sætte dagens samfund i historisk relief. Som historisk eksempel på et samfund med den totale mangel på frihed og rettigheder gennemsyret af en radikal racistisk ideologi. Så nej, nutidens forskellige coronarestriktioner går ikke at sammenstille hermed. At vi alle sammen i mere eller mindre grad er underlagt nogle trælse begrænsninger, hvilket især har ramt den del af befolkningen, der frit har valgt ikke at blive vaccineret, handler om at håndtere en global pandemi. Formålet er at inddæmme smitte, at passe på hospitalskapaciteten og i sidste ende begrænse sygdom og død. Skønt formålet her fremstår sympatisk, er det selvfølgelig i orden at problematisere de begrænsninger, den forskelsbehandling og de fejl regeringen og sundhedsmyndighederne også har begået undervejs. Den kritik skal være der, det er del af en sund demokratisk og fri debat. Men, det er ikke et carte blanche til at anklage Mette Frederiksen for at være nazist eller til at identificere sig med jøderne under 2. verdenskrig. Nazityskland etablerede en diktatorisk førerstat, der var fokuseret på at skabe et såkaldt folkefællesskab baseret på arisk blod og jord. Et fællesskab, hvor der ikke var plads til den fjende, som den nazistiske ideologi definerede og konstruerede i racistiske termer som ’jøden’. Antisemitismen og den tiltagende eksklusion og forfølgelse ramte ikke bare religiøst praktiserende jøder. Tyske statsborgere, som i generationer havde levet som kristne eller som sekulariserede, patriotiske borgere, blev med de tyske racelove med et pennestrøg gjort til jøder, hvis deres bedsteforældre havde været jøder. Konvertering var ikke en mulighed, for det jødiske lå latent i blodet som en evig fare mod det rene ariske blod ifølge ideologien. Når datidens jøder systematisk fik frataget deres rettigheder, blev det således begrundet racistisk. Forestillingen om ’jøden’ som biologisk og fundamentalt underlegen, som en parasit, som et ikke-menneske, begrundede disse tiltag. Jøder, der overtrådte tiltagene blev i bedste fald tæsket, fængslet eller deporteret. Jøder, som rent faktisk overholdt jødelovgivningen, var ikke meget bedre stillet. En gåtur i rendestenens møg med jødestjernen påsyet kunne stadig indbringe spytklatter, hån, slag og alskens ’kreative’ påfund fra nazister og medløbere.

          Nazisternes formål med jødepolitikken var indledningsvist jødisk eksklusion og forvisning, senere hen de europæiske jøders fysiske udryddelse. Det turde fremgå, at vi er umådeligt langt fra nutidens coronarestriktioner. At jødepolitikken i tiltagende grad blev radikaliseret, gående fra diskrimination til regulær fordrivelse, slavearbejde, tortur og folkedrab, er ikke bare en afgørende historisk forskel på Holocaust og nutidens coronahåndtering. Det bør også være en moralsk stopklods for nutidens talrige identificeringer med Holocaust’ jødiske ofre. Jødernes historiske holocausterfaringer er enestående og ikke-relaterbare i den forstand, at det var så ekstremt grusomt, at det udfordrer en normal menneskelig fatteevne. Heldigvis kan man sige, for det er vel de færreste os af, der kan relatere til familier, der i timevis stod i lange køer til grusgrave, hvor folk forrest blev skudt foran den ventende kø. Til forældre, der overværede deres babyer blive smidt på brændende bål. Til små børn foran gaskamre, der fik lov at lege lidt af de ’blødsødne’ vagter, før det var deres tur. Eller til at det tog op mod 30 minutter i de tætpakkede gaskamre med skrigende børn, kvinder, mænd og gamle mennesker, før døden indtraf. Eksemplerne er ganske forfærdeligt rædsomme, undskyld. Men det er virkelig også rædsomt at ville drage nogen som helst paralleller fra vores privilegerede liv til det historiske Holocaust. Det betyder selvfølgeligt ikke, at Holocaust er usammenligneligt, eller at Holocaust er mere specielt end andre folkedrab, men det betyder, at sammenligninger bør foregå med historisk indsigt og respekt for den alvorlighed, der omgiver emnet. Ellers risikerer vi at trivialisere og udvande en af Europas største civilisatoriske nedsmeltninger.