Undertitlen, ”Folkelige protester og politisk opbrud i Den Arabiske Verden”, burde være bogens titel.

Det Arabiske Forår er i de flestes bevidsthed en fortidig begivenhed, og siden denne begivenhed er det vel mere korrekt at tale om et arabisk efterår. Forfatterne bruger da også de begivenheder, der blev betegnet som et arabisk forår, som et omdrejningspunkt for en fortælling om næsten 2.000 års arabisk historie.

I et indledende kapitel fortælles om begivenhederne i Tunesien, Egypten, Libyen, Yemen og Syrien. Disse lande oplevede i 2010 og 2011 hver deres udgave af et forår. Som bekendt er der ikke meget ”forår” i disse lande her kun tre år efter.

De tre følgende kapitler forsøger at trække nogle lange linjer fra tiden omkring Muhammed i 500-tallet op til de arabiske landes stilling under den kolde krig og i tiden efter 11. september 2001.

Det afsluttende kapitel handler om tiden efter Det Arabiske Forår. På trods af begivenhederne i for eksempel Syrien og Egypten mener forfatterne i et konkluderende afsnit ikke, at man kan erklære Det Arabiske Forår for dødt. ”Har man besøgt eksempelvis Kairo efter Det Arabiske Forår, bliver man slået af et nyt fænomen i Den Arabiske Verden: Alle taler politik. I taxaen, på gaden, i radioen, på fjernsynet. Midt i problemer og elendighed lever håbet fra Det Arabiske Forår videre i denne folkelige meningsudveksling. Det er langtfra sikkert, men måske vil den en dag lægge grunden til velfungerende demokratier i Den Arabiske Verden”.

Bogen er en lærebog beregnet til gymnasiet. Der findes et omfattende kildemateriale til de enkelte kapitler og litteraturforslag til videre læsning. Den vil næppe kunne finde anvendelse i folkeskolen, men som baggrundslitteratur for historie-/samfundsfagslæreren kan den anbefales.