Fra dybet af mit lærervikarhjerte ønsker jeg, at en masse skoler bliver inspireret af de enkle greb i bogen ”Den videnproducerende skole” til at få klasse- og lærerværelser til at summe af virkelyst og eksperimenter baseret på praksisviden. Lærere, pædagoger, ledelser og skoleforvaltninger i syv kommuner har gået nye veje til at udvikle undervisningskvalitet, innovativt teamarbejde og arbejdsglæde i en omstillingstid.

Projektet ”Den videnproducerende skole” skal vække nysgerrigheden hos lærere, pædagoger og ledere på eget mindset og praksishandlinger og inspirere til at turde arbejde eksperimenterende. At gøre den tavse og individualiserede viden hos lærere, pædagoger og ledere i tusinder af årsværk i den danske folkeskole synlig og fælles. Syv kommuner har i samarbejde med en gruppe forskere gennemført projektet. Bogen er en brugsbog skrevet i et ligefremt sprog med 12 overskuelige kapitler, masser af praksiseksempler og citater.

Formålet er at udvikle god undervisning med udgangspunkt i lærernes og pædagogernes erfaringer. Grebene består i at iværksætte lavpraktiske hverdagseksperimenter, invitere kolleger ind i egen praksis og bringe systematik ind i teamarbejdet. Samtidig kræves synlig og modig ledelse fra både skoleledelse og forvaltning. Ledelsen skal gå foran i udviklingen af en kultur, der prioriterer erfaring, teamsamarbejde og systematiske eksperimenter. Ledelsen har medansvar for, at team ikke henfalder til ”familiekultur”, men er vedvarende forpligtet på indholdet. Ledelsen skal være nærværende, turde gå ind i bøvl og videndele om succeser og gode erfaringer.

Vi er i en tid, hvor ordet ”omstillingsparat” med sine referencer til New Public Management gør mig træt i sjæl og krop. Når jeg samtidig er klar over, at forandringer ér nødvendige, bliver jeg glad af at se, hvordan en videnproducerende tilgang, når den først er erfaret på egen krop, kan løfte energi, faglig identitet og arbejdsglæde.

Folkeskolen er en bærende søjle i vores samfund, og den rummer massive potentialer hos både elever, fagpersonale og ledelser, der bare venter på at blive foldet endnu mere ud. Til gavn og glæde. I 2014 var jeg medstifter af initiativgruppen ”Vigtige samtaler om Folkeskolen”, der gik ud på at facilitere samtaler om at udfolde potentiale, skabe opbakning til en fantastisk folkeskole og finde den rette balance mellem erfaring, tradition og udvikling. Dengang var tiden imidlertid ikke til samskabelse og eksperimenter. Jeg mener, tiden er moden nu.

Som lærervikar har jeg bestræbt mig på at praktisere lytning, læring, samarbejde og samskabelse. Har haft held med nogle ting og mindre med andre. Hvis en involverende og eksperimenterende tilgang skal lykkes, kræver det imidlertid, at man er et fællesskab om det. Jeg synes, det må være vældigt motiverende og meningsfuldt at være en del af en skole, hvor man er enige om at ville arbejde med eksempelvis prøvehandlinger. Jeg har så mange gange oplevet, hvor meget energi, samhørighed og kreativitet det giver, når man aktiverer en gruppes kollektive intelligens. Bogens tilgang tilgodeser tre ting:

For det første at lærere og pædagoger får friere spil til at tage udgangspunkt i egne erfaringer i udviklingen af undervisningen. Det giver mening, faglig stolthed, gensidig respekt, fællesskab, arbejdsglæde og styrker et udviklingsmindset.

For det andet at lærere og pædagoger bliver styrkede rollemodeller for eleverne i at tage ansvar og udvise mod og handlekraft.

For det tredje at helhedsforståelse, ansvar, kreativitet og handlekraft er afgørende egenskaber for at kunne løse det 21. århundredes udfordringer. Børn og unge skal inspireres til ikke blot være deltagere i, men også iværksættere af demokratiske og skabende fællesskaber.

”Den videnproducerende skole” er en inspirerende og handlingsanvisende håndbog for skoler, der ønsker at gå fra reformtræthed til på lavpraktiske måder at fremme undervisningskvalitet, faglig kompetenceudvikling og arbejdsglæde. Foruden mod, menneskeliggørelse og teamånd.

Jeg kan også mægtig godt lide, at tilgangen udvider den enkelte lærers og pædagogs ansvar og perspektiv, da de kommer til at handle på hele skolens vegne. Konceptet forpligter nemlig deltagerne til at dele deres læring med andre. Det giver så god mening. Jeg håber, at bogen vil inspirere mange af folkeskolens kerneaktører i udviklingen af den gode undervisning. Vi har i en omstillingstid med mange og komplekse udfordringer så meget brug for at videreudvikle individuel og kollektiv bevidsthed, mod og handlekraft.