”En dannelsesrejse til Grønland”.

Solen stod højt på himlen i Narsarsuaq, hvortil vi ankom over middag. Den knivskarpe rene luft stod i pivende kontrast til den københavnske ditto, og som altid var det slående, hvor befriende det er at indånde den kølige arktiske luft. Mine to børn og jeg skulle efter en dejlig ferie i Danmark indlede det andet år i den lille sydgrønlandske by, Narsaq.

Sejlturen gennem Tunulliarfik var smuk og enestående. Det frodige landskab med multiformede iskosser, blålige nuancer og former fremkaldte historiens vingesus. Netop i disse omgivelser har inuitter levet i århundreder, og hertil ankom Erik den Røde i 900-tallet med sit følge og grundlagde de første nørrøne bosættelser. Landskabet havde dog forandret sig markant siden vores afrejse ultimo juni, hvor sneen endnu ikke var forsvundet, ejheller havde givet plads til det gryende forår. Ved ankomsten til Narsaq udbrød min mellemste søn: ”Aj, hvor er det bare godt at være tilbage i Grønland, mor”. Straks vi nåede trappen til vores lille rækkehus, blev de hentet af skolekammeraterne, Ulloriaq og Sikkerninnguaq. Mine knægte tog sig end ikke tid til at pakke ud, vips var de væk: ”Vi ses , mor, vi skal ud at lege.”

Zakarias på nu 11 år og Jeremias på 8 faldt ganske godt til i de to år, vi boede i Sydgrønland. De levede et frit drengeliv, tog verden ind, gjorde sig egne erfaringer, tænkte og tog ved lære. For 5 år siden trængte vi til luftforandring og drog på eventyr. Mor har førhen boet tre år forskellige steder i Sydgrønland og tænkte, at tiden var inde til at introducere sine drengebørn til deres grønlandske aner. 

Bekymringerne inden afrejse var ikke voldsomt store, men de var der. Mon drengene evnede  at tilpasse sig og indoptage en helt  ny kultur og tilegne sig sproget?  Kunne de klare kulden og de voldsomme vinterstorme? Med et smil tænker jeg tilbage på alle spekulationerne om at rive mine drengebørn ud af deres vanlige omgivelser på Amager, bekymringer som i de forgangne år i allerhøjeste grad blev gjort til skamme!

Følelsen af at være draget ud på eventyr fornægtede sig ikke, da vi ultimo juli 2014 steg op i den lille Bell-212 helikopter i Narsarsuaq for at flyve ind over fjeldene over fjordene med henblik på slutdestinationen, Narsaq.

Grønlænderne har til alle tider taget imod nye folkefærd. Gentagne indvandringer tiderne igennem har sat præg på både landskab og kultur – helt fra inuitindvandringer ad flere omgange, nordbo-bosættelser og mødet med hvalfangere, missions-og handelsfolk. Ikke mindst har vi danskere qua koloniperioden og moderniseringsproces i 1950’erne og -60’erne sat præg på samfundsudviklingen.

Som alle andre steder i verden står kulturmødet heroppe til diskussion, bedømmes og vurderes ud fra iagttagerens tilgang til historien. For mit og mine børns vedkommende har mødet med befolkningen her anno 2016 givet stof til eftertanke. Evaluering er altid sundt, og efter to år på udebane gør jeg mig mine tanker om, hvad vi har oplevet og lært, og hvad vi kan bringe med os hjem og bruge fremadrettet.

Eksempelvis i ”mødet med næsten”. Hvor ofte har jeg ikke i mit stille sind tænkt: "Bliver dette folk da aldrig træt af at tage imod nye mennesker udefra?” Tilsyneladende ikke. I så fald viser man det ikke. I fem år har jeg været henholdsvis gæst og indbygger i et land, hvis befolkning har taget imod mig ”qallunaaq” – den fremmede, med venligt udstrakte arme og oprigtig gæstfrihed. Den imødekommenhed som mine børn og jeg blev mødt med, varmer mit hjerte og står i skærende kontrast til de mange avisoverskrifter og scenarier i pressen, som mødte blikket måneder tilbage i sensommeren 2015, hvor mennesker på flugt sydfra over danske landeveje hastede bort fra mine spyttende landsmænd fra en bro. ”Hvor dybt beskæmmende”, var min umiddelbare tanke. ”Hvad bilder vi os ind at behandle andre på denne måde?” Nuvel, situationen som henholdsvis flygtning eller immigrant i Danmark eller Europa og min egen som arbejdstager i Grønland er vidt forskellig, men alligevel! En vinkel i debatten kunne være: Hvad er vores udgangspunkt, når vi møder vores næste – de nyligt ankomne i fællesskabet?

For mit eget vedkommende kan mine drenge og jeg kun være dybt taknemmelige for den varme velkomst vi har fået fra første skridt på grønlandsk jord og fjeld. Drengene blev inviteret til at deltage i fodboldskole just et par dage efter ankomst til deres nye land – en oplagt måde at få nye kammerater på. De blev således fra start af budt velkommen og det fællesskab, de blev indviet i, var guld værd i den forestående integration. Første skoledag for Zakarias bød på adskillige kendte ansigter, hvilket var skønt, når man som 7-årig skoleelev er lidt beklemt ved situation og ikke kender sproget. Både i børnehaven, i skolen og på fritidshjemmet er vi blevet mødt med omsorgsfulde voksne, som har vist drengene opmærksomhed og taget hensyn. I skolen fik Zakarias de skønneste lærere, som har draget omsorg og værnet om hans skoleliv, ligeledes i børnehaven har Jeremias mødt glade og omsorgsfulde voksne, som har omgået børnene i en venlig og respektfuld tone.

Udgangspunktet for den lille by med knap 1500 indbyggere har været: Velkommen til vores fællesskab, dejligt du er her, kom og vær med, skynd dig at lære sproget, så bliver det endnu sjovere! For mig at se handler det om en attitude, en åbenhed, en holdning til mødet med den udefrakommende, som vi absolut kan lære rigtigt meget af i Danmark. Imponerende at et folk med en så kontinuerlig udskiftning i arbejdsstyrken til stadighed orker at tage så pænt imod nyankomne Det er værd at bide mærke i, hvor pænt grønlændere hilser på hverandre på gaden, de smilende ansigter, og hvorledes man opretholder en ordentlig tone i kommunikationen. Kan vi mon tage ved lære af det? Jeg tror det!

For mine drenge har kulturmødet og integrationsprocessen har taget afsæt i en skøn blanding af oceaner af venlighed, smil, ros og tålmodig forklaring - dette blandet med et naturligt ønske om, at børnene skulle tilegne sig det grønlandske sprog. Fra start af har personalet talt og øvet grønlandsk med det resultat, at de begge nu er ganske velbevandrede i sproget.

Bemærkelsesværdig har det været, hvor gæstfrit vi er blevet mødt af vore byfæller. Som ny indbygger kan det naturligt være vanskeligt at komme igennem højtiderne i et fremmed land. Også jeg var bekymret over den kommende jul, hvor vi jo skulle undvære familien hjemme. Men bekymringerne blev gjort til skamme. ”Ingen skal være alene i julen i Grønland” proklamerede min søde kollega, Sara, ” I skal da komme op til Semion, Jakob og jeg juleaften”. Sådan blev det, og vi havde en fantastisk aften, som for øvrigt ikke forblev ved denne ene. Et andet eksempel på den grønlandske gæstfrihed: En aften i december bankede det på døren og ind kom vores imødekommende og hjælpsomme genbo, Helene. ”Dorthe, I skal da med til vores julefrokost 2. juledag – kom over med drengene, så hygger vi os alle sammen. Vi havde en skøn dag med søde medgæster, en dejlig værtsfamilie og en fantastisk julestemning. Alt sammen et udtryk for omsorg for hinanden i et lille fællesskab. Eksempler herpå er utællelige.

En aftentime tilbage igen på Amager tager jeg mig selv i at reflektere over to år i Grønland: Hvad har vi lært, og hvad tager vi os med tilbage igen? Der er et utal af glæder ved at rejse på eventyr med sine børn, men da også bekymringer, nederlag og frustrationer. Som forælder gør man sig naturligt tanker om, hvordan ens poder formår at håndtere en helt ny tilværelse i et fremmed land. Hvordan vil de falde til, når nyhedens interesse har lagt sig, og hverdagen melder sig? For mine drenges vedkommende er de blevet taget imod med en oprigtig interesse og åbenhed og budt velkommen i det lokale fællesskab. Ofte finder børn sammen omkring en leg uden nødvendigvis at kunne forstå hinandens sprog. De lærer lynhurtigt enkeltord og fraser, som afstedkommer en enkel form for kommunikation – og herfra kan relationen bygges videre på. Et ordsprog siger, at lige børn leger bedst. Dette gør sig nok gældende på sigt for manges vedkommende, men i dette land oplever jeg, at det sociale hierarki er mindre tydeligt og knap så vigtigt at dyrke. Det kan vi skam lære meget af. I Grønland er der højt til loftet både konkret og mentalt set. Mine børn og jeg har taget ved lære af den rummelighed, vi har mødt i samvær med andre mennesker; her er man sammen, både børn og voksne, i et stor fællesskab med dem, som nu engang bor i samme område og by – og man lever med hinanden på godt og ondt. Fejler man i Danmark, bliver der fældet en hård dom fra omgivelsernes side – og vi husker glimrende og længe! Heroppe griner man lidt af en ”synder” – og så kommer man videre.  I Grønland vælger man ikke bare hinanden til og fra alt efter nytteværdien af relationen. Det er vigtigt, at fællesskabet opretholdes og fungerer; at alle  trives heri. Der er ikke, som jeg fx kender til fra København, brug for at sætte hinanden i hierarki-kasser ved selskabeligt samvær. I Danmark sætter vi os altid ved samme bord, som dem, vi tænker matcher os selv i det sociale hierarki. Og i så fald vi ikke kender vores bordherres status, jamen, så skal vi da nok se at få den opklaret ved som det første at spørge ind til vedkommendes uddannelsesniveau, erhverv og på denne måde, bevidst eller ubevidst, positionere os selv. I grønlandske sammenhænge har jeg oplevet, at man ved bestemte selskabelige lejligheder oplever stunder med absolut tavshed. Blot at være sammen er godt nok, man behøver ikke at tale hele tiden. Stilheden ved et selskab kan være dybt angstfremkaldende for en københavner som jeg selv, men efter fem år i Grønland har jeg lært værdien ved at være sammen med fremmede i situationer, hvor socialt hierarki er ganske uinteressant og sat på stand-by. Ofte finder grønlændere, at danskere larmer med deres evindelige bedrevidende snak og kæften op – og det kan de da have ret i!

Både i privat regi og i arbejdet som skolelærer har jeg måtte omstille mig til en anden måde at være til på. Her tænker jeg på en mere jordnær og pragmatisk hverdag, tilpasset de muligheder og begrænsninger, der nu én gang eksisterer i en lille by. Vi har nok været den eneste familie i byen, der gør brug af cykelhjelm, og der er nok røget flere nutella-madder i skrutten på ungerne, end vi har konsumeret spændende øko-produkter fra Nutana. Og tænk engang: Vi overlevede alligevel! At bede børneinstitutionen om servering af økologisk grøn kost har ingen gang på jord. Til gengæld spiser Jeremias nu sæl, hval og blåmuslinger med stor fornøjelse, produkter frisk fra fjorden kombineret med kvan og sortebær. Zakarias er i skolen blevet dygtiggjort i lokale planter, og er nu familiens te-mester. Der er ikke Meyers Deli i Narsaq, derimod ”Bræddet” med smasksunde fisk fra havet. Vi har smæsket os i delikatesser fra fåreholdernes madmagasiner, og vi har plukket tang og samlet blåmuslinger til lækre pastaretter. Hvem sagde ”Ny Nordisk mad?

På sin vis har det været en lettelse for en stund at holde pause fra det københavnske spelt-segment, som det til tider kan være lidt vanskeligt at trække vejret i. Som mor til et multihandicappet barn i himmelen har det nogle gange fremkaldt tiks i mine øjne at skulle forholde sig til helikopterforældres bekymrede forespørgsler vedrørende 11-årige Anna-Sofie-Alma-Luthenberg-Castenskiolds tommelfingernegl, der knækkede af i 10-frikvarteret. ”-Var min datter under voksentilsyn, da ulykken skete?” og ”Du lagde da forhåbentlig mærke til, om min søn spiste sin agurk i spisepausen?”. Jo, da, som skolelærer har jeg naturligvis fuld styr på mine elever! Nuvel, i Grønland ser det lidt anderledes ud. Forældre sejler på fjorden med børnene UDEN redningsvest, og fra mit vindue har jeg observeret mine drenge havde det herligt på naboens trampolin, vel at mærke fem børn på én gang og uden sikkerhedsnet. I Grønland overvåger man ikke sine børn eller curler vejen for dem. Børn her udvikler på mange områder en selvstændighed og robusthed, som lader danske børn tilbage.

Hvad har mine børn med i bagagen efter to år i det arktiske? Foruden enestående naturoplevelser, styrkelse af de interkulturelle kompetencer, evnen til at tale grønlandsk med i”-dialekt”, ja, så gør jeg mig forhåbninger om, at de er blevet styrket af og har taget ved lære af de sorger og nederlag, som man i sagens natur også bliver udsat for, når man forlader sin trygge base og bosætter sig på ukendt territorium. Jeg håber, de tilbage igen på Amager Fælled Skole kan genkalde sig utilpasheden, når man er helt ny og endnu ikke har tilegnet sig sproget eller fået venner. At de fremover derfor selv vil tage godt imod den nye kammerat i klassen eller på fodboldbanen.

Forhåbentligt har de udviklet empati og forståelse for, at folk andre steder på kloden, har et andet værdisæt end vores, endvidere en anden tilgang til det at være til. Jeg håber, de har udviklet deres sociale kompetencer ved at skulle navigere i to vidt forskellige verdener. Tænker da også at de er blevet rustet af glæden og stoltheden, der opstår, når tingene lykkes, og man overvinder de situationer, hvor man i første omgang ikke turde.

Tak, ”Narsarmiormiut”, for to dejlige år. Tak for jeres tålmodighed, jeres overbærenhed og kærlighed. Vi vil ikke sige farvel, men på gensyn.