”Beyond Learning – Education for a Human Future” (Biesta 2006) er Gert Biestas første bog i den serie, på nu i alt fem bøger, som han kalder sit hovedværk om uddannelse og pædagogik.

De øvrige fire er ”God uddannelse i målingens tidsalder; etik, politik, demokrati” (Biesta 2011) ”Den smukke risiko i uddannelse og pædagogik” (Biesta 2014) ”Undervisningens genopdagelse” (Biesta 2017) og ”Worldcentered Education: A View for the Present” (endnu ikke oversat til dansk) (Biesta 2021).

Man kan måske meget kort omfatte Gert Biestas menneskesyn således: En tro på menneskets ukrænkelige værdighed og forskellighed; og en opfattelse af, at mennesker derfor skal behandles som subjekter – ikke som objekter.

Biesta udtrykker sig således i sin bog ”Læring retur - demokratisk dannelse for en menneskelig fremtid” (2. udgave, Forlaget UP-Unge Pædagoger, 2012): ”Jeg er særligt interesseret i at tilvejebringe et alternativ til den moderne forståelse af pædagogik, hvor uddannelse forstås som ´produktion´ af den rationelle, uafhængige person, og hvor læreren forstås som ´jordemoder, hvis opgave er at bringe menneskets rationelle potentiale til verden” (p.22).

Biesta siger videre: ”Den tilgang, jeg præsenterer i denne bog, kan opfattes som en omvending af den traditionelle måde at tænke pædagogik på. Jeg argumenterer for, at vi ikke skal se pædagogik fra lærerens perspektiv, som et forsøg på et skabe eller bringe noget til verden. I stedet argumenterer jeg for, at vi skal holde fokus på de måder, hvorpå ethvert individs nye begyndelse kan blive til (p.22-23).

Biesta er simpelthen ude i det ærinde at udfordre, hvad han kalder ”Den hellige treenighed” fra oplysningsprojektets kantianske forståelsesramme om rationalitet, autonomi og uddannelse; med andre ord krydser Biesta klinger med den moderne opfattelse af pædagogik som en sammenfletning af dannelsestraditionen (tilbage fra det græske ideal) og oplysningstidens idéer; sidstnævnte idéer kan udtrykkes med Kants opfordring til at bruge sin fornuft og tage imod oplysning: ”Menneskets udgang af dets selvforskyldte umyndighed”.

Moderne pædagogik bygger ifølge Biesta på en ´sandhedsforståelse´ om, hvad det vil sige at være et menneske; en sandhedsforståelse, som er grundlagt på en humanistisk tanke om mennesket som et subjekt, ”der har særligt potentiale til at blive selvmotiveret og selvstyrende”. Målet for uddannelse blev således, med Kant og oplysningsprojektet, at fremkalde eller slippe dette særlige potentiale løs, således at ”mennesker bliver fuldt ud autonome og kompetente til at udfolde deres individuelle intentionelle handlen” (p.18).

Med den græske dannelsestanke og den kantianske forståelse af sammenhængen mellem rationalitet, autonomi og uddannelse ser Biesta den moderne agenda således: at rationaliteten simpelthen er blevet den moderne markør for, hvad det vil sige at være menneske, altså markør for, hvad et ´humanistisk´ menneskesyn er; dette menneskesyn anfægter Biesta, og hans ærinde med sine undersøgelser i ”Læring retur…” er at prøve at finde ud af, hvad der kan ske, hvis man overskrider den moderne rationalitetsmarkør. Dette vil han, fordi det har vist sig, at menneskeheden har været udsat for en række inhumane hændelser i nyere tids historie.

Biesta ser simpelthen ikke den såkaldte rationelle humanitet som tilstrækkelig ´humanistisk´, det er derfor han vil undersøge andre tilgange til, hvordan man kan opfatte det at være et menneske, han vil altså undersøge menneskesynet. Som udgangspunkt mener Biesta ikke, at man kan tale om en fælles menneskelig ´essens´, det vil sige han mener ikke, sådan som det ellers angives i moderne pædagogik, ”at rationaliteten kan eller skal være et udtryk for menneskelighed, eller at rationalitet kan forstås udenfor menneskehedens historiske rammer” (p. 22).  

I 6 kapitler argumenterer Biesta i ”Læring retur…” for, at vi kun kan blive til i en verden af pluralitet og forskellighed, der er befolket af andre, der ikke er som os. Denne forskellighedens og pluralitetens verden er ikke bare en nødvendig forudsætning, for at mennesker kan blive til; den er på samme tid en foruroligende forudsætning, én der i sagens natur gør uddannelse til en vanskelig proces, hvor risikoen for manglende udbytte må ses som:  både naturlig og smuk.

Overskrifterne på de 6 kapitler er: ”Imod læring” ”At blive til i verden” Fællesskabet for dem, der intet har tilfælles” ”Hvor vanskelig skal uddannelse være?” ”Uddannelsens arkitektur” og ”Uddannelse og det demokratiske menneske”.

”Læring retur…” afsluttes med en epilog om ´Forstyrrelsens pædagogik´, som er et Biesta-begreb, der videreudvikles i hans senere bøger, så her skal blot afsluttes med epilogens indledende Hannah Arendt-citat, fordi dette er en ansats til Biestas videre tænkning: ” Uddannelse er det sted, vi beslutter, om vi elsker verden højt nok til at tage ansvar for den, og på samme måde at redde den fra den undergang, der uden fornyelse, uden de nye og de unges tilbliven, ville være uundgåelig. Uddannelse er også der, hvor vi beslutter, om vi elsker vore børn højt nok til ikke at udvise dem fra vores verden og overlade dem til deres egne påfund, eller slå deres mulighed for at foretage sig noget nyt, noget af os uforudset, ud af hænderne på dem (p.135).  

Lærke Grandjean