»Vi skal ikke blande os i, hvad patienter bruger det frie sygehusvalg til«.

Sådan siger Lone Dybkjær fra De Radikale til Politiken, hvori sundhedsminister Bertel Haarder legaliserer, at man bruger det frie sygehusvalg til at kræve behandling på et andet sygehus, hvis man føler sig generet af, at lægen, sygeplejersken, bioanalytikeren eller social- og sundhedsassistenten bærer muslimsk hovedtørklæde. Og det har hun selvfølgelig ret i - i princippet. Hele ideen med frit valg må jo være, at man frit kan vælge. Men oven over de senere års love om individuelle frit-valg-på-alle-hylder-ordninger i det offentlige ligger grundlovens forbud mod diskrimination. Og ligesom læger, sygeplejersker og så videre selvfølgelig ikke kan nægte at behandle syge mennesker, der giver udtryk for politiske eller religiøse synspunkter, de ikke deler - så er det vel også diskrimination, hvis man nægter at modtage skattefinansierede ydelser af mennesker med en bestemt tro eller holdning og forlanger at få den leveret af en anden.

Og hvorfor så beskæftige sig med den problemstilling i et månedsmagasin for lærere? Fordi Haarders og Dybkjærs legalisering af, at man bruger det frie sygehusvalg til at vælge »tørklædefri« behandling, logisk må medføre, at man også kan bruge det frie skolevalg til at forlange plads i en anden skattefinansieret folkeskole, hvis der dukker en klasselærer op med et tørklæde bundet om håret. Man kunne også forestille sig en mandlig klasselærer, hvis kone går med tørklæde, mens hun passer sit arbejde som læge - så er han vel også symbol på den kvindeundertrykkelse, som nogle af hendes patienter åbenbart mener, hun symboliserer.

Hvordan skal skolen kunne virke »præget af åndsfrihed, ligeværd og demokrati«, hvis det bliver almindeligt anerkendt, at man kan vælge en anden skole på grund af lærerens religion? Og skal det også være legalt at forlange plads i en anden skole, hvis skolen forventer, at ens søn eller datter deltager i gruppearbejde med elever, der går i skole i deres hjemlands klædedragt?

Læger er forpligtet af lægeløftet til at give alle medmennesker den fagligt bedst mulige behandling. Og lærere er forpligtet af folkeskoleloven til netop åndsfrihed, ligeværd og demokrati, ligesom der ikke må finde religiøs forkyndelse sted i folkeskolen. Pligten ligger hos det offentlige til at sørge for, at borgerne modtager ydelser af fagligt høj kvalitet og ikke udsættes for nogen form for forskelsbehandling, uanset hvem der konkret leverer eller modtager ydelsen.

Konkret er det formentlig meget få, der vil forlange deres pine trukket ud med en ekstra ambulancetur for at undgå at få lagt bedøvelse af en anæstesilæge med et tørklæde under operationshuen. I skolen er risikoen desværre meget større for, at borgere med tilsvarende holdninger vil meddele skolelederen, at hvis han/hun gør alvor af at sætte den muslimske lærer på 6.a efter sommerferien, så skifter datteren skole. Den slags »trusler« er der formentlig ikke nogen skoleledere, der hidtil har taget alvorligt. Men hvis politikerne blåstempler denne brug af det frie skolevalg, er de i realiteten med til at blåstemple diskrimination af lærere. |