Anmeldelse

Fransk

C'est à toi! 1 og 2

Offentliggjort

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Af Else Holst og Dorte Paaske

Video 1, 96 minutter, 1.312,50 kroner

Videoguide 1, 88 sider, 531,25 kroner

Video 2, 96 minutter, 1.312,50 kroner

Videoguide 2, 98 sider, 531,25 kroner

Alinea

'C'est à toi!' er et seriøst og indbydende sprogtræningsmateriale, som henvender sig til franskelever med mindst et års undervisning. Det vil især kunne bruges som et tilbagevendende supplement til den øvrige undervisning.

Materialet kan betragtes både som ét sammenhængende forløb bygget op omkring tre unge franskmænds hverdag hjemme, i skolen og i fritiden i byen La Rochelle og som 24 episoder, der kan inddrages enkeltvis i undervisningen i forhold til det pågældende franskholds aktuelle sproglige og indholdsmæssige tema, for eksempel forskellige erhverv, skolen, arbejdsopgaver i hjemmet, sport og fritid. De gennemgående temaer drejer sig om venskab, forelskelse og at være ung andengenerationsindvandrer fra Nordafrika.

Sprogligt præsenterer de 24 episoder eleverne for en stigende sværhedsgrad, som dog ikke er særlig voldsom. Sproget er bearbejdet og tilpasset formålet og fungerer umiddelbart tilgængeligt og naturligt. Alle videoafsnittene vises både i en utekstet og fransktekstet udgave, hvilket giver gode muligheder for variation af sværhedsgraden. Personerne på videoerne spiller deres roller glimrende, og det fremmer i meget høj grad anvendeligheden og elevernes motivation. Eleverne vil let kunne genkende mange situationer og følelsesmæssige reaktioner fra sig selv.

I videoguiderne finder man resuméer af videoafsnittene, baggrundsoplysninger om La Rochelle, manus, gloselister, kopiark med opgaver samt facit til disse. På opgavearkene oplyses eleverne straks om, hvad indlæringsmålet for det pågældende afsnit er. Opgaverne, som både er varierede og relevante, drejer sig både om sproglige og indholdsmæssige emner og giver mulighed for varierede arbejdsformer og differentierede krav til eleverne.

3.687,50 kroner er mange penge på budgettet for et lille fag som fransk. Alligevel er det værd at ofre pengene, for 'C'est à toi!' indeholder stof til mange fransktimer og er så bredt i sit indhold, at det kan inddrages selvstændigt eller indgå i samspil med andre materialer i emnebaserede forløb. Selv med kun den ene halvdel af materialet er man ganske godt rustet.

Leon Aktor