Man spørger ofte, f.eks. når et barn skal starte med et nyt fag i skolen: Hvem er din lærer? Hermed forudsættes, at barnet har fået tildelt en lærer, og det har det også, men kun i bureaukratisk forstand, fordi lærer og elev jo ikke kender hinanden endnu som andet end navne. I den nye læreruddannelse er læreridealet en såkaldt undervisningsekspert, der kan implementerer sin viden om systemer og metoder uden brug af holdninger, dannelse og normativitet, mens eleven slet ikke tematiseres som begreb. Om lidt vil jeg argumentere for, at det faktisk er ´læreren, der skal finde sig en elev, som først derved bliver en elev, som skal finde sig en lærer, som først derved bliver en lærer´ . Derpå vil jeg drøfte, hvilke ægte problemer, det giver anledning til, og jeg vil argumentere for, at en lærer og en elev altid er som sunket ned i kulturens, følelsernes og holdningers våde svamp, som det blot gælder om at bade i.

1. Hvad er en undervisningsekspert?

Først vil jeg dog pointere, at med den nye læreruddannelsesreform, kan vi egentlig ikke spørge om barnets lærer mere. Det er slut med at tale om lærere. Nu må vi i stedet spørge: Hvem er din undervisningsekspert? At det er tilfældet, har jeg vidst lige, siden Jens Rasmussen og Per Christensen, med konsulentfirmaet Rambøll i baglandet, skrev deres ¤%&/ rapport om læreruddannelsen, som blev modtaget med internet-transmitteret begejstring af både den ene og den anden minister. Her er undervisningseksperten læreridealet. Ham som har styr mål og delmål, og på hvordan rejselystne metoder virker på det ene eller det andet konkrete mål, så eleven, klassen og skolen kan forbedre sig på en rangliste. Ham der systematisk kan skelne mellem viden, kompetencer og færdigheder, og på den måde kan se på sit fag som et lille lukket system. Rapporten er fuldstændig renset for interessante kulturelle, historiske, intellektuelle, politiske og etiske betragtninger; kort sagt: Den er renset for pædagogik. Man må heller ikke glemme, at ideologien bag rapporten forbinder undervisningseksperten med outputstyring, hvorefter skolen belønnes efter indfrielse af centrale kvantitative præstationer; samt med den såkaldte "accountabilitytilgang", som betoner lærerens ansvar for kritikløst at følge centrale og nidkære krav frem for "responsibilitytilgange", som betoner ansvaret for elevens og skolens tilsynekomst i helheden. Forholdet mellem "accountability" og "responsibility" er forskellen mellem professor Nidkær og professor Dumbledore, hvis man skal sammenligne med livet på Hogwarts. Forskellen og dens konsekvenser er velbeskrevet i Gert Biestas bog "God uddannelse i målingens tidsalder", der udkom på forlaget KLIM sidste år. Endelig bygger rapportens opfattelse af "undervisningseksperten" direkte på referencer til den sociologiske ideologi "luhmannismen", der er en radikale konstruktivisme, og som vil afmonterer begreber som "virkelighed", "fællesskab", "holdninger" og "dannelse" fra vores pædagogiske liv.

Konsekvensen af alt dette bliver, at fagene på læreruddannelsen fryser til i små kompetencesystemer, hvor indholdet fortoner sig til fordel for detaljerede kompetencer, der knyttes alt for direkte til folkeskolens fag i små bureaukratiske symbioser, hvorved kontakten til samfundets kulturelle dialoger størkner og al hjertebanken indstilles. Fagene bliver små autopoetiske systemer, for nu at blive i luhmannismens sprog. Og når først vi har etableret sådanne små systemer, så kan man lave undervisningseksperter, læringskonsulenter og skoleledelse, lean-tests og positiv psykologi fra de nedre provinser. Fra det punkt vil al egentlig pædagogik finde sted "på trods af" og ikke "i kraft af", og virkelig intellektuel og praktisk aktivitet med rigtige ord og bevægelser vil ikke kunne finde noget sted at være. Læreruddannelsen og dens fag vil være et selvrefererende og lukket system. Og jo mere lukket det bliver, desto mere undervisningsekspertise kan man få. Desværre.

Rektorerne for professionshøjskolerne, som vel ret beset burde beskytte vores pædagogiske traditioner, er formodentlig begejstret for al mekanikken. I al fald tænker tre af dem ud af samme streg. Laust Joen Jakobsen, som er leder på UCC, var f.eks. med i både forårets børnehave- taskforcegruppe, der anskuer børnehavebørn som neurologiske soldater i nationernes konkurrence, og han er også med i dialoggruppen for Ny Nordisk Skole, der vil af med nordisk skoletradition og erstatte den med noget fra Canada, fordi de er hoppet på pisa-listen. Desuden var Joen Jakobsen medforfatter til en kronik i Berlingeren, hvor Lars Løkkes top 5-drøm blev sammenlignet med Martin Luther Kings arbejde for Amerika (!). Rektoren for naboprofessionshøjskolen, Stefan Hermann, er nok også glad for at omdanne læreren til en undervisningsekspert, for han var med til at skrive samme kronik, og hans væbner, dekan Camilla Wang, har skrevet et indlæg i Politiken med Per Christensen, som var formand for det udvalg, der stod bag læreruddannelsesrapporten. Endelig har også rektor på VIA, Harald Mikkelsen, skrevet under på den pågældende kronik, og hans videnscenterleder, Andreas Rasch-Christensen, har både siddet i skrivegruppen for selve læreruddannelsesrapporten og i dialoggruppen for Ny Nordisk Skole, hvor han promoverer samme ideologi.

Det er sørgeligt, meget sørgeligt faktisk; at vi ødelægger det hele, fordi vi skal i top 5, hvilket vist er den eneste begrundelse. Men vi kommer aldrig i top 5 på den måde, og hvis vi gør, så er det en rangliste, som det gælder om at komme i midten eller måske endda nederst på. Vi behøver sket ikke at gøre tingene så dårlige. Det er et valg, man har gjort, fordi man lytter til undervisningsekspertsdrengevidenskabsmænd i stedet for at lægge et opmærksomt øre til vores kulturs lyde, som f.eks. alt fra de små grynt af ubehag til fuldt udfoldede kritikker, som man kan høre blandt mange dygtige praktikere og forskere.

Men tilbage til emnet. Når nu vores globaliserede professionshøjskoler og skoler er befolket med undervisningseksperter, med mekaniske kompetenceadministratorer, der kan måle og veje, og som ved, hvad forskningen viser, og som kan få alting til at passe i det lille system, som man selv har konstrueret; så vi kan producere "soldater i nationernes konkurrence", som professor Ove Kaj Pedersen udtrykker det. Ja, når vi har alt det, så er det, at man ikke mere kan bruge udtrykket, at børnene får en lærer. Børnene får i stedet tildelt en undervisningsekspert. Den ene kan være ligeså god som den anden, for faget er nidkært og detaljeret beskrevet uden kulturelt indhold, og der foreligger statistisk og kvantitativ evidens for, hvad der fører til bedre listeplaceringer på de sammenlignelige abstrakte kompetencer, som ikke rigtig har noget med noget at gøre. Næste skridt bliver, at børnene får en pc, lidt evidensbaseret software og en didaktisk konsulent, så de kan sidde og øve sig på Pisa-kompetencerne helt alene i en sofa. Til den tid er billedkunst for resten nok helt ude, for hvad skal man med det i Lars Løkkes top 5-drøm og i Per Fibæk Laursens antidannelsesvision om det globale arbejdsmarked, som han her på folkeskolen.dk har skrevet, at han går ind for? Er det på vej? Bureaukratiser eller fjern æstetikken og omdan skolen til et softwareprogram. Det er måske ligefrem et fremskridt? Læreren er i så fald ikke mere en maskine, men en konsulent, en slags supportafdeling, der hverken kan synge, skrive eller male. Det er der nok nogen, der synes kunne være spændende? I al fald vil der ikke være brug for så mange af dem, altså konsulenter eller lærere eller hvad vi nu skal kalde dem, for det hele kan jo ordnes pr. chat. En konsulent til 250 børn måske? Og bygningerne behøver vi heller ikke. "Kvalitet er vigtigere end bygninger", som det hedder i den omegn. Vær på vagt, når I hører sådan en sætning. Kan man mærke KL svede i sød forventning?

2. Hvad er en lærer?

Men hvad er en virkelig lærer? Hvornår har du sidst følt dig som en lærer? Glem lige et øjeblik dit eksamensdiplom. Hvornår har du været en lærer? Med kæmpe L? Jeg har spurgt mig selv om det samme, og mit svar er, at lærer bliver jeg i det øjeblik, en elev vil have mig som lærer. Det er altså ikke nok bare at få en studerende. Det kalder man jo enhver, der har et årskortnummer. Det hele angår den studerende, der vælger mig som lærer, og som derved bliver til elev, hvorved jeg bliver til lærer. Det er altså ikke sådan, at et barn, der får en lærer anvist af en skoleleder, automatisk bliver til en elev. Nej, det er læreren, der vælges af et barn, hvorved han bliver til lærer, og hvorved barnet/den studerende bliver til en elev. Inden for min verden, på seminarier og universiteter, går man meget op i at sige til de nye studerende, at de ikke er elever mere, men det skulle man tage at holde op med. I stedet skulle man sige. Find dig en lærer og bliv til en elev. Først da kan du blive til en egentlig studerende, og først da får vi en lærer, som er en lærer.

Det er som om, at den funktionelle relation, som handler om kompetencelister, arbejdstidsdiagrammer og metode-huttelihut slet ikke rækker, fordi lærer og elev ikke er noget, man er på forhånd. Det er noget der, vælger hinanden, som bliver til i en form for symbiose, en spiral ned i dybet; ligesom det er tryllestaven, der vælger Harry Potter frem for omvendt. Og at ”vælge” er måske heller ikke et korrekt udtryk. Man drages og længes eller sådan noget. Man er i den pædagogiske begivenheds vold. Pædagogik er lidenskab. En slags symbiose. Målet med pædagogik er slet ikke at lære en elev noget færdigsyet, som læreren ved ud fra en nidkær og snærende kompetencesystematik. Målet med det hele, hver gang og hver dag, er at blive til en lærer, ved at en elev bliver til din elev, hvorved stoffet, materien og faget får liv og rørelse.

Sådan er det for de store mestre, kunstnere, videnskabsmænd og filosoffer. Der er aldrig en eneste, der har lært noget af en undervisningsekspert. Med symbiosen fik vi praktiske og intellektuelle bevægelser. Sådan fik vi højskoler, fordi vi fik elever af Grundtvig. Sådan fik Luhmannismen sine fans i DK, fordi de valte Luhmann, og derved blev de elever af ham, hvorved Luhmann blev en lærer og så videre og så videre. Den pædagogiske videnskab og alle andre videnskaber, i Danmark og i alle andre lande, er fuld af den her slags elever og lærere. Det er på den måde ord springer mellem generationerne; et spring fra det et bankende og aktivt lærerhjerte til håbefulde og myldrende af elever, som bærer de springende ord videre i livet.

Gælder symbiosen kun for voksne og for universiteter? Nej, den gælder også i 4.c på en skole i Hjørring. Først lige der, hvor tomme kompetencemål og abstrakte børn forsvinder, først der hvor en elev vælger sin lærer, og at læreren derved bliver lærer, starter pædagogikken. Jeg kan huske mange af mine egne skolelærere på den måde, det er faktisk det almindelige. Jeg har derimod aldrig lært et dyt af en lærer, som jeg ikke var tiltrukket af. Og hvis jeg har den mindste fornemmelse af, at hans undervisning er struktureret efter indholdstømte og livløse kompetencesystemer, så vil jeg aldrig aldrig vælge ham, heller ikke for at redde den offentlige skole. Pædagogikken er trods alt vigtigere end en folkeskole beboet af undervisningseksperter og didaktiske konsulenter. Og alle de lærere, jeg kender, arbejder fra dag 1 på at opbygge en form for symbiose med deres elever og klasse, og faget og indholdet er ikke udefrakommende rammer. De er en del af symbiosen selv.

Denne symbiose mellem lærer og elev er en slags befrugtning, og den har frugter. Ny bøger, nye ideer og nye opfindelser; nye skoleformer, nye venner og nye interesser. Når eleven og læreren forlader deres funktionelle roller og forbinder sig med hinanden og stoffet, så befrugtes der, så plantes nye vækster. Husker nogen filmen Lærenemme Rita, der handlede om netop sådan en symbiose? Og "sker" symbiosen, i tilstrækkelig grad, så udvikles hermed nye pædagogiske ideer, tilgange, metoder, nye ord, nye opgaver, nye aktiviteter. Det er sådan, at en skole får liv. Det er sådan, næste generation bliver født som mennesker i vores samfund. Lyder det erotisk? Lyder det som kærlighed? I så fald er det næppe tilfældigt. Det er en form for pædagogisk flirt og emotionel kontakt, der knytter sind og kroppe til hinanden, og som omdanner funktionelle roller til virkelige lærere og elever, der kun er til, fordi den anden også er det. Ligesom et fysisk samleje omdanner neutrale og lige borgere til en følelsesmæssig spændstig samhørighed, hvor man glemmer, at man er borger. Og ligesom Platon i sin berømte dialog Symposion beskrev, hvordan sandhed og visdom var resultatet af guden Eros’ arbejde. Det sidste kan man læse om i Ulla Thøgersens glimrende bog om begærets rolle i pædagogikken, der udkom sidste år på Aalborg Universitetsforlag.

Alt dette er godt, men det indebærer en fare. For befrugtningen sker jo i afhængighed, og pædagogikkens egen frugt bliver derfor også alt for let afhængighed. Det kan man se af Luhmann-eleverne herhjemme. De er bundet i en mekanisk symbiose. Det er der også mange andre, der er. Det er lidt normalt, selvom det er dårligt. Der er altså et problem her. Et kæmpepædagogisk problem. Målet er at få en elev, der vælger sin lærer, som derved bliver lærer for en elev, men dette mål afføder tendentielt en mekanisk frugt, der ikke giver vækst og energi i samfundet, men tværtimod afvikler al plural vekselvirkning i enøjet og underdanig kopiering. Det, som skulle have været eftertænksom genskabelse, er blevet til simpel efterligning, der vil af med holdninger, filosofi, traditioner, dannelse, normativitet, folkelighed og så videre.

Måske kender du dette fra, hvis en elev bliver for opslugt af dit perspektiv, så han eller hun nærmest overtager dine ord, og man bliver ubehageligt stemt ved dette tegn på afhængighed. Faktisk burde man på en måde være glad, fordi man er ved at få sig en elev, hvorved man er ved at bliver en lærer, men man er ikke glad, man er bedrøvet. Man synes, eleven er for fedtet og klæbende. Man kan ikke finde ud af det. Man har slet ikke lyst til at være lærer på den måde, som jeg ellers lige har sagt er den rigtige måde. Langt om længe bliver du til en lærer, fordi en elev har valgt dig som lærer at blive til elev i nærheden af, og så vil du alligevel ikke? Er du ikke et skarn?

Ok, er I med på problemets karakter? Nu kan det stå og vibrere lidt, mens jeg cykler en tur i Berlin, hvor jeg netop nu befinder mig. Måske dukker der noget op? Det skulle der gerne gøre….

Så er jeg tilbage. Spørgsmålet er altså, hvordan vi kan fastholde et erotisk element i det pædagogiske forhold, samtidig med at den nye trang til at være sammen og den nye afhængighed ikke blive for reproducerende og klæbende, og dens frugter derfor for mekaniske; men så det modsatte sker, altså en genskabelse af lærerens ord i offentlig frihed? Vi er nu i maskinrummet, som det hedder.

Formålet er at omdanne den symbiotiske og lukkede afhængighed til at blive en fri del af kulturens synteser og vekselvirkning. Symbiosen skal blive til en syntese. Ligesom når samlejet, som jo er intimt og privat, bliver blive til et ægteskab, som er en offentlig syntese. Og hvordan sker det? På en hel anden måde end i ægteskabets syntese. Første svar er: Ved passivitet. Gør intet. Altså ikke ”intet” på den dovne måde. Gør intet på den måde, at du ikke giver eleven de forklaringer, han hele tiden beder dig om. Tving din nye elev til at studere materien i stedet for at studere dig. Svaret findes i bogen. Tving en afstand igennem ved ikke at give din elev forklaringer. Luk din mund, og undgå også ros. Rosen ender blot i et rosekapløb, hvorved alle mister deres selvstændighed. Rosen fører til mere symbiose. Man kan rose sin elev overfor andre, blot ikke over for eleven selv, men del gerne den overraskende glæde, når noget går op.

Det andet svar er at spørge og undersøge, altså at kritisere. Ikke på evalueringsmåden som ”nu mangler du kun to ting for at være en fremragende duracellkanin”, som Lars Goldschmidt fra Dansk Industri siger det i Ny Nordisk Skoles dialoggruppe, men på materiemåden; se hvor langt du kan komme ned i elevens tekster, som selv er et arbejde med de tekster, som du har givet ham plus nogen, han måske selv har fundet. Men dyk ikke længere ned end det punkt, hvor teksterne selv kan svare. Denne proces vil ende med at føles som en vild kritik, som vil binde eleven endnu tættere til dig end før. Han vil elske dig for det, hvis han er en virkelig elev. Hvilket blot vil kræve yderligere disciplin fra din side. Du føler dig måske smigret, men giv ikke efter. Fasthold elevens opmærksomhed på materien ved at fastholde dig selv som læreren, ham som kun fortæller, men intet forklarer, men som kun disciplinerer og kritiserer.

Jeg iler med at tilføje, at man rundt om hele denne proces efter min opfattelse må omgås eleven med interesseret venlighed. Spørg til Liverpools seneste resultater eller til, hvordan det går med Anne Linnet som x-faktordommer, eller hvad I nu interesserer jer for.

Men det er stadig lidt mekanisk. Rådene om at være passiv og kritisk bliver for let til en metode. For passiviteten må ikke blive en ydmygelse for eleven. Så er der risiko for, at eleven forlader stuen eller bliver til slave, og så er alt blot værre end før.

Man må holde den passive og kritiske aktivitet sammen med en altid vågen opmærksomhed. Hvad sker der? Hvad er der ved at ske? Hvad er eleven ved at blive til? Hvordan sættes sætningerne sammen? Hvad sker der, hvis jeg står her? Eller der? Er der gråd eller latter i nærheden? Hvor er Eros? Det er en vågen passivitet, som udvikler sig i samspil med elevens forsøg på det ene og det andet og lærerens kritik, det er en form for koreografi, en dans eller en leg, som er alvorlig. Det er det, som fænomenologen Max van Manen mener, når han taler om pædagogisk takt.

Nu er vi i nærheden af essensen. Den pædagogiske relation er ikke funktion, den er heller ikke blot erotisk, Nej, den er et kunstværk. Det er en bygning, en opbygning, en dannelse. Det er en ting, der lokker folk ind i dens ring, som klemmer på organerne og åbner munden og følelserne. En elev der vælger en lærer, hvorved eleven bliver til elev og læreren til lærer er en bygning, et slot, en ting, et inferno, en samling, der ændrer alt. Det er en svamp, der suger al energi ind i sig felt, så når man trykker let på dens overflade, så strømmer vandet ud fra alle sprækker. Der bliver ingen uddannelse uden følelsernes, kritikkens, disciplinens, holdningernes, materiens, venlighedens, legens og kunstens bygning. Det er det, en pædagogisk relation er; det er det, som elever og lærere er skabt af. Hvorfor står det ikke i læreruddannelsens pejlemærker? Fordi dens arkitekter ikke ved, hvad det er (bureaukraterne), eller fordi de er imod det (luhmannianerne).

Den dag jeres mester-elevforhold ophører, kan I enten få jer et godt grin over det hele, eller også er du lagt for had for evig og altid (især hvis du glemmer at være venlig). Uanset vil du efterfølgende se virkelige frugter af jeres pædagogiske erotik og syntese. Så vil du se dig selv i din elevs frie virke i samfundet i selvstændig ærbødighed eller uden en eneste reference som tak.

Men evidensdrengene og professionshøjskolerne mener, at uddannelse og pædagogik skal tømmes for holdninger og følelser, og at vi skal have ”den metodiske antihumanisme” på banen. Det har de skrevet med blæk og det hele. Hvis det ikke var fordi, det var så sørgeligt, så ville det være komisk. Det får vi ingen lærere ud af, og heller ingen elever. That’s for sure. Og hvis der ikke findes lærere og elever i samfundet, så kan samfundet ikke genskabe sig selv. Det er blot det, der er på spil. Os selv. Men hvem er vi egentlig? Finder man ud af det, så bliver man en lærer.