Tidligere var teorien bag skolen, forenklet sagt, Grundtvigs og Løgstrups tanker om at, meningen er at vække og oplive mennesker til tilværelsesoplysning og demokrati. I dag gælder sociologen Niklas Luhmanns systemteori om, at meningen er at reducere tilværelsens kompleksitet ved at iagttage – denne systemteori er i dag blevet det fattige skolepolitiske grundlag. Man kan undersøge ideologierne hos de (reelt få) magtfulde folk bag folkeskolereformen - som bekendt blev til helt uden folkelige diskussioner og indsamling af skoleerfaring og viden, altså helt modsat god dansk tradition gennemført med topstyrende politiske manøvrer. Man finder bag skolereformen Christine Antorinis tanker i tæt parløb med sociologen Henrik Dahls begejstring for Luhmann, man finder Lars Qvortrups og Jens Rasmussens tætte parløb om Luhmann og skolen, og man finder parallelt Claus Holms afvisning af Grundtvigs og Løgstrups tilværelsesoplysning. Der er derfor god grund til at se på den luhmannske tænkning, hvis man vil et dybere spadestik ned og finde ord for, forstå og udtrykke kritik af folkeskolereformens menneskesyn, der er ved at tage livet af børn, forældre og skolefolk; troen på det menneskelige er ved at forsvinde.

I Luhmanns sociologiske tænkning er der ikke bestemte fortællinger, som gælder i den almene fælles kultur. Verden er som sådan tom, der er ingen essens. Der er ikke noget fundament, og verden består af massevis af systemer, som har hver sin indre logik, som ikke er i kontakt med andre systemers logik. Samfundet og dets institutioner er ifølge Luhmann differentieret i en masse forskellige funktionssystemer som fx økonomi, ret, uddannelse, kærlighed, sport, kunst mv. Hvert system har sin særlige logik, og systemerne er lukkede og kan altså ikke komme i kontakt med hinanden.

Alle systemer er autopoietiske, dvs selvkørende, og systemtænkningens erkendelsestanke er, at teorien kan en eneste ting, nemlig iagttage. Ved at vi iagttager, drager vi en forskel, fx operer retssystemet ved forskellene mellem ret/uret, men ret/uret bygger ikke på fx Bibelens 10 bud, der er ingen faste holdepunkter. Vi kan med den systemteoretiske tænkning kun iagttage og drage forskelle, vi kan på ingen måde inddrage normative bedømmelser. Når der træffes en eller anden beslutning i fx uddannelsessystemet, så kunne der nøjagtig lige så godt være truffet en hvilken som helst anden beslutning. Teorien implicerer ingen idealer, ingen værdier, ingen holdninger. Luhmanns forståelse af, hvad mening er, er angivelig helt usentimental og helt uden illusioner om humanisme og mening i en dybere forstand. Luhmann forklarer mening som håndtering af kompleksitet: ”Med enhver mening, med en hvilken som helst mening bliver en ufattelig høj kompleksitet (verdenskompleksitet) konfronteret og holdt parat til brug for psykiske og sociale systemers operationer.”

Menneskesynet i Luhmanns teori er svær at få øje på, for det hele foregår i systemer: Kommunikation, kultur, organisationer. Systemerne er flygtige og luftige og forsvinder i det øjeblik, de etablerer sig. Mennesker er mere funktioner, strukturer og konstruktioner end egentlige personer, som reelt kan fortælle hinanden noget om verden eller om samfundet. Man er som menneske i systemtænkningens univers snarere strukturer i systemer af kommunikation. Luhmann opfatter kommunikation adskilt fra bevidstheden, de to størrelser er omverden for hinanden: ”Således er alle kommunikationssystemer koblet til bevidsthedsforløb. Uden bevidsthed ingen kommunikation. Men det betyder netop ikke, at bevidsthedsforløb […] som sådan kan være elementer i en kommunikationsproces”.

Luhmans systemtænkning går ud på at differentiere samfundet i funktionssystemer, som alle hver især er autopoietiske. De enkelte systemer er ikke i kontakt med hinanden, og systemerne er hver især operativt lukkede om et indre paradoks, som opstår, fordi der ikke er nogen svar på, hvad meningen egentlig er med de selvkørende systemer.

Luhman mener, at organisationers grundlæggende måde at operere på er ved at træffe beslutninger. En beslutning er imidlertid altid i bund og grund ubesluttelig, for det at træffe beslutninger er ”blot” at fiksere forventninger. Så i det øjeblik en beslutning etablerer sig som beslutning, så opløses den faktisk, fordi den peger på, at en række andre beslutninger kunne have været truffet.

Luhmann ser altså organisationer, herunder pædagogiske institutioner, som en slags maskiner, der fungerer ved at træffe beslutninger, som grundlæggende træffes for at kunne håndtere kompleksitet. Men da nye beslutninger øjeblikkelig avler behov for andre nye beslutninger, så er det som en slags evighedsmaskine, der driver organisationen af sted. Kommunikation ses slet og ret som et teknisk element i denne evighedsmaskine.

Luhmanns tanker betyder, at pædagogikken skal stræbe mod at være så ren og objektivt iagttagende som mulig, dvs. den skal anvende pædagogiske metoder, der virker - uafhængigt af indhold og uafhængigt af de konkrete læringsomstændigheder. Men det skal kritisk anfægtes, for man kan ikke se bort fra størrelserne: kontekster, praksisser, værdier, betydninger: Pædagogik handler simpelthen om forholdet mellem fagenes begreber og elevernes erfaringer.

Spørgsmålet er, om Luhmanns systemtænkning, der er uden essens og fundament, i virkeligheden er så  neutral og objektivt iagttagende, som den selv påstår? Er ikke alle erkendelsesteorier ontologiske (dvs. spørgende efter hvordan vi er til)? Spørgsmålet er, om der ikke bag enhver erkendelsesteoretisk antagelse, uanset om man er det bevidst eller ej, er et subjektivt verdensbillede?

Under alle omstændigheder er der et magtforhold og et samspil mellem tænkning, samfund og pædagogik. Derfor må både de pædagogiske institutioner og den enkelte professionelle forholde sig analyserende og kritisk til systemtænkningen. For som Zygmunt Bauman, der bidrager til en væsentlig sociologisk kritik af den værdineutrale, systemiske (og konstruktivistiske) og ikke-normative tænkning ironisk udtrykker det ”Udtryk som ´livet er helligt´ eller ´moralsk pligt´ lyder lige så fremmede under et sociologisk seminar, som de gør i et røgfrit, hygiejnisk bureaukratkontor”.

Er det ikke netop en moralsk pligt at sætte sig til modværge mod en livsopfattelse som Luhmanns systemiske og konstruktivistiske tro på mennesket som intet andet end: Systemer?

Referencer:

Antorini C,  Dahl H, Goldsschmidt L (2001) ”Det ny systemskifte” Gyldendal

Bauman Z. (1994) ”Modernitet og holocaust”. Hans Reitzels Forlag.

Holm C & Baumann A (2012). ”Ny Nordisk Pædagogik” BUPL.

Luhmann(1997) Kneer G. & Nassehi (1997) “Niklas Luhmann”. Hans Reitzels Forlag. Kapitel 2 Systemteori som interdisciplinært paradigme & kapitel 3 Teorien om sociale systemer.

Luhmann N. (2010) Lauridsen S. (2010) ”Luhmanns systemteori og grundbegreber”. http://professionsviden.dk/sociologi_professionsviden/luhmanns_systemteori

Luhmann N. (1992) ”Hvorfor systemteori?” I Jacobsen J.C. (red) Autopoiesis Politisk revy. Side 10-20.

Luhmann N. (1993) red. Cederstrøm J. Qvortrup L, Rasmussen J. 3.udg. 1997 ”Læring, samtale, organisation Luhmann og skolen” Unge Pædagoger