Anmeldelse

Hae-Jin

Klik for at skrive manchettekst.

Offentliggjort Sidst opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Dokumentarfilm har på dvd/35 millimeter den fordel, at de ikke begrænses af tv-mediets snævre tidsgrænser. Det gør det muligt at dvæle og få tid til refleksion. Liselotte er barn i Rungsted, men undervejs i sin opvækst får hun at vide, at hun er et koreanerbarn, og det bliver starten på en identitetsrejse, som bringer hende langt omkring.

Hun tager til Seoul, Paris, New York og Seattle og træffer familie og andre ligesindede med rødder i det koreanske, en erkendelsesrejse, som hun selv kalder det, uden formulerede forventninger til mødet med biologien. Man sporer dog en vis skuffelse ved mødet med moderen, nok især fordi de ikke har et fælles sprog, mens det går bedre med resten af den efterhånden ret store familie (der kan registreres 2.000 år tilbage!), som har engelsk til fælles og derfor kan udveksle tanker og følelser.

Hun bliver vældig international, og det er vel egentlig noget af det lykkeligste, der kan hænde et moderne menneske i den globale landsby. Den koreanske familie viser sig at være spredt over store dele af kloden, og det mest spændende ved filmen er nok at opdage, hvor meget det faktisk betyder for hende selv. Fotografen, som er Hae-Jins mand, uden at det ses af filmen, har været med på hele turen; han er den tavse kameraholder gennem den udvikling, som filmen dækker, og filmen bliver derved en flot dokumentation af, hvad identitetsudvidelse gør ved et menneske.

Filmen kan tænkes anvendt til folkeskolens ældste til oplæg om identitet og migration, men den stiller store krav til seere i folkeskolen.