I forsøget på at få styr på udgifterne til den vidtgående specialundervisning er ansvaret først blevet skubbet fra amterne ned til kommunerne, men det hjalp ikke, og mange steder er man så gået i gang med at skubbe det ned til den enkelte skole. Det kaldes på nysprog »inklusionsfremmende« styringssystemer, fordi skolelederne bliver nødt til at bruge inklusion til besparelse, når de skal finde pengene til specialundervisning inden for skolens eget budget.

Det er ikke sjovt, hvis man har en elev med et åbenlyst retskrav. Men i stedet for at sige fra opadtil falder flere og flere skoleledere for fristelsen til at sende aben ned til lærerne ved ganske enkelt at meddele dem, at de ikke må indstille flere elever til skolepsykologisk udredning. Denne praksis er lovstridig. En skoleleder har ikke ret til at afvise at modtage en indstilling til skolepsykolog, afgivet af læreren med forældrenes indforståelse.

De færreste skoleledere vil formentlig optræde så klodset, at de skriver noget ned om det her. De vil i stedet give lærerne et vink med en vognstang om, at indstillinger er særdeles uvelkomne, hvorefter mange lærere vil rette ind af ren og skær frygt for repressalier. Officielt vil beslutningstagerne så bryste sig af, at inklusionen er lykkedes. Reelt har systemet begået en regulær svinestreg iscenesat fra toppen, og alle skolens professionelle har ladet sig fedte ind i medansvaret.

Hvis nogen mener, at jeg overdramatiserer, kan det oplyses, at næsten halvdelen af lærerne i en Megafonundersøgelse allerede i 2009 oplyste, at de i deres klasse havde elever, der ikke var blevet indstillet til vidtgående specialundervisning, selv om behovet var åbenlyst.