I mange år efter udskiftningen af den undervisnings- og uddannelsesvenlige delte folkeskole med det lighedsideologiske ensgørende befolkningseksperiment i 1993 levede den pædagogiske tænkning højt på en helt urealistisk ønskeforestilling om, at sammenblandingen af bogligt dygtige og svage i samme klasse var til stor gavn for de svage, der fik hævet deres uddannelsesniveau ved de dygtiges blotte tilstedeværelse. Samtidig hævdede man, at sammenblandingen også var en løftende faktor for de dygtige, der jo skulle gøre sig umage for at hjælpe de fagligt svage. Da denne såkaldte klassekammerateffekt nu for længst har vist sig omvendt at virke niveausænkende for de dygtige uden at løfte de svage nævneværdigt, har man alligevel stædigt valgt at holde fast i den som et dogmefæstnet falskneri, der er nødvendigt at opretholde af hensyn til forsvaret for den niveausænkende udelthed. For nylig udtalte socialforsker Lars Benjaminsen i Politiken ganske modererende, at resursesvage godt kan tænkes at blive løftet ved at være sammen med resursestærke, mens de stærke »ikke trækkes ret meget ned« ved at være sammen med de svage. Det erkendes altså nu, at de svages løft er usikkert og for det meste tvivlsomt, mens de stærke faktisk trækkes niveaumæssigt ned. Vi har altså i dag en folkeskole, der er indrettet, så en hel elevgruppe trækkes uddannelsesmæssigt ned ved at opholde sig i den. Er det en god folkeskole, der er indrettet til at sænke niveauet for de dygtige elever? Bør en sådan folkeskole ikke snarest muligt udskiftes med en skoleform, der dog i det mindste ikke sænker uddannelsesniveauet for nogen elever?