Kære Anders Bondo Christensen!

Da jeg har gennemført foreningens glimrende organisationsuddannelse og i øvrigt er ved at være en gammel dreng, kender jeg til forskellen på overenskomster, arbejdstidsaftaler og lovindgreb, og som du ser jeg også helst, at en spade kaldes for en spade.

Lad mig uddybe, hvorfor jeg ser forøgelsen af det maksimale elevtal som et snigløb af vores overenskomst, og hvorfor det skal tages noget mere alvorligt, end dit svar i Folkeskolen nummer 8 antyder.

En overenskomst er forhåbentlig resultatet af et seriøst arbejde, blandt andet baseret på folkeskolelovens beskrivelse af arbejdsopgaven med hensyn til fag, minimumstimetal og klassestørrelse. I den danske model forhandler arbejdsgiver og arbejdstager, og begge parter forventer, at resultatet har gyldighed.

Når en kommune søger dispensation fra loven og får den, betyder det, at grundlaget for overenskomsten er ændret. At ministeren ikke respekterer sin egen lov (gad vide om folkeskolelovens forligspartier overhovedet er blevet hørt?). At den ene part i overenskomsten ikke er hørt (og det i en organisation, der skal undervise i og opdrage til demokrati). I tilfældet med maksimalt 35 elever giver det også 25 procent overarbejde med rettearbejde, elevsamtaler, elevplaner, skole-hjem-samarbejde og klasselæreropgaven.

Jeg har forståelse for, at lærere ved kollegers sygdom kan undervise mere end 28 elever; men at kommunen planlægger det, er vel ulovligt, hvis lovens bogstav skal have gyldighed?

Den ringeagt, vi her udsættes for, er helt uhørt.

Kunne man forestille sig DLF søge dispensation, så den maksimale klassestørrelse blev 23 elever - og så få dispensationen uden inddragelse af kommunerne?

Svar

Kære Nils-Jørn Hyltoft!

Tak for din uddybning. Jeg er helt enig med dig i, at hvis politiske beslutninger afgørende ændrer forudsætningerne for en indgået aftale, må vi naturligvis tage det op. Vi så det eksempelvis med indførelsen af elevplaner, hvor en række kredse/tillidsrepræsentanter efterfølgende indgik aftaler.

I forhold til ansøgningerne om dispensation om maksimal klassestørrelse har jeg hæftet mig ved, at ministeren har givet udtryk for, at hun ikke er positiv, hvis det drejer sig om et besparelsesprojekt. Efter min vurdering bør det betyde, at ministeren vender tommelfingeren nedad i forhold til ansøgningerne. Vi vil følge det nøje. Jeg skal beklage, hvis mit første svar kunne forstås som et hovski-snovski-svar. Det var ikke meningen.

Anders Bondo Christensen, formand for DLF