Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Tør vi fortsat have visioner med udsigt til elendighed og armod i den danske folkeskole og i det danske velfærdssamfund? Vi har visioner og ambitioner for skolen og dens udvikling: Bred faglighed skal være i top, kreativitet, at tage ansvar, fællesskab og samarbejdsevne, eleverne skal udfordres og udvikle sig, bidrage til demokratiet i samfundet. På det overordnede plan er vi i Danmark tilsyneladende enige om, hvad vi vil med skolen. Måske er visionerne om skolen de skarpeste argumenter mod de forringelser, man i kommunerne står over for eller midt i.
Folkeskolen er en grundpille og en stor del af sammenhængskraften i Danmark. Det er vi som samfund ved at sætte på spil.
Jeg savner regeringspolitikere, der forholder sig realistisk og ordentligt til lærerfyringer, flere elever i klasserne, manglende specialundervisning til elever med behov og andre økonomiforbedrende tiltag. De lader. som om skolen blot kan køre videre på samme niveau som nu - som om ingenting er hændt eller er på vej til at hænde. Det er at lukke øjnene og vende det døve øre til. Der er sammenhæng mellem økonomi og kvalitet. Det kræver investeringer i fremtiden og en anden politisk prioritering.
Jeg savner kommunale politikere, der ansvarligt og ærligt siger fra over for den her udvikling. Hvordan kan man forestille sig, at 35 elever i klassen giver eleverne lige så gode læringsmuligheder som 25? Hvordan kan man forestille sig, at 38 lærere kan udføre det samme stykke arbejde som 40? Det er uansvarligt at påstå.
Det kan være svært at bevare optimismen, men hvad skal man som lærer ellers leve af? Hvad skal være det brændstof, der får en til fortsat at mene, at vi har verdens bedste job? Hvordan kommer vi ud på den anden side af nedturen med visionerne og optimismen i behold?
Der bliver i høj grad brug for at gå på to ben. På den ene side skal vi råbe højt og vedvarende, når de politiske prioriteringer betyder forringelser - samtidig skal vi fortsat gøre det, der giver mening og skaber kvalitet i undervisningen.
Der skal fortsat være plads til lærere, der er professionelle, engagerede og motiverede. Den plads skaber vi ved at gøre skolen attraktiv for elev, forælder, lærer og leder. Ved at give frihed, gode vilkår og en ordentlig økonomi til skolerne inden for den fælles ramme, folkeskoleloven angiver. Og på alle måder bakke skolen op.
