Skiftet fra Fogh til Løkke har givet anledning til overvejelser om, hvad vi fik fra Fogh, hvad vi mistede undervejs, og hvad vi nu kan vente os. Lars Løkke Rasmussens Fidel Castro-lange tiltrædelsestale røber ikke meget om det sidste - ud over at Dansk Folkeparti fik en morgengave i form af en sænkning af den kriminelle lavalder. Vistnok. Helt sikkert. Måske.

Og fordi ikke alle kan se Fogh-periodens lyksaligheder, skærer undervisningsminister Bertel Haarder dem ud i pap. Regeringen har storsejret i kulturkampen, fortalte han - ikke den 1. april, men tre dage senere - i et veloplagt interview. »Der er flyttet flest hegnspæle på undervisningsområdet«. I 1990'erne blev der ført en skole- og uddannelsespolitik, som lærere og akademikere kunne lide, men som svigtede de svage. »Men nu har befolkningen fået den skolepolitik, den gerne vil have«. Og kritikerne glemmer succeserne, som viser, at der er sket et gennembrud for øget faglighed, mener Bertel Haarder. Som det eksempel nævner han så ... elevplanerne, »der har løftet skole-hjem-samarbejdet op i et højere gear med fokus på faglighed«. Han sætter også tal på succesen: »Nu er 60 procent af lærerne for elevplanerne!«

Hvilke elevplaner? fristes man til at spørge, selv om svaret nemt vil kunne ødelægge den festlige sejrsstemning. Tænker ministeren mon på de svulmende planer, som beskrives i bekendtgørelsen? Som ingen har realiseret. Eller tænker han på de afkrydsningsplaner, som praktiseres af mange, men som er tømt for al saglig mening? Og som figenblads-ærbart camouflerer, at lærerne spilder kostbar arbejdstid.

Men altså: Regeringen har storsejret. Kun ét sted i kulturkampen har den fejlet. Medierne får ikke modspil nok, siger Haarder og anklager journaliststanden for at skabe en »fundamental skævhed i debatten«. Om den skyldes, at journalister er »kulturradikale, venstreorienterede eller bare uvidende«, ved han ikke. Det gennemsyrer bare det hele.

Selv om det farligste sted, man kan tage en mand, er på ordet, så prøver vi alligevel. »Jeg kan ikke forstå, at ingen nogensinde spørger til, hvad tingene koster, og ser kritisk på udgiftskrævende forslag. Der er ikke én journalist, der kunne drømme om at tage den vinkel ind, at der er nogen, der skal betale for det«, lyder ministerpåstanden.

Lad os tage et enkelt eksempel - de nationale test. De blev sat i gang i 2004 med begrundelse i Pisa-rapporterne (som ganske vist viser, at der ikke er evidens for, at nationale test virker positivt. Men lad os ikke forstyrre af støj fra virkeligheden, lad os teste ministerens pengesnak:)

Testprojektet skulle koste 27 millioner kroner. Foreløbig er prisen nu på 110 millioner. På folkeskolen.dk kan man se, hvor tidligt og hvor ofte nærværende medie har set kritisk på sagen - og økonomien - 81 artikler er det foreløbig blevet til. Men nedbøjet, selvkritisk må vi erkende, at vi ikke har regnet kommuners og skolers udgifter med. Heller ikke den tid, lærerne har spildt, er med!

Det er i sandhed en politisk og økonomisk stinker.

Thorkild Thejsen, ansv. chefredaktør, tt@dlf.org