I Folkeskolen nummer 6 sætter Leif Vestergaard på vegne af sine kolleger fra Stjernevejskolen i Hedensted spørgsmålstegn ved hovedstyrelsens beslutning om at bruge fem millioner kroner på projektet »Vi læser for livet«. Angiveligt fordi beløbet anses for en ekstravagant udgift i forhold til at forbedre lærernes løn- og arbejdsvilkår.

Jeg kan ikke være mere uenig. Når jeg i hovedstyrelsen varmt bakkede op om beslutningen, skyldes det, at jeg betragter anvendelsen af de fem millioner kroner som en investering.

Med denne satsning har vi en mulighed for at være i front og sætte dagsorden flere år frem, i forhold til hvordan folkeskolen skal udvikle sig inden for læsningen.

Vi har nu i mange år måttet stå for skud i forhold til beskyldninger om, at vi er dumpet, fordi mange elever stadig ikke læser godt nok. Og samtidig har snart sagt ethvert politisk parti kommet med krav om, at nu skal der gøres noget ved miseren, uden at der reelt er sket noget som helst - eller måske endnu værre: At test og centrale direktiver har medvirket til at give dårligere resultater og en dårligere skole.

Det drøftede vi indgående i hovedstyrelsen i december, og vores helt klare vurdering var, at der ikke ville komme konkrete folkeskoleinitiativer på denne side af et folketingsvalg.

Derfor besluttede vi at tage teten i forhold til at vise, hvordan vi mener, man udvikler skolernes læseudvikling i en positiv retning - ikke baseret på »synsninger« eller forskellige ideologiske indfald, men på baggrund af ekspertviden og viden fra de mange gode tiltag, der allerede i dag finder sted ude på mange skoler og i mange kommuner.

DLF's initiativ om at satse på læsning og skrivning på mellemtrinnet og i udskolingen er ikke opfundet ud af den tomme luft, men er blevet formuleret efter rådgivning fra en række af de fremmeste læseeksperter. At anvende fem millioner kroner af foreningens midler til projektet er for mig at se en ren investering. En investering i at højne den enkelte lærers arbejdstilfredshed og selvagtelse, en investering i at profilere lærerne i skoledebatten og en investering i at få vendt skoleudviklingen fra regler, test og centrale direktiver til at gøre de lokale initiativer dagsordenssættende. Alt andet lige burde det også medvirke til at forbedre arbejdsmiljøet for lærerne ude på skolerne.

Hvis man så sammenligner beløbet med, hvad andre fagforeninger bruger på diverse mere eller mindre opfindsomme annoncekampagner i dagspressen, er jeg overbevist om, at vi får mere for pengene med denne satsning.