Kommunerne har længe haft ambitioner om at bruge færre penge på børn med særlige behov. Sprogbruget i denne politiske ambition har været underlødigt. Vi kender begrebet rummelighed. Et begreb, man ikke kunne være uenig i, dengang dets definition svævede luftigt i vinden. Efterhånden som det blev klart, at den politiske ambition alene var at placere børn med særlige behov i en normalskole, som ikke kan dække behovene, opstod et nyt begreb i kommunerne, inklusion.

I starten var inklusion et parallelbegreb i forhold til rummelighed. Derfor var der så meget mudder i debatten om, hvordan rummelighed og inklusion egentlig skulle tolkes.

Til trods for at mange akademiske medarbejdere er ansat i kommunerne og i KL, gør de sig fortsat umage for ikke at leve op til den akademiske disciplin, begrebsafklaring.

Vi hører nu om kommuner, hvor inklusionen er en succes. Det er bare ikke inklusionen, der er en succes, men rummeligheden. Bevægelsen, hvor børn, som har særlige behov, visiteres til undervisning i normalskolen, er lykkedes.

Der er ikke samme succes, når det gælder inklusion, da normalskolen ofte ikke inkluderer kvalificeret. Billedet er det samme i mange kommuner. Børn med særlige behov får ikke den undervisning, de har krav på, da lærerne ikke har forudsætningerne for at inkludere dem. Den rummelige skole belaster hæmningsløst både lærerne, normale børn og de børn, som har særlige behov, når inklusionens troværdighed mangler. Betegnes dette som en succes, lugter det fælt.

Behovet for en ministeriel definition af den inkluderende folkeskole og en opdateret vejledning, kommunerne skal forvalte efter, er ikke til at komme uden om.