Flere og flere skoler niveaudeler i et eller andet omfang eleverne efter deres evner, fordi det er den bedste måde til sikring af, at såvel bogligt svage som dygtige får det største udbytte af undervisningen. Og samtidig sidder pædagogiske eksperter og DLF på deres ideologiske højborge langt fra den praktiske skolehverdag og brygger kunstige forklaringer sammen om, at niveaudeling slet ikke er godt for eleverne, selv om det er virkningsfuldt ude i klasserne. I stedet bør lærerne benytte undervisningsdifferentieringen, som aldrig har været praktisabel i udeltheden. Og når eksperterne bare holder sig langt fra klasserne, så er det lettere at vide, præcis hvordan undervisningsdifferentieringen skal praktiseres. Og Dorte Lange ved endvidere, at kammeratskabseffekten, der effektivt trækker de dygtige ned på den ideologisk krævede middelmådighed, har stor betydning for svage elever. De dygtige bliver tilstræbt dummere af effekten, men lærer til gengæld at vise tålmodighed og lærer at lade sig nøje med et for deres evner lavt undervisningsniveau. De dygtige bliver kuet i udeltheden. Og at blive holdt nede i uddannelsen er vigtigt for kommende erhvervsledere, mener Lange. Derfor er niveaudelingen skadelig. Det er imidlertid på de niveaudelte hold, at de dygtige får muligheder for at lære mest og dermed distancere sig fra det niveau, de svage magter at komme op på. Og også derfor er niveaudelingen skadelig. Folkeskolen må aldrig blive indrettet til at tage ringeste hensyn til de dygtige. De dygtige må gerne være i skolen. Men skolen må aldrig blive for dem. Det er for at undskylde de dygtiges ophold i skolen, at man prøver at bilde befolkningen ind, at de dygtige med klassekammerateffekten trækker de svage op.