Af og til er skolenmodsætningernes holdeplads! Tag nu for eksempel musikundervisningen: Nogle steder hænger faget i laser. Andre skoler formår at banke musicals op til glæde for elever og forældre.Mange børn elsker at optræde og vil være stjerne for en aften. Men musikkan være et af de fag, der tones ned og gives til årsvikaren eller den sidstansatte. Ganske uansvarligt!

Når man som lærer (og jeg har prøvet det) har været væk fra faget et par år, er det en bet at få et dårligt skema. Man kan møde en skoleleder, der siger: »Du skal have musik og biologi. Og du skal ind i en 7. klasse, hvor pigerne ikke kan fordrage hinanden. Vi ønsker dig held og lykke!«

Jeg tror, de fleste lærere har haft brug for en pause på livets skæve keglebane. Men at sige ja til musiktimer - blot for at komme tilbage i folden - er et skråplan.

Man skal som træt lærer stille nogle krav til den tandløse leder: Musikundervisningen skal varetages af folk med linjefag. Eller en ildsjæl! Og det finurlige er, at de faktisk går rundt på skolerne og gemmer sig!

Hvorfor skærer skolelederen ikke igennem og siger: »Vi giver ikke musiktimerne til en mand, der ikke engang kan spille på redekam!Vi trækker på de uddannede folk!«

Forklaringen er, at faget kræver sin mand/kvinde. Man kan elske sit fag så meget, at det gør ondt at undervise i det. For der er i visse tilfælde ingen respekt for de kreative fag. Når den trætte degn forsøger sig som musiklærer, bliver det total glidebane - en ond cirkel, hvor glæden ved faget ændres til mavesmerter og sygedage.

Måske kan det hjælpe, hvis den uddannede musiklærer slapper lidt mere af og erkender, at oplevelser og selvværd skal i højsædet hos eleverne.

Produktet er ikke altid perfekt. Det behøver det heller ikke at være. Der kan ligge en succes i, at vi som klasse fik banket det her op. Vi var sammen om det, og forældrene kom og klappede.

Hvis den tandløse skoleleder oven i købet interesserer sig for musiktimerne, er vi nået et godt stykke videre.