Som lærer er min erfaring og påstand den, at mobning begynder med den tolerancekultur, børnene opdrages til, og som de møder hos deres forældre og i skolerne, og som bliver anslagsgivende for, hvorvidt de udvikler evnen til at acceptere forskelligheder. Og det slutter hos dem, som vælger at tage sig af det.

Der er muligvis tilfælde, hvor mobberne er børn, der selv lider af lavt selvværd. Men mine erfaringer med mobning er i langt højere grad, at der er tale om tendenser i en kultur, som er toneangivende ude på skolerne, iblandt forældrene og i klasserne. Jeg oplever ofte mobbere som stærke børn, der får tildelt alt for megen magt.

Jeg synes, lærere er gode til at spotte mobning, men må erkende, at alt for mange af os møder barrierer, når vi forsøger at inddrage forældrene i antimobbearbejdet. Jeg har selv mødt en udtalt modstand fra forældre, der bliver kontaktet, fordi deres barn er involveret i mobning. Jeg har også oplevet et tilfælde, hvor en lærer og forældrene til den mobbede kontaktede nogle forældre og blev afvist med et »det var han vel selv ude om!« Efter et par år gav den mobbede op og flyttede skole.

Hvis ikke lærerne kan nå forældrene, er det meget vanskeligt at bekæmpe mobning. Og hvis ikke forældre vil acceptere beskeden om, at deres eget barn gør skade på andre - så kan lærerne intet stille op. Og sidst, men helt afgørende er det, at skolelederne udarbejder en markant antimobbepolitik og altid støtter lærerne i deres arbejde mod mobning.

Jeg tror, de fleste lærere vil gå meget langt for at hjælpe mobbede børn. Hvor langt vil forældrene gå?