Jeg forstår Lisa Østerhegns indlæg i Folkeskolen nummer 7, som at folkeskolen gennem brug af lektier som disciplineringsværktøj kan kvalificere elever til fremtidige uddannelser. Ved brug af begrebet »meningsfuldhed« vil jeg argumentere modsat. »Lektier skal være meningsfulde, ligesom undervisning skal være meningsfuld, før den har en god effekt. Den mest udbredte form for lektielæsning i folkeskolen er, at eleverne skal færdiggøre det, de ikke nåede i timen, eller at læreren giver eleverne flere af de samme opgaver for hjemme, som de allerede har arbejdet med i skolen. Hvordan bliver det meningsfuldt for eleven at lave det samme hjemme, som man har lavet i skolen? Det bliver det ikke umiddelbart, og derfor skal læreren overveje, hvordan han kan koble de to forskellige kontekster, som skole og hjem er.

En måde at gøre dette på er at tænke om lektier som noget, der skal udvide eller udfordre det, man har lavet eller skal lave i skolen. En meningsfuld lektie i forbindelse med arbejdet med arealer kunne være at undersøge forskellige arealforhold vedrørende deres hjem, som eleverne næste dag kunne sammenligne og diskutere. At læse en tekst hjemme i forbindelse med et analysearbejde i skolen kan også være en meningsfuld lektie, hvis læreren har forklaret formålet med læsningen og samtidig har givet eleverne et par refleksionsspørgsmål med i samme ombæring.

Vi skal forberede eleverne til videreuddannelse ved at vise og lære dem, at der er en sammenhæng mellem undervisning i skolen og det liv, der leves ved siden af. Og til dette kan lektier faktisk være en konstruktiv metode. Hvis lektierne altså er meningsfulde, ellers kan vi lige så godt droppe dem, som de har gjort det i 6.b på Søhusskolen.