Før var det godt hver tiende elev, som ikke følte sig tryg i skolen. Nu er tallet faldet til syv-otte procent. Det er et af de relativt positive resultater i en ny stor trivselsundersøgelse blandt skolebørn, som bliver offentliggjort i denne uge.

Men på trods af at det går fremad, er det stadig for mange. For der er altså stadig en-to elever i hver klasse, som ikke er tryg ved at gå derhen, hvor de skal tilbringe deres dag, og hvor de lever en vigtig del af deres liv og skal dannes til at blive gode samfundsborgere, tillidsfulde kolleger og dygtige professionelle.

Det er ikke godt.

Alle elever har krav på at kunne føle sig trygge på deres skole, ligesom voksne heller ikke bør finde sig i at gå på arbejde med ondt i maven og tristhed.

Det er der nok ingen, som er uenige i.

Derfor har der også i flere år været stærk fokus på problemet på mange skoler, og det har medvirket til, at det trods alt går den rigtige vej. I dette nummer af Folkeskolen kan man se et godt løsningsbud fra en skole på Nordfyn.

For netop i forhold til at slippe af med mobning, som er en væsentlig ingrediens i utryghed, har det virkelig rykket her: Fra 12 procent af eleverne, som følte sig mobbet i 2008, til 4,7 procent. På kun tre år.

Så det nytter at sætte ind over en bred front.

Det hjælper for eksempel at arbejde med, at forældrene i klassen har det godt med hinanden, og at indføre legepatruljer, hvor de ældste elever leger med de små. Det nytter, at lærerne er begyndt at stå i klassen, ti minutter før timen begynder, så der er tid til at tage imod eleverne.

Og det er også en god idé med skolealfer, voksne, som er uddannet til at tale med elever med problemer.

Det kan man se på Havrehedskolen på Nordfyn.

Selve tankegangen omkring mobning er også skiftet. Der findes ikke onde børn eller onde lærere, kun onde mønstre, forklarer anti-mobbekonsulenten. Men det er vigtigt, at lærerne tager det alvorligt og sammen med kollegerne får lagt en plan. Der skal også arbejdes med klassens kultur.

»I nogle klasser er tolerance en smal sti, mens det i andre klasser kan være en ottesporet motorvej. Læreren er en afgørende faktor for udviklingen af klassens kultur«, mener konsulenten.

Det virker.

Endnu en hurra-historie, kan man fristes til at tænke. En skole, hvor ildsjæle har ydet en indsats, som andre ikke har overskud til i en sparetid. Men Havrehedskolen er blot en i et netværk på 50 skoler, som blev etableret i 2008. De arbejder sammen om en systematisk indsats for bedre trivsel, støttet af en konsulent. Det hele hviler ikke på den enkelte. Og de måler, om indsatsen gør en forskel.

Og det er netop en vigtig pointe, fremgår det af den store børneundersøgelse. For skal det rykke, er det ikke nok, at en enkelt lærer, elev eller forælder begynder at arbejde med problemet. Det, der gør en forskel, er ifølge forskningen at gøre noget, som involverer både lærere, elever, forældre, sundhedsplejerske og andre på og omkring skolen. Og så skal indsatsen vare mindst et år.

På Havrehedskolen har de nu været i gang i tre år. Og de har tænkt sig at fortsætte.

Hanne Birgitte Jørgensen, ansv. chefredaktør, hjo@dlf.org